Jeg en pilgrim

At vandre som pilgrim i længere tid fremkalder bøn og taknemmelighed, men at gøre bod fylder ikke som tidligere, skriver freelancepræst og åndelig vejleder Jette Dahl fra en pilgrimsvandring

Ud i det indre er temaet for min pilgrimsvandring på Hærvejen fra Aabenraa til Rendsburg i Tyskland. Jeg har en uge til det og går ca. 20 km om dagen.

Om kort tid leder jeg en pilgrimsgruppe den samme vej, så jeg vil gerne være fortrolig med den selv. Jeg skriver her lidt om de tanker, jeg gør mig undervejs og det spirituelle ved at vandre som pilgrim.

Hvad får mennesker til at bryde op fra dagligdagens tryghed og travlhed, gå i dagevis, leve enkelt og blive virkelig trætte? I en ekstrem mobil verden, hvor hvert sted kan nås på kort tid, giver vandringens langsommelighed mulighed for at finde sig selv og mærke krop og sjæl på en ny måde. Jeg erfarer en voksende længsel efter enkelhed og spiritualitet som modvægt mod stress og effektivitet. Det er for mange en medvirkende årsag.

At bede, takke og gøre bod
Langs den afmærkede pilgrimsrute over grænsen er der opslagstavler med indblik i fortidens pilgrimsvandringer, men også med opfordring til at bryde op og være pilgrim i dag på en nutidig måde. Det, der kendetegnede pilgrimme i middelalderen, var blandt andet: "at bede, at takke og at gøre bod".

Her ser jeg ikke den store forskel til i dag. At vandre som pilgrim i længere tid fremkalder bøn og taknemmelighed, men at gøre bod fylder ikke som dengang. Dog dukker der hændelser op, som kalder på forløsning og tilgivelse. Jeg vandrer en dag med ordet tilgivelse og tænker på de mange situationer, hvor Jesus mødte mennesker med frisættelse og forløsning og sagde: Gå bort med fred!.

Fodspor at vandre efter
Jeg vandrer ad Hærvejen, som på den tyske rute kaldes Oksevejen. I Danmark er pilgrimsruten fra Viborg til grænsen afmærket med en blå vandringsmand. I Tyskland er det skiltet med et sæt fodspor. Det sker, jeg kommer på afveje og går for langt. Indimellem må jeg tilbage og lede efter fodsporene igen, og glæden er stor, når jeg finder dem!

Ruten følger veje og stier i en meget smuk og afvekslende natur, en vandring i Guds store katedral med højt til loftet og en vidunderlig ro og fred. Det er en gave for mig at vandre helt alene med tid til eftertanke.

Jeg går i dag med et udsagn, der fylder mig: Kærligheden er større end vores evne til at elske! (ukendt forfatter). Jeg får det fordøjet og tager det til hjerte og føler en dejlig lethed og frihed i det budskab. Det bliver mit mantra, som jeg gentager i takt med min vandring, den ene time efter den anden. Solen skinner, fuglene synger og en salmestrofe melder sig: Min sjæl hvad vil du mere, lad Gud kun råde!

Troen på Gud åbner til en virkelighed, der er større end dig og mig. Her er noget mere, end vi kan give hinanden. Kærligheden er en guddommelig kraft, der er her, også når vi fejler og ikke kan leve op til det, vi så gerne vil i forhold til hinanden.

Jeg glæder mig til at dele mine tanker med pilgrimsgruppen. Vi vil begynde dagen med morgensang og et ord at vandre på. Undervejs går vi ind i kirker og holder nadver eller meditativ stilhed.

Mødet med mennesker
På min pilgrimsvandring i Sydslesvig får jeg indblik i det danske mindretal. Jeg møder stor gæstfrihed overalt, hvor jeg besøger de danske kirker og skoler. Her får jeg lov at overnatte. Pedellen tager imod mig og byder på kaffe. Vi får en god snak,
og næste morgen deltager jeg i skolens morgensang.

Når jeg kommer med min pilgrimsgruppe, lover jeg, at vi synger morgensang og beder Fadervor med dem igen. Jeg hilser dem med pilgrimsordene: Fred og alt godt!, inden jeg vandrer videre. Det er ikke mange pilgrimme, jeg møder undervejs. Sæsonen er knap startet.
Et ægtepar, der har vandret hele Caminoen i Spanien overnatter på et herberg, hvor jeg også er. Straks er vi i dialog og udveksler erfaringer med at vandre som pilgrimme.

Vi er ikke sådan bevidst kristne, men man kan ikke gå i dagevis uden det religiøse melder sig af sig selv, var deres kommentar. Det er deres pilgrimserfaring. Bag det ydre landskab anes et indre. Her er det åndelige depot, forrådskammeret, hvor der kan hentes næring og styrke til hverdagen. Også til at møde andre mennesker i øjenhøjde og i lyset af den kærlighed, der er større end vores evne til at elske.

Jeg slutter min vandring i Rendsburg. Kirkeklokkerne ringer. Det er søndag, og jeg kommer forbi en kirke, hvor gudstjenesten netop er begyndt. Jeg går ind, sætter stav og rygsæk og deltager i den tyske gudstjeneste. Vi synger. Nu takker alle Gud med hjerte, mund og hænder på tysk! Bedre afslutning på min pilgrimsvandring kan jeg ikke få.