Julekalender: 24. december

Inger Holm: Englevagten reddede vores liv

"Hvis der ikke havde været englevagt om os, ved jeg ikke, hvad der var blevet af os. Stormen kunne vare flere døgn, og vi kunne ikke få forbindelse til nogen. Der var ingen, der anede, hvad vi skulle gøre." Sådan fortæller Inger Holm om dengang, hun blev fanget i en vinterstorm i Grønland sammen med en læge og en patient i livsfare. Foto: Privatfoto

Da Inger Holm boede i en lille by i Grønland med sin familie, måtte hun sejle på arbejde over en stor fjord. Det betød en stormfuld februardag i 1961, at hun blev fanget på den forkerte side af fjorden, uden udsigt til at kunne komme hjem til sin mand og nyfødte søn. Siden har hun takket englene for at føre hende hjem i god behold

Første gang, det gik op for mig, hvad engle er, var i forbindelse med julen. Jeg var måske tre år gammel, og min far fortalte mine søskende og mig juleevangeliet. Han fortalte om englene, der var der, på et sprog, så vi børn kunne forstå det. Han sagde, at englene var der for at passe på Jesus, og at de også ville passe på os, hvis vi bad dem om det.

Jeg kunne tydeligt forestille mig, hvordan englene gik rundt om os og ind og ud af huset, og hvordan de var omkring os. Det var første gang, det virkelig gik op for mig, hvem englene er, og hvad de gør, og lige siden har de spillet en stor rolle i mit liv.

Jeg havde altid den tryghed, også som barn, at vide, at der var englevagt om mig. Også under krigen, da mine søskende og jeg lå og skulle sove. Vi var mange børn, og der var luftalarm, og vi kunne høre maskinerne. Så bad vi fadervor, og vores far satte englevagt om os. Så var vi trygge, og vi kunne falde i søvn. Så det har virkelig betydet helt utroligt meget for mig.

Min far nævnte os altid ved navn - både os børn og resten af familien - når han satte englevagt, og det fik os til at føle, at vi hørte sammen med vores familie. Det er noget, jeg har taget med mig i resten af mit liv. Jeg sætter stadig englevagt om alle i min familie hver aften.

Jeg vil fortælle om en oplevelse fra Grønland, der har berørt mig dybt. Det er ikke mange, jeg har fortalt det til, men jeg synes, det har betydet så meget, at der var englevagt omkring os.

Min mand Karl og jeg boede i Grønland, i Narsarsuaq, og der havde jeg et job i Qassiarsuk, der ligger på den anden side af Eriksfjord. Qassiarsuk var Erik den Rødes gamle boplads. Der var jeg regnskabsfører og blandt andet ansvarlig for at udbetale løn, pension og børnepenge til folkene i lokalsamfundet.

Den episode, jeg vil fortælle om, fandt sted i vinteren 1961. Der var vores lille, nyfødte søn Steen kun fem uger gammel, men jeg var nødt til at tage på arbejde og betale lønninger, for folkene havde ikke fået nogen penge siden før jul. Det var i begyndelsen af februar, og dermed sæson for vinterstormene, der er meget voldsomme deroppe.

Derfor var det svært at finde en dag, jeg kunne komme afsted, men sammen med lægen, der skulle på sygebesøg, fandt vi en dag, hvor vi kunne tage afsted over fjorden.

Vi havde lejet en rejekutter i Narsaq, der skulle sejle os tilbage til Narsarsuaq, og vi skulle have været hjemme igen i løbet af 3-4 timer. Det var vigtigt, for vi havde fået melding om, at der skulle komme en storm fra sydøst.

Men stormen kom tidligere end forventet, og inden vi kunne komme hjem igen, måtte lægen ud på en længere tur til en meget syg patient. Da vi kom ned til kysten med halvanden times forsinkelse, var rejefiskerne stukket af, og vi var fanget i stormen; mig, lægen og den syge patient.

Det stormede kraftigt på det tidspunkt, og vi havde hverken telefon eller radioforbindelse, så vi måtte finde tilbage til et lille hus, hvor vi kunne søge ly.

Det blev eftermiddag, og der var ingen udsigter til, at vejret skulle blive bedre, så vi kunne komme derfra. Først på aftenen prøvede vi at sende nødraketter op, men på grund af stormen, havde ingen set dem.

Desperate holdt vi udkig over vandet, og nogle timer senere så vi lys fra et stort skib. På det tidspunkt havde min lille søn derhjemme ikke fået mad i 13 timer, og lægens patient havde det meget dårligt.

Vi skyndte os alt, hvad vi kunne, ned til de lave klipper ved vandet, og der så vi en robåd komme imod os i mørket.

De modige sømænd, der kom roende, havde kun fået melding om, at det var mig, der var der. Men lægen havde en patient, der var i livsfare, så de var nødt til også at blive reddet væk derfra. Patienten blev lagt ned i bunden af robåden, jeg blev sat ud i stævnen, og lægen agter.

Derfra kan jeg næsten ikke beskrive turen over til skibet.

At sidde i en lille robåd på toppen af den ene skummende bølgetop efter den anden, og falde ned i bunden af bølgedalen, for blot at stå ansigt til ansigt den mur af vand, der kom bragende. Hvor ville den havne? Lige ovenpå mig?

Jeg sad helt ude i stævnen, og oplevede havets voldsomme nådesløshed fra første parket. Jeg har aldrig bedt så meget i mit liv, som jeg gjorde der.

Men vi kom frem.

På skibet ventede der tæpper, hjælpende hænder og varme drikke. Så jeg kom hjem, og min søn fik sit velfortjente måltid. Han havde været så rolig hele dagen, og mange var kommet for at hjælpe min mand med at passe ham.

Hvis der ikke havde været englevagt om os, ved jeg ikke, hvad der var blevet af os. Stormen kunne vare flere døgn, og vi kunne ikke få forbindelse til nogen. Der var ingen, der anede, hvad vi skulle gøre. Skibet kom som en frelsende engel til os.

Da jeg var stået af, tog lægen og patienten videre til Narsaq. Patienten blev opereret, og det viste sig, at hans blindtarm var sprunget, men de reddede ham. Også om ham var der englevagt.

Inger Holm boede i en årrække i Grønland med sin mand Karl Holm (th). De boede i Narsarsuaq, da deres første barn blev født. Her ses Karl Holm med deres søn i en barnevogn med meder. Foto: Privatfoto