5 veje til bøn, når du er deprimeret

bøn, hænder, lovprisning, unge Foto: Jesse Schutt/stock.xchng

Her er 5 enkle råd til, hvordan bønnen kan åbne sig i tunge stunder

Når du er deprimeret, så vil du givetvis erfare, at tungheden og det depressive vil påvirke din tro på Gud og også farve de tanker, du gør dig om, hvordan Gud ser på dig. Når du beder, vil du have svært ved at koncentrere dig og være i stilheden. Selv folk, der ikke er i den tilstand, kender til det. Der er så meget i os og omkring os, der trækker os væk fra det centrum, som Gud er under bøn.

Her er 5 enkle veje til, at bønnen kan åbne sig også i tunge stunder, ja måske netop der.

1. Find et godt sted at sidde
Sæt noget mildt og stille musik på og sæt dig til rette i en god stol. Tag et par dybe indåndinger, hold vejret et par sekunder og ånd derefter langsomt ud. Slap af og mærk stolen, du sidder på og dine fødder på gulvet. Kom fysisk til stede.

Forestil dig nu, at Jesus kommer gående dig i møde med et kærlighedsfyldt og mildt ansigt. Han standser foran dig. Fortæl ham om alt, hvad du er fyldt af, dine følelser, din træthed og tunghed, ja alt, hvad der lige nu kommer af tanker og følelser i dig.

Åbn derefter dit hjerte for ham og føl hans nærvær og lad hans kærlighed til dig flyde over i dit hjerte. Hvil i det i stilhed, så længe du kan, og tak ham for den gave, som hans nærvær og kærlighed er.
 
2. Gå en tur
Tag gerne noget stille musik med dig, og mens du går: nyd naturen og sans dens skønhed. Opdag, hvad der opgiver dig, mens du går. Du føler dig måske ensom, men du skal vide, du ikke er alene. Jesus bærer du med i dit hjerte, også midt i smerten, der tynger dig.

Fortæl ham, hvad du får øje på i naturen. Fortæl ham, hvad du føler, uanset hvad det er. Vær ærlig, for Jesus ønsker, du skal betro ham alt, både smerte og glæde.
 
3. Tænk på andre, der har det svært
Tænk nogle minutter på andre, der har det svært, er deprimerede eller syge, har smerte på krop eller sjæl. Overvej, hvad han/hun mon føler, og hvad du vil kunne tænke dig at sige til vedkommende. Løft denne person op i dine tanker og bed Jesus velsigne ham/hende.

4. Hold om korset
Hold et kors i dine hænder. Luk øjnene og tænk på Jesus, da han var i pine og led på korset. Han følte sig forladt, selv af Gud i sit mørke. Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? var hans råb fra korset. Måske føler du ligesådan. Hav tillid til, at Jesus er vejen til forløsning af al smerte. Han bærer det ubærlige med dig. Korset peger frem mod opstandelsens lys og den guddommelige kraft. 
 
5. Bed Salme 130
Find et stille sted og læs flere gange Salme 130 i Salmernes Bog i Det Gamle Testamente. Mærk, hvor du bliver berørt, og stands ved det. Hav tillid til, at Guds kærlighed når dig gennem dette sted. Gentag det gerne for dig selv, og tag det med dig i løbet af dagen.