Ingrid Ank: At være hjemme må betyde at være blandt mennesker, der forstår

Ingrid Anks datter Johanne er en kræsen ung dame. Det har gennem tiden ført til mange diskussioner over spisebordet – også til jul. Løsningen er blevet et maksimalistisk julemåltid, hvor der er plads til alle

Min yngste datter er det, man kalder kræsen. Meget kræsen. Jeg synes godt, man kunne kalde det noget andet – men det kommer jeg til. Hun er 11 år, og det har været meget værre. Med kræsenheden altså.

Som 2-årig ville hun kun spise lasagne, så det lavede vi flere gange om ugen. Vi forsøgte at få gode råd af sundhedsplejersker og pædagoger, men til samtalen i børnehaven fik vi at vide, at vi bare skulle slappe af: Det kommer helt af sig selv, sagde de. Man fik på fornemmelsen, at de mente, det var vores skyld – at vi fremprovokerede kræsenheden, fordi vi alt for gerne ville have hendes kostrepertoire udvidet (hvor morsomt troede de mon det var at lave lasagne fire gange om ugen?). Det var ikke uden en vis tilfredshed, jeg læste i det brev, de skrev til hende, da hun stoppede i børnehaven, at de alligevel godt nok aldrig havde haft et barn, der så konsekvent ikke spiste frugt og grøntsager. Godt gået, Johanne.

Det burde være hendes fem år ældre storesøster. For hun er nemlig ikke blevet ammet. Og blandt amningens mange fortræffeligheder, som man kan belære vordende eller nybagte mødre om, hører også den, at amning modvirker kræsenhed. Hos barnet, altså. Det er noget med, at der skulle være smagsrester i modermælken fra alt det, moderen spiser: Oliven, hvidløg, chokolade, gorgonzola, rødvin – nå nej, ikke rødvin. Det er der derimod ikke i den modermælkserstatning fra Nestlé, som Benedikte har indtaget flere kubikmeter af, fordi hun til vores rædsel ikke tog på, til trods for at vi (Benedikte og jeg) kæmpede med at få amningen til at lykkes. ”Hun er ikke i vækst,” lød sundhedsplejerskens dom efter at have hængt hende op i en stofble og vejet hende.

I dag er hun 16 og kæmper sin personlige klimakamp som vegetar, men kan lide det meste mad, bortset fra ’andendagsrester’ som hun får en del af hos sin mor (”hos far” – fortæller hun med eftertryk – ”får vi en ny ret hver dag,” en påstand han dog har været så venlig at afkræfte). Med Johanne gik det fint med at ’få amningen i gang’, som det hedder. Til gengæld måtte hun brutalt køres over på mælkepulveret, da hun var seks måneder og far skulle på barsel og mor skulle på arbejde. Hun skreg og vendte hovedet væk, men det blev sådan. Måske er det hér, madtraumet begynder.

Mine forældre – pigernes mormor og morfar – viser ikke mange tegn på forståelse over for Johannes kræsenhed. Jeg forstår hende godt. Helt ind i maven. Jeg husker tydeligt fornemmelsen af som barn at skulle spise noget, jeg ikke kunne lide. Især husker jeg kogt fisk, torsk var det vist ofte, men også andre slags fisk (for mig kom det ud på ét). Det var overgangen fra munden til halsen, der var værst, lige dér hvor man synker, og lige dér, hvor man mærker fornemmelsen af, at maden vil op og ikke ned. Det er også derfor, jeg mener, at ordet ’kræsenhed’ er forkert, eller i hvert fald er det noget helt andet end at have en ’kræsen smag i kunst, eller i musik, eller mænd, eller møbler’. Det er noget fysisk ukontrollabelt, det er ikke noget, man kultiverer eller fremelsker. Tvært imod ønsker man, at det vil gå væk, gå over, men det gør det ikke, uanset hvor meget torsk man spiser. Det ændrer sig, når det ændrer sig.

Jeg husker engang, hvor min to år yngre søster og jeg var kravlet ind under en dyne sammen med en tallerken, hvorpå der lå et stykke kogt og efterhånden afkølet torsk. Jeg mener, det var hende, der den aften var kommet særligt bagud med fisken, og at jeg sad ved siden af og lokkede og heppede, fordi vi var blevet lovet dessert, når torsken var spist. Men det kan også godt være, at jeg husker forkert, og at det også denne dag var mig, der kæmpede med torsken. I så fald skulle det ikke blive sidste gang, at min lillesøster hjalp med at få et måltid til at glide.

Jeg kender ikke nogen kulturer, hvor det sociale liv ikke er knyttet tæt sammen med mad og måltider. Det er jo derfor, der er så meget på spil. Det er gennem måltidet, vi bliver ’sammenspist’, og gennem måltidet, at de sociale hierarkier bekræftes eller udfordres. Og det er gennem måltidet, at vi udtrykker fællesskabets grænser. At blive inviteret hjem til nogen og ’spise med’ er et tegn på venskab og at afvise invitationen – eller afvise den mad, der sættes frem – er et tegn på, at man ikke vil venskabet. Derfor er det skarpt set af kristendommen, at den kiler sig lige ind i måltidet og laver rav i den.

