Gode råd til at bede sammen

At bede højt til Gud sammen med andre åbner døre til sjælens lønkammer og til Gud, skriver freelancepræst og åndelig vejleder Jette Dahl

Bøn er dialog med Gud (Clemens Alexandria ca. år 150-216).

Bønnen retter sig først og fremmest mod Gud. Det er hjertets opløftning mod ham.

Jesus er vejviser i denne kontakt. Selv trak han sig ofte tilbage til ensomme steder for at være alene, hvile og bede til Gud. Disciplene var til tider med, og de bad sammen til Gud. Jesus lærte dem bønnen Fadervor. Det er en fælles bøn. Vi siger jo: Giv os i dag ikke bare : Giv mig i dag Dog kan vi også bede i vi-form, når vi selv beder. Da gør vi det jo på menneskehedens vegne.

Opvækst og baggrund spiller en rolle
Fadervor kan vi godt bede højt sammen. Hvis vi skal bede en fri bøn højt sammen med andre eller for andre, tror jeg forskelligheden kommer frem. Naturligheden hvormed det gøres afhænger ofte af, hvad vi er vokset op med og er vant til. Har mor eller far bedt Fadervor og personlige bønner med os som børn på sengekanten, så er det en gave for den, der gerne vil lære bønnen at kende indefra. Forhåbentligt videregives dette til næste generation. Bordbøn er også en fælles bøn.

I mødet med mange mennesker med vidt forskellige trosbagage eller slet ingen, er det min erfaring, at det at bede sammen kan være grænseoverskridende. Det er ikke noget, man bare lige gør, og for mig at se, skal det heller ikke være det. Det må være op til den enkelte.

Blufærdigheden er på sin plads
For mit eget vedkommende har det taget tid, selv som præst, at lære at bede højt for andre mennesker som afslutning på en samtale eller i forbindelse med de retræter, jeg udbyder. At lade bønnen komme indefra med egne ord, der så at sige kommer til mig i situationen, har jeg i mine første mange år som sognepræst ikke været vant til. Nok Fadervor, men ikke det, der kaldes fri bøn.

At bede højt til Gud sammen med og for andre mennesker åbner imidlertid døre til sjælens lønkammer og til Gud. Det erfarer jeg gang på gang. Det er i den grad en befrielse at gøre, for så flyttes fokus fra mig og os over til den, vi henvender os til: nemlig Gud.

Vi kan lægge vore bekymringer, og hvad der nu ligger os på sinde i situationen over til Gud. Når man først har prøvet det og mærket værdien af det, kan grænser ophæves, og vi går sammen ind i Guds hellige rum. Det kræver kun dette ene: at vi gør det, giver det et form for ritual, en ramme. For mig er det ikke noget, man gør i tide og utide, sammen.

Blufærdigheden er på sin plads. Bøn er noget dybt personligt og inderligt. Fællesbøn skal ikke bliver lirum-larum eller blot remser, der skal siges som en slags magi. På den anden side skaber det i de givne situationer et guddommeligt nærvær at bede sammen og for hinanden.

Bøn i familien og blandt venner
Aftenbøn og bordbøn og bønner i situationer, hvor livet er truet eller taknemmeligheden er stor, er en gave at lade komme til orde. Alene eller ægtefæller indbyrdes, venner imellem og sammen med børn. Igen falder det langt fra alle naturligt, selv om troen på Gud er der. Det hænger også sammen med mangel på tradition for at gøre det.

Nogle har fået nok af det som barn, og føler det pinligt at gøre. Andre gør det bare. Det afhænger af måden, det gøres på, synes jeg. Nogle kan bede naturligt og inderligt uden det tipper over, andre kan slet ikke forestille sig at gøre det, for det er så privat en sag.

Der er ingen tvivl om, at der bedes meget i dag i det skjulte og uden at det er noget, vi fortæller hinanden. Det kan komme frem, når alvoren melder sig, og vi kan sige: Du skal vide, jeg tænker på dig! Eller direkte sagt: Jeg tager dig med i min aftenbøn. Jeg beder for dig!.

Prøv det!
På mine retræter, hvor der også indgår bøn, mærker jeg en længsel efter at bede sammen. En siger for eksempel: Vi kan bede her i en gruppe, men jeg kan jo ikke med min ægtefælle. Jeg prøver, men han vil ikke.

Det hører ikke til dagligdagen, at begge parter har samme længsel. Ofte er det kun den ene part. Jo mere der presses, jo værre kan det blive. Det skal ikke gøres for en hver pris. Langt fra. Der skal være en enighed om det, for eksempel som afslutning på dagen. Tro og bøn skal ikke være noget, vi presser ned over hinanden. Bønnen i lønkammeret, alene, har sin berettigelse.

Det, jeg kan opfordre til, er at finde en medvandrer, en god ven eller bekendt, der har samme længsel efter at bede sammen og være stille sammen. Her kan man skiftes til at bede en kort bøn. Det behøver ikke at være lange og ordrige bønner. Enkelhed har sin styrke. Fadervor kan være den bøn, man afslutter med.

Guds fred og korset i panden
Det er for mig også en bøn at ønske hinanden: Guds fred, som jeg blandt andet mødte det til en katolsk messe i det kloster, jeg holder retræte i. Det er så befriende at give et andet menneske sin hånd og ønske Guds fred være med dig, også til nogle, man slet ikke kender.

Jeg hørte for snart mange år siden en kvinde fortælle om, hvad det havde betydet, at hendes mor havde sluttet dagen med ordene: Fred være med dig! efterfulgt af et kors, tegnet i panden.

Det tog vi op i vores lille familie, og den dag i dag afsluttes dagen med korstegning og ordene: Fred være med dig! med vores nu teenage-pige. Ikke blot gør vi det hver især som forældre, men hun har siden hun var ganske lille også sagt ordene til os, efterfulgt af korstegning! Det betyder noget ganske særligt for os forældre. Jeg tænker, at selv om hun selvfølgelig vil komme til at gøre op med nogle ting, hun har med i bagagen, så håber jeg og beder om, at denne fredshilsen med korsets tegn, vil følge hende resten af livet.

Jeg tænker på min farmor, som lærte mig at sige denne korte bøn, som har fulgt mig i mit liv og givet videre til mine børn:

Tak for dagen, tak for livet, tak for alt hvad du har givet!

Det er så enkelt i grunden, men det skal bedes og gøres gerne sammen.