4 bønner for det nye år

Nytårsbønner handler om den fremtid, vi går i møde, men kan også være formet som en tak for alt, hvad vi har oplevet. Foto: stock.xchng

Hvilke bønner kan man bede ved nytårets komme? Læs 4 bønner for det nye år her

1.
Himmelske Far, du som er kilden til vort liv
og har sat os i en verden med så megen skønhed og rigdom:
Vi takker dig for al din godhed imod os i det år,
som nu er ved at være til ende.
Skab tro og tillid i os,
så vi også ved det årsskifte, vi nu skal opleve,
kan gå ind i det nye år med tro og tillid.

Tilgiv os vores blindhed og døvhed for så meget af det, du giver.
Tilgiv os, at vi har misrøgtet mange af de muligheder og opgaver,
livet har givet os i det forløbne år.
Retled og styrk os,
lær os menneskelighed og retsindighed -
at tage vare på det levende, på vores smukke jord,
på glæden i hjertet, lyset i øjnene.

2.
Velsign kirken i det år, som ligger foran os.
Bevar og forny den, her og overalt,
så der kaldes tro, håb og kærlighed frem,
trang til sandhed, sans for menneskelighed.

Vi beder dig, Gud, for de mennesker, der er ramt af denne verdens konflikter -
ofre for despotisk vold, flygtninge, ofre for katastrofer og mangel på det nødvendigste.
Vi beder for os selv: Giv os styrke og livsmod,
gør os til opmærksomme medmennesker,
så vi ikke svigter hinanden,
men lader din barmhjertighed forplante sig.
Vi beder for fred og forsoning i verden, for retfærdighed.
Giv folkenes lederes indsigt, erkendelse af deres ansvar.

3.
Himmelske Far,
vi takker dig, fordi du ville bane dig en ny, åben vej til os mennesker
ved at lade Jesus føde og leve sådan iblandt os,
at vi i ham ser, hvad din sandhed og nåde kan udrette,
trods modstand og vold.
Vi beder dig, nu hvor vi går et nyt år i møde:
Lad aldrig billedet af Kristus blive tildækket i vore sind.

4.
Jesus Kristus, du som ikke lod vold, lidelse og død standse dig,
ikke lod mørket i verden standse din tjeneste,
og ikke kom for at dømme verden, men frelse den,
vi beder dig, ryk os løs af mørkets magt,
lær os at elske lyset frem for mørket.
Giv os tro på,
at du også i det nye år vil holde ud med os i den verden,
der viste sig så ugæstfri mod dig.
Når vi bliver redskaber for kulde og hårdhed,
vend os da om.
Giv os evne til, også i det små,
at være til støtte og opmuntring for hinanden -
at se hinanden og forstå,
ikke skygge for hinanden,
ikke hovmodigt tro, at vi er sat til at dømme hinanden.

Vi beder for alle, der er ramt af sygdom og savn og angst.
Vær med alle ensomme og dem, der føler sig overflødige.
Kald troen og håbet frem i os!