Meditation til 3. søndag i advent

- Foto: Jesper Dahl

Bibelen beretter om ganske almindelige mennesker, som udvælges og kaldes af Gud, ligesom Maria, skriver freelancepræst Jette Dahl i denne adventsmeditation

Marias liv bliver ikke lettere af at være udvalgt og kaldet af Gud. Tværtimod. Vejen bliver smertefuld. Som mor oplever hun, hvad kærlighedens pris kan være. Hun må give afkald på det barn, hun havde fået betroet at føde. Skridt for skridt erfarer hun, at Jesus ikke tilhører hende, men Gud. Kun således kan Jesus Kristus blive til lys, håb og frelse for verden, for dig og mig.

Bibelen beretter om ganske almindelige mennesker, som udvælges og kaldes af Gud, ligesom Maria. Et fællestræk er, at de afgiver deres egen magt og kontrol og i stedet lader sig lede af Gud. De er ansvarsbevidste mennesker, der er i verden og kæmper på Guds side mod det onde. Kampen mod deres egne svagheder og tilbøjeligheder kender de fuldt ud.

At give slip på sig selv, træde et skridt til side og lade Gud få plads i sit liv kan være en svær og smertefuld proces. Vejen er givet dig af Gud. Den kommer dig i møde. Spørgsmålet er, om også du tager dit kors op og følger i Kristi fodspor.

Ud af denne til tider smertefulde vej kan der vokse en underfuld befrielse og frelse (frelse betyder oprindeligt fri-hals, dvs. man er ikke længere slave af noget). Det er troens lethed at lægge sit liv i Guds hånd.

Som Guds datter eller søn undgår du ikke splittelsen mellem din egen vilje og dagligt at overgive dig til Gud og lade dig lede af ham. Det er din personlige kamp og udfordring. Intet andet menneske kan gå den vej, du er udvalgt til at gå.

Stilhed

Til fordybelse
"Hvad er det, der gør det muligt at omdanne vores lidelser, forvandle dem? Det ultimative svar er kærlighed. Hvordan vender en mor sine lidelser fra en fødsel til noget positivt og ikke noget, der gør hende vred og bitter?... Hvorfor forholder det sig sådan? Det skyldes hendes kærlighed. Eller en mor, som er parat til selv om hun er udmattet og segnefærdig at sætte sig ved sit elskede barns seng og gennemgå de lidelser, som hun ofte ikke opfatter som lidelser. Det er således, lidelser faktisk forvandles."
Desmond Tutu

Men ved Jesu kors stod hans mor Da Jesus så sin mor og ved siden af hende den discipel, han elskede, sagde han til sin mor: Kvinde, dér er din søn. Derpå sagde han til disciplen: Dér er din mor.
Johannesevangeliet 19,25-27

Stilhed

Bøn
Kære Gud,
Tak, at du blev menneske i Jesus Kristus.
Åben mit hjerte, så jeg dagligt lader mig lede af dig.
Lad dit lys fødes i mig, så jeg kan finde vej i mørket.
Giv mig lyst og styrke til at tjene dig i hverdagen.
Amen

Artiklen er et uddrag fra Jette Dahls nye bog "Maria-vejen, 24 meditationer til advent" udgivet på ProRex Forlag. Læs mere om bogen eller køb den her.