Hvad er kontemplation i praksis?

Sprogligt betyder kontemplation: betragtning og skuen, en erkendelsesform, der er hinsides sansning og fornuft. Det er en hvilen i Gud, en grunderfaring af at være et i Gud, som er mystikkens væsen, skriver Jette Dahl. - Foto: Foto: Alexander Kalina

Gæstfriheden og klostrets ånd udspringer af troen på Gud og en hvilen i Gud - et kontemplativt liv, skriver freelancepræst og åndelig vejleder Jette Dahl

Netop hjemvendt fra en retræte på et benediktinerkloster i Nordtyskland, er jeg fyldt af munkenes sindsro og det åndelige fællesskab med retrætedeltagerne.

Eftertanken kommer ganske af sig selv. Refleksionen og det at drøvtygge troserfaringerne. Under en retræte, hvor den end finder sted, er mennesket som en svamp, der suger alt det til sig, der gives. Længselen efter Guds kilde og kraft er stor. Motivationen blandt deltagerne er til stede på en intens måde. Hvilket udgangspunkt for en retræteleder og medvandrer. Det er en stor gave.

Gæstfrihed
Den Hellige Benedikt, som er klosterordenens grundlægger, lægger megen vægt på gæstfriheden. Som en munk udtrykte det: Det handler om, at se Kristi ansigt i hvert menneske, der gæster os.

Gæstfriheden og klostrets ånd udspringer af troen på Gud, som dagligt får næring gennem bøn, bibellæsning og stilhed. Det er et hvert klosters åndedræt og puls. En hvilen i Gud - et kontemplativt liv.

Hvad er kontemplation?
For at forstå begrebet kontemplation ret, er det godt at vide, hvad det ikke er! Kontemplation er ikke en bøn, som udtrykker de tanker, vi har. Det er heller ikke eftersmagen af at have læst i Bibelen og fordybelse i det læste. Endelig er det heller ikke det at fordybe sig i Gud og bede til ham med egne ord. Det er derimod en bøn uden noget bestemt koncept, ubegribelig i sin grund.

Sprogligt betyder kontemplation: betragtning og skuen, en erkendelsesform, der er hinsides sansning og fornuft. Det er en hvilen i Gud, en grunderfaring af at være et i Gud, som er mystikkens væsen.

Det betyder, at jeg ikke skal tænke eller bruge ord i den tilstand. Faren ved bøn kan netop være, at vi er som den bedrevidende passager i bilen, der fortæller Ham, der sidder bag rettet og styrer, hvor han skal køre hen, og hvad det hele handler om. Kontemplation tager udgangspunkt i det stik modsatte, i det at blive stille i sjæl og krop og lade Gud lede og vise vej.

Der opstår med tiden et ordløst sprog, en dyb forbundethed og enhed i ham og med ham. Det er næsten ligesom at være sammen med sin elskede. Ord behøves ikke i forholdet. Vi hviler i hinanden og tilhører hinanden.

Hvilen i Gud
Kontemplationens ordløse bøn er en stærk bevidsthed om at hvile i Gud og tilhøre ham. I det øjeblik, vi mennesker hviler i det og bliver os det bevidst, bliver vi mere menneskelige, som Kristus.

I glimt ser vi Kristus i vort medmenneske og bliver åbne, gæstfrie og afslappede. For det er Kristus der er i centrum, hverken det menneske, jeg møder eller mig selv. Det sætter mig fri og glæden kan begynde at vokse, indefra.

Glæde
Der opstår en fred, en hvilen, som åbner for glæden. Det er gaven fra Gud, hvis du hver dag giver plads og tid til at sætte dig i kærlighedens Ånd, bede om kontemplationens gave og i al sin enkelhed være sammen med Kristus, skue ham i stilhed. Det bliver med tiden dit ånderum, hvis glød du bærer med dig ud i dagligdagens mange gøremål og i mødet med andre mennesker.

Forslag til Bibellæsning - meditation/eftertanke:
Lukas 10,38 - 11.13
Matthæus 6,5 - 13
Romerbrevet 8
Salmernes Bog: Salme 139,1-18.

Indledende bøn om kontemplationens gave
Herre Jesus Kristus.
Jeg giv dig mit hjerte, for jeg tilhører dig.
Jeg beder om dit nærvær.
Hjælp mig, så jeg lærer dig bedre at kende i kærlighedens Ånd,
Kald på mig, så jeg følger i dit fodspor.
Forvandle mit hjerte.

Hvil i stilhed i fællesskab med Kristus.
Hans trofasthed mod dig varer til evig tid.