Sådan var Søren Kierkegaards indvirkning på eftertiden

Den danske filosof Søren Kierkegaards indflydelse har givet sig udtryk både i inspiration, anfægtelse og afvisning

Man kunne vente, at den danske filosof Søren Kierkegaards verdensberømmelse også betød, at han fik stor indflydelse på både litteratur, teologi og kirke herhjemme.

Sådan er det ikke gået. Hans indflydelse har givet sig udtryk både i inspiration, anfægtelse og afvisning. Måske har han fået større indflydelse på skønlitterære forfattere og filosofi end på teologi og kirke. Det vil vi se på i det følgende.

Kierkegaards inspiration i litteraturen
Kierkegaards opgør med kirken i 1854-55 betød, at han i de næste årtier efter sin død i 1855 blev lagt på is af borgerskabet. Han havde langet ud efter den kirkelige kristendom og den folkelige bevægelse grundtvigianismen.

At Kierkegaard selv havde understreget, at hans formål med forfatterskabet netop var kristent, blev afvist eller betragtet som noget besværligt, man skulle af med.

Den første bog om Kierkegaard blev skrevet af den berømte litteraturkritiker Georg Brandes i 1877, men netop med det formål at hindre Kierkegaards tanker i at blive udbredt. Brandes var på den ene side betaget af Kierkegaards dybe analyser af det menneskelige liv. Men på den anden side måtte Brandes som ateist afvise det kristne budskab i Kierkegaards værker. Hermed var der tidligt spændt ben for udbredelsen af interessen for Kierkegaard. Der opstod ingen bevægelse, ingen kierkegaardianisme.

For en række forfattere blev Kierkegaard alligevel en stor inspiration. Her skal nævnes to forfattere: Det gælder Henrik Pontoppidan ikke mindst i hans to store romaner Det forjættede land (1898) og Lykke-Per (1904). Martin A. Hansen er imidlertid den forfatter, som mest dybtgående har brugt temaer fra Kierkegaard. Det gælder romanerne Lykkelige Kristoffer (1945) og Løgneren (1950), men også novellesamlingerne Tornebusken (1946) og Agerhønen (1947).

Kierkegaards indflydelse på kirken fra 1855 1900
Søren Kierkegaards opgør med den officielle kirke i 1854-55 efterlod det indtryk, at han var en fanatiker, som man ikke behøvede at tage alvorligt. Han blev en sten i skoen for kirken. Det kan så være forklaringen på, at han ikke fik en direkte indflydelse på folkekirken og dens udvikling. Til gengæld var der enkelte præster, der begyndte at læse hans værker og heri fandt en stærk inspiration til en social og kirkelig indsats i hovedstadsområdet.

Den voldsomme befolkningstilvækst i København pga. den stor indvandring fra landet i de sidste årtier af 1800-tallet blev en stærk udfordring for kirken. Kirken i København kunne slet ikke betjene de stærkt voksende sogne.

Hertil kom den sociale nød. I 1880'erne dannede en kreds af præster, der blandt andet talte navne som Henrik Ussing, H. Westergaard og bibliotekaren H.O. Lange en forening til oprettelse af kirker, som senere fik navnet Kirkefondet. Hertil kom et stærkt engagement i kirkeligt socialt arbejde. Henry Ussing var således stærkt påvirket af Kierkegaards kristendomsforståelse med dens etiske kald til tage sig af den enkelte. H.O. Lange arbejdede som bibliotekar og forsker med Kierkegaards tekster og blev en af initiativtagerne til en udgivelse af de samlede værker.

For kredsen bag det nye kirkebyggeri med menighedsdannelse og socialt arbejde var Kierkegaards tale om frivillighed og selvopofrelse afgørende. Læsningen af Kierkegaard blev til en impuls til vækkelse. Dog drejede man Kierkegaards koncentration om den enkelte til et arbejde for oprettelse af fællesskaber omkring de nye kirker i hovedstaden.

