Søren Kierkegaards kamp mod folkekirken

Kierkegaard mente, at folkekirken var styret af behagesyge og magelige levebrødsembedsmænd, der formidlede en småborgerlig, sentimental og uautentisk kristendom. Her ses en bronzeskulptur af ham foran Marmorkirken i København. Foto: Leif Tuxen.

Den sidste fase af Søren Kierkegaards liv og forfatterskab var helliget et voldsomt opgør med den officielle kristendom, som den forkyndtes i folkekirken. Her bringes en introduktion til dette opgør

Søren Kierkegaard (1813-1855) var yderst kritisk over for folkekirken og dens præste- og bispestab. Kierkegaard mente, at folkekirken var styret af behagesyge og magelige levebrødsembedsmænd, der formidlede en småborgerlig, sentimental og uautentisk kristendom, som alle kunne være med på, og som derfor dybest set var en hån mod Gud og evangeliet.

Denne herskende form for kristelig praksis kaldte Kierkegaard polemisk for kristenhed i modsætning til den egentlige kristendom.

Kierkegaard ville have redelighed
Folkekirken og dens repræsentanter og medlemmer ville Kierkegaard ruske op i ved at fokusere på kristendommens paradokser og radikale fordringer til den enkelte. Kierkegaard mente selv, at han krævede redelighed ved at gøre opmærksom på den egentlige kristendom. Kierkegaards engagement i denne sag blev mere og mere heftigt og kulminerede med Kierkegaards såkaldte kirkekamp mod folkekirken.

Denne kirkekamp blev i høj grad ført gennem tidsskriftet Øieblikket. Tidsskriftet blev udgivet af Kierkegaard selv, var skrevet i hans eget navn (i modsætning til de pseudonyme skrifter), og udkom fra maj til september 1855; altså i Kierkegaards sidste leveår.

Ilter, spydig og humoristisk
Kierkegaard lægger ikke fingre imellem i sin kirkekamp. Han skriver for eksempel således om sin samtids folkekirke:

"Hver Time denne Tingenes Orden bestaaer, fortsættes Forbrydelsen; hver Søndag der holdes Gudstjeneste paa den Maade, leges der Christendom og holdes Gud for Nar; Enhver der deeltager, deeltager i at lege Christendom og i at holde Gud for Nar, er indviklet med i den christelige Criminal-Sag. " (Øieblikket nr. 4, juli 1855)

I et andet nummer af Øieblikket angriber Kierkegaard det, han ser som forfladigelsen af det kristne budskab på denne måde:

"I det nye Testamente fremstiller Verdens Frelser, vor Herre Jesus Christus Sagen saaledes: Veien, som fører til Livet, er trang, Porten snever Faae de som finde den. nu derimod er for blot at blive ved Danmark, vi Alle Christne, Veien saa bred som vel mulig, den bredeste i Danmark, da det er den vi alle gaae ad, derhos i alle Maader beqvem, comfortabel, og Porten saa viid som det er muligt, videre kan jo dog en Port ikke være end den gjennem hvilken Alle gaae en masse: ergo er det nye Testamente ikke mere Sandhed. " (Øieblikket nr. 2, juni 1855).

Kierkegaard er meget spydig, men også humoristisk i sin kritik af folkekirken. Når Kierkegaard for eksempel er kritisk over for, at folkekirken ifølge ham er blevet en tam statsinstitution, skriver han:

"For Alt frels Christendommen fra Staten; med sin Protection ligger den Christendommen ihjel som naar en Madamme med sit Corpus ligger sit Barn ihjel. " (Øieblikket nr. 4, juli 1855).

Kierkegaards død
Kirkekampen blev det sidste, Kierkegaard engagerede sig i som tænker. Da det tiende nummer af Øieblikket var ved at blive forberedt, faldt Kierkegaard bevidstløs om på gaden. Han døde kort tid efter- den 11. november 1855 - på Frederiks Hospital. Han blev 42 år gammel. Dette faldt sammen med, at Kierkegaards formue var ved at være brugt.

Kierkegaards kirkekamp rejser flere spørgsmål: Skal kirkekampen ses som kulminationen på forfatterskabet eller som et isoleret aspekt ved Kierkegaards tænkning? Hvor ville Kierkegaard have ført sit forfatterskab hen efter kirkekampen, hvis han ikke var død? Er der overhovedet plads til et kirkeligt fællesskab, en menighed og kirkelige ritualer i Kierkegaards tænkning? Skal præster overhovedet praktisere det, de forkynder? Hvilken relevans har Kierkegaards kirkekamp i forhold til nutidens folkekirke?

Disse spørgsmål diskuteres stadig af teologer og Kierkegaard-forskere.