Gør op med den forvredne kristendom

"I kirkens historie tegner der sig to hovedlinjer forståelsen af kristendommen. Den ene lægger vægt på, at mennesket er født syndigt, den anden at mennesket er skabt i Guds billede," skriver stiftspræst for åndeligt søgende Jette Dahl

Troen på Gud er en gave, som giver mennesker et frit ånderum, en tilværelse med fodfæste og højt til loftet. Det er ikke en tung, skyldbetynget tro, der er på færde i kristendommen. Det er min klare overbevisning, som jeg gerne vil formidle og selv være en del af.

Det er blevet mere og mere klart for mig, at det er sådan, det er. Derfor var den en befrielse at læse forfatteren og præsten Johannes Værges nye bog: Det betroede menneske opgør med forvreden kristendom (Anis 2011). For en ting er ens egen personlige tro og overbevisning, noget andet er at få en kompetent teologisk og kirkehistorisk begrundelse herfor, og som går helt tilbage til oldkirken. Jeg forsøger her at formidle de to hovedtræk, der er bogens ærinde, superkort og meget forenklet. Bogen fortjener at blive læst i sin helhed.

Kristendommen er ikke trådt ind i verden som en lære, men som liv. Et åbent liv i samspil med en person, Jesus af Nazareth, ikke hegnet ind af læresætninger, forskrifter og lovbestemmelser, derfor ikke til at fastlægge entydigt, skriver Johannes Værge ( s.7). Det er betroet ethvert menneske at lytte sig ind på den sandhed, som Kristus åbenbarer.

Troens frisættelse eller skyldbetyngede tunghed
I kirkens historie tegner der sig i grove træk to hovedlinjer i tydningen og forståelsen af kristendommen. Den ene lægger vægt på, at mennesket er født syndigt, og at syndefaldet er en forbrydelse, der skal straffes. Den anden tolker syndefaldet som en skade, der kalder på helbredelse, idet der lægges vægt på, at mennesket er skabt i Guds billede med mulighed for forandring og vækst på trods af syndefaldet.

Ikke mindst den første forståelse har været med til at præge menneskers gudsopfattelse og sat sine dybe spor og sår i menneskers sind, også i dag. Det fylder stadig forbavsende meget i opfattelsen af, hvad kristendom er. Jeg tror, det er en af grundene til, at mange går folkekirkens dør forbi og søger andre steder hen.

Den juridisk prægede forståelse
Allerede i oldkirken vandt det juridiske prægede sprogbrug indpas i kristendommen. Gud tegnes som en dommer og mennesket så fanget i synd, at der var en dyb skepsis med hensyn til menneskets mulighed for at kunne forandres og forvalte frihed.

Truslen om fortabelse kom ind. Vægtlægningen lægges på Jesu lidelse og død på korset og ikke på påskebudskabet om det glædelige og livsbekræftende ved Jesu opstandelse. Der blev lagt et låg over livsudfoldelsen, og angsten for fortabelsen blev et resultat af det.

Det sorte kors tog magten fra opstandelsen. Den skelsættende person for denne holdning og forståelse var Tertullian (år 196). I traditionen efter ham prægedes gudsopfattelsen af denne juridiske tilgang, hvor skyld præger billedet på en anden måde end hos de græske kirkefædre. Gud ses mere som dommer end som far, og det får den følge, at der kommer særlig fokus på straf og belønning i forholdet til Gud.

Augustin udfolder langt senere den arvesyndslære, som Tertullian havde ansatser til, nemlig en medfødt syndighed. Mange er i kirkehistorien fulgt efter i dette spor i opfattelsen af mennesket som en forbryder, der skal straffes og holdes i skak. Langtidsvirkningen heraf har fået mangelfuld opmærksomhed i den teologiske verden (s. 52), konkluderer Johannes Værge.

Den græskprægede forståelse
Den græskprægede frisættende menneske- og gudsforståelse tegnes af kirkefaderen Irenæus ( f. ca. år 130). Han påpeger forskellen mellem Det Gamle Testamentes forståelse af loven, der trælbinder mennesket og Det Nye Testamentes udsagn om Jesus Kristus som indstifteren af den nye pagt, der sætter fri. Irenæus lægger hovedvægten på inkarnationen, hvor Gud tager menneskeskikkelse i Jesus.

I det hele taget lægger han stor vægt på skabelsestroen, mennesket som skabt i Guds billede, og som syndefaldet ikke kan tilintetgøre. Tyngden lægges på Jesu opstandelses kraft, og det som mennesket skal vokse hen imod eller op til, er gudsbilledet, det som er trådt levende frem i Jesus Kristus. Den vækst fuldendes først i Guds rige, i evigheden, som Johannes Værge skriver (s. 47).

Oldkirkens græsktalende teologer erkender menneskets fald, men synden ses som en beskadigelse, der er håb om helbredelse for.

Efraim Syreren (f. ca. år 306) er en af den østlige kristenheds store skikkelser ( jævnfør Det lysfyldte øje en indføring i Efraim Syrerens åndelig univers af Sebastian Brock, Boedal 2010). Gennem kontemplation, bøn og troens betragtninger taler han om følgende: At ophøje Gud gør ikke mennesket mindre tværtimod: Jeg voksede, da jeg ophøjede ham ( s. 81). Han har en åbenhed for forvandlingens mulighed i Kristus. Guds kærlighed til mennesket er ikke sat ud af kraft ved syndefaldet. Ud af denne hovedlinje følger kirkehistoriens store teologer som Luther, Grundtvig, Løgstrup, nogle af de markante personligheder, der beskrives i Johannes Værges bog.

Åndeligt søgende i dag
Der er i tidens åndelige søgen en længsel efter frisættelse. Meditationslærer Peter Bastian skriver: Vi er ved at blive kvalt i os selv, og vi ved det (i hæftet: "Folkekirke og religionsmødet 2002-2012"), og han fortsætter: Det er den grund oprigtigt søgende mennesker kommer fra.

Peter Bastian pointerer betydningen af at meditere, som han ikke ser som en flugt fra virkeligheden og ind i sig selv, men tværtimod en søgen efter at være fuldt til stede med sine medmennesker her og nu.

Hvis kirken skal hjælpe vores kultur, bliver den nødt til at forstå dette til bunds. Den skal personificere visheden om, at der er noget, der er grænseløst større end os selv, noget vidunderligt, som giver retning i vores liv ... Det er fællesskab i Ånden, vi har brug for, siger Peter Bastian.