Tidehvervsbevægelsen
I 1922 vakte den schweiziske teolog Karl Barth (1886-1968) opsigt i teologiske og kirkelige kredse med sin kierkegaardinspirerede bog om Paulus' brev til Romerne. I sin kommentar til Romerbrevet gjorde Karl Barth op med den sammentænkning af kultur, etik og religion, som prægede kirke og teologi omkring 1900-tallet og de næste årtier. Al idealisme og tro på det godes fremgang blev afvist af Barth. Han citerede Kierkegaard, når han kritiserede tidens religiøsitet og skelnede mellem kirken og Kristus.

Barths opgør med sin tids forståelse af luthersk kristendom blev afgørende for en gruppe danske teologer, der ligeledes læste Kierkegaard. På en række sommermøder og ved udgivelse af tidsskriftet Tidehverv, som nu også blev bevægelsens navn, vendte man sig mod en række af de kirkelige foreninger og bevægelser, samt enkeltpersoner i kirke- og universitetslivet. Men det var mere Kierkegaards anliggende end Barths man ville fremme i et opgør med forloren vækkelseskristendom og en kirkelig forkyndelse, som man fandt sentimental og moralistisk.

LÆS OGSÅ:Hvad er Tidehverv?

Tidehvervs budskab blev, at der ikke kan gives konkrete anvisninger på, hvad næstekærlighed er, for man er slet og ret udleveret til sin næste. Kun øjeblikket kan vise, hvad fordringen går ud på. I mødet med næsten fordrer Gud alt, fælder dom og giver sin nåde.

Løgstrups opgør med Kierkegaard
K.E.Løgstrup (1905-1981) er blevet kaldt 1900-tallets største danske tænker. Især er han kendt for sin formulering af de suveræne livsytringer, idet han på et rent filosofisk og humant grundlag fremsætter den tanke, at mennesket lever på andet og mere, end det selv kan frembringe. Mennesket lever på tillid, talens åbenhed, barmhjertighed, kærlighed, tilgivelse, håb. Disse fænomener i den menneskelige tilværelse kan ikke vælges eller frembringes af mennesket selv. Det er livsytringer, som opstår mellem mennesker.

Det er netop i bogen Opgør med Kierkegaard (1968) at Løgstrup så at sige tager de første skridt til formuleringen af de suveræne livsytringer. Løgstrup har om nogen læst Kierkegaard. Han er dybt fascineret af Kierkegaards analyse af angsten i Begrebet Angest. Han er stærkt påvirket af Kierkegaards tale om mennesket som et væsen, der ved, det er til og skaber sin egen historie, og at livet er en risiko, at mennesket må foretage valg, ja vælge sig selv for at blive sig selv. Derfor er angsten menneskets grundstemning, siger Kierkegaard.
Men Løgstrup hævder så, at glæden også er en grundstemning. For livet holdes oppe af noget, der er større end menneskets valg, nemlig af de suveræne livsytringer, som mennesket ikke selv kan skabe eller vælge, men kun ødelægge i mistillid, misundelse og had. Løgstrup vender sig imod Kierkegaards udgangspunkt, at verden er tom og meningsløs og kun kan blive til fylde og mening gennem menneskets eget valg og engagement.

Løgstrup vil måske mere supplere end gøre op med Kierkegaard med sin tanke om, at livet i sig selv indeholder suveræne livsytringer som det så er op til mennesket at give plads og muligheder.

Kierkegaard en moderne klassiker
Filosofisk fik Kierkegaard en helt afgørende indflydelse på tænkningen i Tyskland i 1920'erne og i Frankrig i 1940'erne slutning og i 50'erne. I Frankrig blev det filosoffer som Jean-Paul Sartre og Albert Camus, der omsatte Kierkegaard til den filosofiske retning, som vi kalder eksistentialismen.

At Kierkegaards virkningshistorie tilmed er global afspejles i oversættelser til alverdens sprog lige fra tysk, fransk, engelsk og spansk til hebraisk, russisk, polsk, litauisk, japansk og kinesisk, og mange flere er undervejs.

I litteraturvidenskaben fremhæver man den litterære og den tematiske mangfoldighed i forfatterskabet og Kierkegaards kreativitet som forfatter.

Endelig har der været en tekstkritisk og kommenteret udgave af Søren Kierkegaards Skrifter under udgivelsen siden 1997. Den bliver på 55 bind.