7 tips til at forbedre din kirke

Hvordan får man fyldt kirkebænkene op igen? Foto: Mette Frandsen

De danske kirker har ry for ofte at have halvtomme bænke. En amerikansk præst kommer her med 7 gode råd til at få fyldt kirken op

Hvordan får en kirkes succes og får folk til at komme igen og igen? Det har den amerikanske pastor Leith Anderson givet disse konkrete bud på, som kan læses på Buildingchurchleaders.com:

1. Fornemmelsen af Guds tilstedeværelse
Det kan virke ret diffust, men det er essentielt, at man kan mærke Guds tilstedeværelse i kirken. På samme måde, som man kan fornemme ondskab, kan man også mærke Gud, skriver Anderson.

Hvis man aldrig før har haft fornemmelsen af Guds tilstedeværelse, kan det være afgørende for ens kirkevalg, hvorvidt den kan mærkes i kirken.

2. Fokus på andre end sig selv
Hvis man kommer ind i en kirke, hvor alle tilstedeværende har travlt med sig selv og hinanden og ikke ænser, at der kommer en ny person ind af døren, kan det betyde, at man ikke føler sig velkommen.

En kirke, hvor alle tværtimod er imødekommende og fokuserer på den nyankomnes behov, er en kirke, hvor man gerne kommer igen.

3. Letforståeligt sprog
Gode kirker har et sprogbrug, som alle kan forstå. De oversætter religiøse ord til hverdagssprog i stedet for at bruge klichéer, som kun inderkredsen kan forstå. Hvis kirkegængerne ikke forstår, hvad der bliver sagt, har de ikke lyst til at komme igen. Tal derfor, så alle forstår dig.

4. Mennesker som ligner mig
Det er vigtigt at finde andre man kan identificere sig med, hvis man skal føle sig godt tilpas et nyt sted. Er man for eksempel kvinde, kan det være svært at manøvrere rundt i et lokale, hvor der kun er mænd.
Derfor har det stor betydning for ens velbefindende, at man synes, at man ligner de andre tilstedeværende i kirken.

Det kan være svært at gøre noget ved dette punkt, da kirken ikke kan bestemme, hvordan andre skal se ud. Men man kan sørge for at kommunikere mangfoldighed, for eksempel ved at race, alder og køn er bredt repræsenteret i det informationsmateriale, man deler ud. På den måde kan alle føle sig velkomne.

5. Sund problemhåndtering
Det siger meget om en kirke, hvordan den håndterer problemer. Det er vigtigt, at man i kirken tager stilling til, hvordan man håndterer uforudsete problemer, såsom et skrigende barn under en prædiken eller en mikrofon, der ikke virker. Håndteres problemer på en ordentlig måde, er det rarere at være i kirken.

6. Tilgængelighed
Det er vigtigt, at man sørger for god adgang til kirken for handikappede, og at der generelt er gode parkeringsmuligheder. Men tilgængelighed på andre områder er også vigtig. Er det for eksempel nemt at få spørgsmål besvaret, at møde nye mennesker, at tale med kirkens ledelse og at melde sig til frivillige projekter?

De kirker som får mest ros, er dem, der ikke har en masse barrierer.

Det er for eksempel en god ide, at kirkegængerne kan udfylde kort med ris, ros og spørgsmål, når de er til gudstjeneste. Det giver en ide om, hvad kirken gør godt, og hvad den kan gøre bedre.

7. Forventningens følelse
Som kirkegænger har man måske problemer nok at tænke på fra mandag til lørdag. Om søndagen vil de fleste bare høre, at Gud ikke har glemt dem, og at der er håb forude, selvom det nogle gange ikke føles sådan. De fleste gode kirker er derfor dem, der giver håb om Guds velsignelse i fremtiden, skriver Leith Anderson til sidst.