Er der en mening med alt?

At tro er at have en uforklarlig tillid til Gud - også når livet gør ondt og ikke går op, skriver freelancepræst og åndelig vejleder Jette Dahl

Der er nogle spørgsmål, som jeg møder igen og igen. De kan formuleres forskelligt afhængigt af situationen, men det handler for mig at se om det samme.

Spørgsmålene lyder for eksempel sådan:

- Hvad er meningen med, at jeg har fået kræft?
Hvad skal jeg lære af min alvorlige sygdom?
Hvorfor skulle vores barn dø?
Hvorfor er det mig, det går ud over?
Hvad har jeg gjort?
Er det Guds mening?

Og enhver kan selv fortsætte med at stille spørgsmålene i forhold til det, livet udsætter os for.

Udgangspunkt i mig selv
For 12 år siden fik jeg en alvorlig kræftsygdom, som jeg i dag er helbredt for. Mens jeg var i det, tænkte jeg ikke på, om der var en mening med det eller ej. Bagefter og set i bagspejlet kom der mange tanker.

Sygdommen - det at jeg kunne dø - ændrede mit liv og satte spor. Det førte senere til, at jeg opsagde min stilling som sognepræst for at arbejde med det, jeg brænder for: åndelig vejledning, retræter, pilgrimsvandringer, meditation og bøn. Sygdommen fik mig med andre ord til at stoppe op og tænke: Hvad vil du bruge dit kostbare liv på, for det er jo ingen selvfølge, at du lever!

Jeg lærte noget af at have kræft. Jeg fik en større bevidsthed om livets kostbarhed og betydningen af nærvær. Mit forhold til Gud blev mere inderligt og dybere.

Livet går ikke op
Der er forskel på at spørge: "Hvad skal jeg lære af det, jeg udsættes for?" og så det faktum, at sygdom og modgang gør noget ved os, så vi ikke er de samme mennesker før og efter.

Vi skal ikke altid lære noget af det, vi udsættes for, men livet er i selv en læring. Hvad der er endnu vigtigere at få sagt er, at ikke alting har en mening. Langt fra. Livet går ikke op, selv om vi gerne vil have det til det. Der er løse ender og ubesvarede spørgsmål.

Der er hændelser, der er meningsløse for os, og sygdom, død og ulykke er ikke noget, Gud vil straffe os med.

Ser vi på, hvordan Kristus mødte menneskers lidelser og sygdomme, så helbredte han dem og sagde gang på gang: Rejs dig! Vær frimodig! Gå bort med fred. Ja, han vækkede ligefrem døde til live. Han helede det brudte. Det er altid hans ærinde.

Gud er et mysterium
At tro på Gud sætter et menneske fri. Det gør, at vi ikke skal tage alt på os og heller ikke skal svare på alting eller få livet til at gå op. Det er meget, vi ikke forstår og ikke skal forstå. Det er Guds sag. Om det giver mening eller ej er for troen slet ikke spørgsmålet.

Hvis vi forklarer det mysterium, som Gud er og livet i grunden også, tager vi på en måde kraften ud af det, og gøre det mindre, end det er. At tro er at have en uforklarlig tillid til Gud - også når livet gør ondt og ikke går op, ja måske allermest da.

Afmagten åbner for at overgive sig til Gud. Det er at lade sig falde i den levende Guds hænder og blive grebet.

Karmalæren
Måske tager jeg fejl, men jeg ser en tendens i spørgsmålene om hvad, vi skal lære, hvad der er meningen med det, vi udsættes for, - at det er en dansk udgave af den indiske karmalære. Her beskrives menneskets handlinger som selvstændige kræfter, en slags energi, der opsamles livet igennem og virker efter dets død og bliver bestemmende for dets skæbne. Karma i buddhismen f.eks. er meget forenklet: udtryk for hensigten med en handling og dens følgevirkninger.

Den østligt inspirerede religiøsitet, som mange i dag er optaget af, kan være en døråbner til Gud. Et langt stykke af vejen kan den kristne tro for mig at se slå følgeskab med den, blot bruges der ofte andre udtryk og ord for den samme virkelighed.

Men et af de områder, der skiller, er i karmalæren og de forgreninger, den har. I den kristne tro skal vi ikke bekymre os om, hverken lidelsens mening eller mangel på samme, og vi skal ikke give os af med selv at finde sammenhænge og forklaringer, men vi skal leve det modsætningsfyldte og uforklarlige liv i tillid til Gud.

Gud i vold
Den største hindring mod tro ligger ofte i trangen til at ville det hele selv. I modgang og lidelse erfarer vi, at vi ikke kan styre eller kontrollere alting selv og set i bagspejlet og refleksionen er det virkelig en befrielse. Gennem overgivelsen træder vi ind i det rum, hvor Gud er. Her skal vi ikke længere klare os selv, men slippe kontrollen, for Gud tager over.

Gud i vold, sagde man førhen, et stærkt udtryk for jegets kapitulation i lyset af en uforklaring tillid til Gud, på trods af livets tilskikkelser.