Ørkenfædrene talte med belærende sætninger

Ørkenfædrene levede et fattigt og hårdt liv i ørkenen samtidig med at de forfattede små ordsprog, såkaldte apoftegmer

Ørkenfædrene er det navn, som man har givet de kristne mænd - og enkelte kvinder - som levede fattigt og ofte ret isoleret i ørkenområderne i det nordlige Egypten i det fjerde og femte århundrede e. Kr.

Ørkenfædrene er mest kendt for deres primitive liv derude i ørkenen, hvor de gav afkald på stort set alle bekvemmeligheder og levede af den smule mad, som de kunne finde i den barske natur eller som venlige mennesker gav dem. Munkevæsenet med dets tanker om et fattigt liv i afsondrethed og bøn er også grundlagt af ørkenfædrene.

LÆS OGSÅ: Ørkenfædrene levede i længsel efter Gud

Men de hellige mænd og kvinders asketiske liv er mere end blot rammen om et simpelt liv, der var lidenskabeligt dedikeret til troen og ønsket om at følge Jesus i ord og gerning.

For at gøre det nemmere og mere overskueligt for sig selv og andre holdt ørkenfædrene af at tale i de såkaldte apoftegmer, som bedst beskrives med at være et lille fyndord til oplysning og styrkelse.

Ofte foregik det ved at en ung og uerfaren ørkenbroder gik hen til en ældre ørkenbroder, kaldet en Abba, og sagde:

Sig mig et ord, Abba. Hvad skal jeg gøre?. Svaret apoftegmet kom så i form af en belærende sætning eller et levende eksempel.

Mange apoftegmer afspejler derfor også den klassiske holdning om ørkenfædrene som værende individualistiske og selvcentrerede som for eksempel denne:

Abba Alonios, som man mener levede først i det fjerde århundrede, sagde:

Den, som ikke siger i sit hjerte: 'Gud og jeg er alene i denne verden', finder ingen fred.

Men de kunne også være mere rettet mod fællesskabet og næsten - som dette apoftegme:

Abba Antonius, som levede cirka 250-350 og som senere blev kanoniseret, sagde:

Om vi lever eller dør afhænger af næsten. For hvis vi vinder vores næste, så vinder vi også Gud. Men hvis vi forarger vores næste, så synder vi mod Gud.

Ørkenfædrenes tid var også den tid, hvor kristendommen blev defineret i forbindelse med de to kirkemøder i henholdsvis Nikæa 325 og Chalkedon i 451.

LÆS OGSÅ: I Nikæa blev kristendom Roms religion

En tid, hvor man også bestemte hvilke skrifter, der skulle med i Biblen og hvilke der ikke skulle. Så det var en tid med mange meninger og brydninger så også derfor var apoftegmerne anvendelige.

LÆS OGSÅ: Bølgerne gik højt i Chalkedon

Blandt de mest berømte ørkenfædre er Antonius, Augustin, Athanasius af Alexandria, Johannes Chrysostomos og John Cassian.

SE OGSÅ: Hovedpersoner i oldkirken

Her er nogle af deres og andres apoftegmer:

Abba Cassian, som levede cirka 360-435 og hvis tanker har haft stor betydning for hele munkevæsnet:

Indtil nu har vi talt om himmelske ting, og alle jeres øjne blev tunge af søvn. Men så snart der kom nogle tomme ord, var I alle ivrigt med. Derfor beder jeg jer, brødre, bliv klar over hvordan djævlen virker og våg over jer selv. Pas på at I ikke falder i søvn, når I gør eller hører noget åndeligt.

De var altså meget bevidste om menneskets psykologi, men også om ønsket om at kunne kontrollere sig selv, hvad man kan se i de næste to apoftegmer:

Ukendt Abba:

Ydmygheden lader sig ikke irritere og irriterer heller ikke nogen. Og abba Hyperechios, som man mener levede i begyndelsen af det fjerde århundede, sagde: Den, som ikke kan styre sin tunge i et vredt øjeblik, kan heller ikke styre sine lidenskaber.

Men centralt står livet i ørkenen, det isolerede og hårde liv, hvor tiden blev brugt til bøn og at komme tættere på Gud:

Abba Antonius, der står som en af de helt centrale ørkenfædre:

Den, der lever afsondret i ørkenen, er fri for tre slags konflikter: Hørelsens, talens og synets. Der er kun en tilbage: Hjertets. LÆS OGSÅ: Jeg ville gerne have mødt en af ørkenfædrene Abba Johannes Kolobos, som levede i det fjerde århundrede, og som betragtes som en af de store bidragsydere til det tankegods, som ørkenfædrene har givet eftertiden:

En munk er slid. For en munk slider i det med alt, hvad han gør. Sådan er en munk. Det var alle slags mennesker, som blev ørkenfædre. Også dem med magt og agt som nedenstående, der oprindelig var en romersk senator, men som flygtede ud i ørkenen, mens en stemme sagde følgende ord til ham, som han selv senere sagde til andre.

Abba Arsenius, der ligesom abba Johannes Kolobos er en af de store bidragsydere:

Flygt, vær stille, bed uophørligt, for det er kilderne til at undslippe synden.

Og netop disse ord: 'Flygt, vær stille og bed' er om nogen ord, der kendetegner ørkenfædrene, som i dag er mere populære, end de har været det i flere århundreder. Måske fordi vi igen ligesom de gjorde det - lever i en brydningstid, hvor vi diskuterer både troens indhold og form.

Kilde: Karin Grünewald: Ørkenfædrene, Gyldendals, store, åbne, danske Encyclopædi samt kristendom.dk