Guide

10 tips til konfirmationstalen

Hvordan skriver man en god tale til en konfirmation? Få gode råd her. På billedet er det en konfirmand i Nørresundby Kirke den 28. april 2013. Foto: Christian Roar Pedersen.

At holde konfirmationstale for konfirmanden behøver ikke nødvendigvis at fremprovokere galopperende hjertebanken og rystende hænder. Her kan du finde inspiration til at holde en god tale

Konfirmationstaler er et fast indslag til de fleste konfirmationer, og de er med til at gøre festen lidt mere højtidelig. En af konfirmandens forældre holder som regel tale, men ordet er også frit for onkler, søskende, mormor og andre, som har noget på hjertet.

Hvis talen skal være god, er det vigtigt, at man rent faktisk har noget at sige. Ellers bliver det en kedelig og uinspireret pligttale. Så med mindre du er forælder til konfirmanden, er det bedre at blive siddende, end at kede selskabet halvt ihjel.

Er du derimod meget opsat på at give konfirmanden et par ord med på vejen, behøver du ikke "være den store taler" - en kliché, man for øvrigt helst skal undgå at lægge ud med! Det kræver blot lidt forberedelse, hvis din tale skal være god, og du gerne vil undgå den værste nervøsitet.

Her er 10 gode råd til dig, der skal holde en konfirmationstale:

1. Forbered dig

Skriv talen i god tid. Det nytter ikke noget at skrible nogle ord ned på en serviet, når I først sidder i kirken. En god tale kræver forberedelse. Mest optimalt er det, at man nedskriver sjove hændelser, man har med konfirmanden, når de sker, så de ikke går i glemmebogen. Det kræver dog et vist fremsyn og overskud. Alternativt kan man få andre som kender konfirmanden til at hjælpe med at huske tilbage.

2. Fortæl hvem du er

Det kan være godt at starte med at fortælle om din relation til konfirmanden. Er du for eksempel mormor eller søster, er det en god idé at beskrive, lige præcis hvordan jeres forhold er til hinanden, og hvordan det giver sig til udtryk.

3. Fortæl historier

Fortæl små anekdoter fra konfirmandens liv. Gerne humoristiske oplevelser, I har haft sammen. Det må gerne være sjove historier, men undgå at det bliver direkte pinligt for konfirmanden. Det skal jo være en god dag for ham eller hende, og der skal ikke meget til at gøre en teenager pinligt berørt.

4. Tænk på fremtiden

Mange vælger at fremhæve konfirmandens overgang til de voksnes rækker, hvilket godt kan blive kedeligt i længden, især når den fjerde taler siger: "Nu er du jo ved at blive voksen." Du kan gøre det lidt mere spændende ved at reflektere over konfirmandens fremtid og fremhæve, hvad han eller hun er god til.

5. Øv dig

Øv din tale foran spejlet eller sammen med en ven. Dermed undgår du at snuble over ordene, og du finder ud af, hvad folk synes er morsomt, og hvad der måske skal skrives om.

6. Lav et manuskript

Med mindre du har fotografisk hukommelse, er det en god ide at have talen foran dig, når du holder den. Det kan enten være hele talen eller bare i stikordsform. Så undgår du at gå i stå midt i det hele. Men pas på med at lyde som om, du læser op.

7. Begræns dig

Talen må ikke være for lang. Allerhøjest 10 minutter. Ellers vil resten af selskabet begynde at kede sig, ligegyldigt hvor morsom talen er.

8. Hav øjenkontakt

Hav øjenkontakt med konfirmanden mens du taler, men se også på de andre gæster, så de føler sig inddraget. Se især på dem, hvis det, du fortæller, handler om dem.

9. Pas på udtalen

Tal højt og tydeligt og pas på, at du ikke taler for hurtigt. Det er en god idé at holde drikke/skålepauser ind imellem, så publikum kan hvile ørerne.

10. Udbring en skål

Bed til sidst alle om at rejse sig og udbringe en skål for konfirmanden, og giv konfirmanden en kopi af talen bagefter. Det er et godt minde at have fra dagen.

Det gode ved at holde tale til en konfirmation er, at konfirmanden højst sandsynlig er meget mere pinligt berørt over at være modtager af talen, end du er over at holde den. Derfor vil fejl, mangler og snublen over ord nok ikke blive opfanget, i hvert fald ikke af festens hovedperson.

Er du selv konfirmand? Her er 10 ting, du skal huske inden den store dag:

Denne artikel blev oprindeligt bragt den 30/4 2009. Den er senest redigeret den 9/4 2018.