Julekalender

Ingvar Cronhammar: Luciasangen fik hårene til at rejse sig på mine arme

Billedhugger Ingvar Cronhammar er født i Sverige, hvor traditionen med luciaoptog stammer fra. Sangen minder ham om hans barndom, hvor det smukke optog var et sjældent lyspunkt i en dyster skoletid. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

13. december: Når piger klædt i hvidt går luciaoptog, er det mystisk og magisk, fortæller billedhugger Ingvar Cronhammar. Her fortæller han om, hvorfor han bliver rørt af sangen om Santa Lucia og om hans værk, hvis titel henviser til myten om den sicilianske helgen Lucia

Lyset bliver slukket. Der er helt stille, på nær en lavmælt fumlen og hvisken – og så bryder lyset frem i form af en række af piger, der sirligt synger ”Nu bæres lyset frem”.

Scenariet er Santa Lucia-optog, som på mange skoler og institutioner er et fast indslag den 13. december.

Luciadagen er til minde om Lucia, en siciliansk helgen, som levede i 300-tallet. Historien om hende er alvorlig: Hun konverterede til kristendommen i en tid, hvor Romerrigets håndlangere forfulgte de kristne. Derfor listede hun ud i ly af natten med et lys bundet om hovedet for at hjælpe fattige mennesker.

Tilmed nægtede Lucia at gifte sig med en ikke-kristen romersk mand. Som straf for sin modvilje blev hun forsøgt sendt på bordel, men hun modsatte sig og rev sine egne øjne ud for ikke at friste mænd. Men hver gang hun gjorde det, voksede der blot et par nye smukke øjne frem.

Derfor bliver hun ofte afbildet i kunsten med et sæt øjne i hænderne. Det endte med, at hun måtte lade livet for sin tro.

Traditionen med at gå luciaoptog kom til Danmark fra Sverige i 1944. Jeg oplevede i min barndoms Kristianstad, hvordan bastante luciafejringer var en fast del af december måned, blandt andet på byens torv, hvor luciabruden upassende potent trådte ud på balkonen for at modtage folkets hyldest.

En anderledes følelsesladet opvisning var det i min skole, hvor luciaoptoget så at sige var det eneste lyspunkt i en mørk tid. Det var mystisk og magisk på samme tid, også selvom jeg som barn ikke kendte historien om martyren fra Sicilien.

Luciasangen bredte så stærkt et lys i mørket, at min underlæbe kom til at dirre, og hårene rejste sig på mine arme. Det var jo tidligt om morgenen, og alt lys var blevet slukket på skolen. Skolebygningen havde uendelige, højloftede stenkorridorer med en ekstrem akustik, der forplantede sangen i forvirrede ekkoer, som tog til i styrke og skønhed jo tættere, luciaoptoget kom på klasseværelset. Og så kom de ind: Hvide skikkelser badet i lys. Bagerst en knejt med et kræmmerhus på hovedet. Der blev brugt rigtige lys dengang, så sansemætheden var fuldstændig.

Skolen var langt fra mit et og alt i min barndom. Der var dog enkelte undtagelser. En anden af dem er ”Den blomstertid nu kommer”, en smuk og inderlig sang med utallige dufte i sig. Den blev afsunget i Pinsemissionens hovedkvarter i Kristianstad, fordi vores halvsadist af en lærer var indrulleret i "templet". Alligevel bredte sangen sig sprødt og herligt igennem min krop, fordi den bragte bud om sommer og momentan frisættelse fra Helvede.

Man tænker, at det kun var dengang Lucia levede, at man kunne behandle andre mennesker så grotesk og grusomt og forfølge dem på grund af deres tro. Men så kommer man i tanker om de sindssyge hundehoveder til Boko Haram og lignende terrorgrupper. Det sker jo også i dag. Der er meget håb i historien om Lucia, for myndighederne fik hende ikke ned med nakken. Det er en værdifuld fortælling.

I 2004 skabte jeg værket ”Lucia is even”, en skænk i højlakeret aluminium, der gemmer godt på sin hemmelighed. Der er et lille, behersket Jolly Rogerstegn (sørøversymbolet med et dødningehoved og to knogler, red.) der, hvor nøglehullet skulle være, men koden er utydelig. Oven på er der to smalle søjler.

Måske ligger der en rest fra min ungdom og simrer i underbevidstheden med tavse søjler af lys.

"Lucia is even" er et værk af Ingvar Cronhammar fra 2004. Foto: Anders Sune Berg