Der er jo utallige beretninger i Det Nye Testamente, der handler om måltider: Jesus spiser – igen og igen – med dem, man ikke bør spise med, de urene og de syndige, de ekstravagante og de fattige, og han bryder spisereglerne og fastereglerne og alle koder, konventioner og retningslinjer. Og samtidig indstifter han et måltid, som vi har fejret lige siden, agapemåltidet, kærlighedsmåltidet, nadveren. I begyndelsen var det fuld bespisning, men allerede hos Paulus kan man læse, hvordan det gik galt: De rige kom med deres kaviar og røde bøffer (eller hvad de nu kom med) og de fattige kom med deres opblødte gryn, og så var der dækket op til konflikt. Siden blev nadveren til en slags minimalistisk måltid, man har grundelementerne fra et rigtigt måltid – brød og vin – men mæthedsfornemmelsen er (kun) åndelig, ikke fysisk.

Havde Jesus lovet os, at med dette måltid ville alle konflikter være løst, så ville han imidlertid have løjet. Jeg kender intet andet eksempel på et måltid, hvor invitationen til at deltage står lige så åben som her, og jeg kender heller intet måltid, der gør mig så let – alle andre måltider er indrettet til at forpligte os, forpligte os på fællesskabet, forpligte os på at rose maden, rose kokken, værdsætte, anerkende, spise op og gengælde invitationen: Nu er det vist vores tur til at invitere. Ved nadvermåltidet kan jeg gå derfra uden at skylde nogen noget. Og måske er det det, Johanne som helt lille så klart forstod: Hun vendte grådigt bægeret på hovedet flere gange for at få de sidste dråber fra den portvin, som præsten havde givet den to-tre-årige alt for lidt af.

Men det er bare ikke alle, der forstår det – eller forstår det på den måde. Ganske mange opfatter deltagelse i nadveren som en præstation på linje med at deltage i alle de andre fællesskaber, der kræver så meget af os. Ganske mange opfatter nadveren som grænsesættende, en markering af grænsen mellem de ’rigtigt troende’, ’de sande kristne’ og så dem, der bare lige kigger ind – hvad nadveren i øvrigt igennem historien også lige præcis er blevet brugt til. Og så er vi jo lige vidt. Eller livet mellem mennesker er lige så besværligt, som det hele tiden har været – hvad vi vel heller ikke er blevet lovet, at det ikke er.

Som sagt viser mine forældre ikke tegn på, at de forstår kræsenheden (det er en ren konstatering og ikke en bebrejdelse, selvom det selvfølgelig er forbundet med en vis mængde smerte). I hvert fald opfatter de tydeligvis kræsenhed som noget, man selv kan gøre noget ved. Man roses for at spise op og for at kunne lide maden, og man dadles for det modsatte. Julemiddagen – eller et hvilket som helst måltid, hvor familien er samlet – er derfor et krævende foretagende. For mig går en stor del af middagen ud på at forsøge at hjælpe Johanne igennem, holde hende fri af for mange bemærkninger. Det har hjulpet lidt, at hendes storesøster er blevet vegetar – hvilket der ofte bliver talt en hel del om både før og under julemiddagen – fordi der så er én mere, der er besværlig. Og at deres far ikke kan lide sild – endnu et fast jule-samtaleemne – må også være en lettelse for Johanne.

Jeg tænker, det må hænge sammen med, at de ikke har en ’torskeerfaring’ – om end min mor da selv har nævnt et par barndomsretter, som ikke var favoritter. De forstår ikke kræsenheden, fordi de simpelthen ikke forstår den. De ser bare én, der bryder reglerne, afviser maden og melder sig ud af fællesskabet. ”Du forstår mig ikke,” råbte Benedikte engang til mig, da vi havde skændtes om et eller andet, og det gør vi jo simpelthen ikke altid, altså ’forstår hinanden’. Jeg er mig og du er dig, og jeg forstår ikke alt, hvad du er.

I grunden mener jeg, at vi bør glæde os over, at verden er befolket med mennesker med hvert sit sind, og at vi derfor altid i en eller anden grad er fremmede for hinanden. Tænk, hvis verden var som at være i sit eget hoved! Men selvfølgelig har vi også brug for, at sindene indimellem berører hinanden, at forstå og blive forstået. Det er vel det, det vil sige at ’være hjemme’: At være i omgivelser og blandt mennesker, der forstår. Men det er vel så også derfor, at julen både er hjerternes og ensomhedens fest, fordi vi forsøger at ’vende hjem’, men ikke altid når frem til at forstå eller blive forstået – man behøver jo nemlig slet ikke være alene for at være ensom.

Nå, men sidste jul fandt min søster imidlertid på en løsning, der på en måde er samme model som nadveren, bare omvendt. Et maksimalistisk måltid. Det er ikke en helt let løsning at overtage, hvis nogen skulle blive inspireret. Den kræver, at man går tidligt i gang både med planlægningen og madlavningen, og hun udarbejdede da også et temmelig fyldigt Excel-ark, som heldigvis er gemt på computeren og kan genbruges – og eftersendes, hvis nogen skulle være interesseret. Her holdt hun system med et helt overdrevent og bevidst uoverskueligt antal retter og småretter og sideretter, ikke bare and og flæskesteg, brune og hvide kartofler, men et større antal salater, sovse, brød, mousser, patéer, snacks.

Juleaften var det, som om vi var til en fest med en stor buffet, hvor man kunne gå op og hente sin mad, udvælge og kombinere og rode sammen på tallerkenen, som man havde lyst, og som man gør ved en buffet (I husker nok fester med buffet – det var før corona …). Men forskellen her var bare, at vi ikke gik op til buffeten, vi sad og blev siddende rundt om den. Og der var ingen spiseregler eller retningslinjer, og ingen kunne holde øje med, hvad den anden lagde på tallerkenen. Til gengæld var der selvfølgelig en hel del rester. 12 kurve eller deromkring.