Hvorfor tillader Gud det onde?

Anklage mod Gud er ikke et udtryk for mangel på tro, skriver freelancepræst Jette Dahl. Foto: LARS BECH til layout

Hvordan kan det onde være en realitet, hvis Gud eksisterer som almægtig og god, spørger freelancepræst og åndelig vejleder Jette Dahl

Det ondes realitet er og bliver en anfægtelse for troen på Gud. Ondskab i form af den grusomhed, naturkatastrofer kan afstedkomme, men også menneskeskabt ondskab og ubegribelig ondskab, der bare rammer os. Hvorfor er der så meget ondt i verden, når Gud er god og almægtig? Det er et relevant spørgsmål.

Går vi til hverdagen og det nære, møder jeg jævnligt spørgsmålet i forhold til det enkelte menneskes liv og skæbne: Hvorfor udsættes jeg for så megen nederdrægtighed, ondskab og mobning? Hvor er Gud hende i mit liv, når det sker for mig?

Når menneskene er så gode, hvorfor er de det så ikke? (Piet Hein)

Gud skal forsvares
Hvis Gud, der er almægtig og god, eksisterer, hvordan kan det onde så være en realitet? Det spørgsmål har man i tidens løb (bl.a.tilbage til stoikerne ca. 300 f. Kr.) forsøgt at besvare ved at forsvare Gud.

Argumentationen går på, at selv om det kan se sådan ud, så er det i realiteten slet ikke Gud, der har ansvaret for det onde. Gud gør det i virkeligheden rigtig godt. Konflikten tænkes væk og erstattes af en form for harmoni. Men det er en konstruktion og ikke den virkelighed, vi erfarer. Det er ikke vores opgave at forsvare Gud. Han må forsvare sig selv. Hvis vi forsvarer Gud på hans vegne, så sætter vi os op på Guds plan, og det kan hverken vi eller Gud være tjent med.

Gud skal anklages
Teolog og lektor ved Københavns Universitet, Jakob Wolf, har skrevet en fremragende bog om emnet: Jobs tårer om Gud og det onde (Anis Forlag, 2009). Den har jeg ladet mig her inspirere af.

Bogen er et opgør med den traditionelle tænkning. Forfatterens påstand er: Gud skal ikke forsvares, men anklages. Grunden til at man har tilbøjelighed til at ville forsvare Gud i det ondes problem, er angst. Men angsten hindrer os i at blive vred på Gud og gå ind i anklagen mod ham. Det er et uægte forhold mellem Gud og virkeligheden. Vejen til et autentisk forhold mellem Gud og os går gennem angst og vrede og ikke udenom. Det er Job fra det Gamle Testamente et eksempel på.

Den onde vilje og det naturlige onde
Kirkefaderen Augustin (omk. 400 e. Kr.) taler om menneskets fri vilje til at gøre det onde. Vi er skyld i meget ondt. Men der findes meget ondt i verden, der ikke med rimelighed kan føres tilbage til menneskets onde vilje, nemlig det man kalder: det naturlige onde i modsætning til det moralske onde. F.eks. naturkatastrofer, sygdomme, tilfældigheder, døden.

Går vi til Bibelens fortælling om syndefaldet er det næppe en forklaring på det ondes problem med slangen, der fristede mennesket. Det er snarere en beskrivelse af det ondes realitet og at dets oprindelse ikke kan forklares. Syndefaldet beskriver det forhold, at mennesket er præget af en grundlæggende konflikt og disharmoni. Vi lever ikke i Paradiset! Synden angiver, at vi er et splittet væsen, og det er en meget realistisk beskrivelse.

Det ondes årsag er et mysterium.

Job anklager og får svar fra Gud
Anklage mod Gud er ikke et udtryk for mangel på tro! Tværtimod. Den er udtryk for tro i form af tillid til, at Gud vil svare. Art stille spørgsmål til Gud, også i form af vrede og anklage, er at tro på Gud. Det er at have tillid til, at der kommer et svar. Ikke kun, når det går godt, men også når livet gør ondt.

Ifølge Jobs Bog i Det Gamle Testamente svarer Gud job på hans spørgsmål og vrede: Da talte Herren til Job inde fra stormen( 38,1) og Job erfarer, han får et svar og får en form for forløsning i mødet med Gud.

Tro er ikke at kunne forklare alting, men det er at have en uforklarlig tillid til Gud!

Ramaskriget!
Jobs tårer og fortvivlelse i det, han udsættes for i livet, er et utrøsteligt ramaskrig. Barnemordet i Betlehem og Rakels utrøstelighed giver udtryk herfor: En røst hørtes i Rama, gråd og megen jamren. Rakel græd over sine børn og ville ikke lade sig trøste, thi de er ikke mere! ( Matt.2,18)

Døden, sorgen og kærligheden har absolut betydning. Der findes ingen trøst.

Mærkeligt nok kan det være en lettelse for den ramte at få det at vide, fordi man så ikke skal prøve at leve op til, at der skulle være en trøst. Man kan fastholde, at den mistede var så dyrebar, at ingen trøst er mulig.

Den skjulte Gud
Martin Luther arbejder med en skjulte side af Gud og en åbenbaret side af Gud. Den sidste side har Kristus vist os vejen til. Den skjulte Gud er derimod ikke tilgængelig for nogen naturlig erkendelse eller forklaring. Man kunne kalde det: Guds fremmede værk. Det er virkeligt fremmed for os, for Kristus har ikke åbenbaret den side af Gud. Det er ikke fremmed i forhold til Gud selv, men det er det i forhold til os, helt uden for vores rækkevidde.

Der er med andre ord tale om to planer eller tilgange til virkeligheden. Den naturlige erkendelse og troens erkendelse. De er ikke på samme niveau.

Søren Kierkegaard taler om troen som et nyt organ, vi får udover det naturlige øje og fornuften.

Vandringen til Emmaus efter påske beskriver godt, hvordan to disciple får et klarsyn og ser i et glimt Kristus som den opstandne, der holder nadver med dem.

Troens øje
I biblen hører vi om mennesker, der i mødet med Kristus får et klarsyn og ser med troens øje. Der falder et slør bort, så de kan se mere og andet end med det blotte øje. Da Jesus døde på korset fortælles det, at forhænget i templet ind til det allerhelligste flængedes og blev revet bort. Et dybdesyn bliver muligt og der åbnes der til det guddommelige. Men dog ikke til den skjulte Gud bag tvetydighedens maske ( J. Wolf). Du er en Gud, der skjuler dig!, siger profeten Esajas (Es.45,15)

Det er ikke kun i en kristen tradition, der tales om et ekstra øje, hjertes øje, åndens øje. I andre religioner kan der også være et såkaldt: Tredje øje Det gælder bl.a. i hinduismen.

Det ondes problem
Det ondes problem er et spørgsmål til Gud og ikke til mennesker, og derfor er det Gud og ikke mennesker, der skal svare. Det ondes problem er et ægte mysterium, et paradoks, og det eneste mulige svar er Guds svar, troen, som igen er et mysterium. Kun et mysterium kan besvare et mysterium det er logisk. Vi rejser anklagen og stiller spørgsmålet, resten er tavshed eller Guds svar. ( Jakob Wolf: s.108)