Pinse er at få et skub

Der er tradition for at sige, at troen kommer af det som høres, men dertil kommer, at det også er en erfaring, der sker med mennesker, skriver åndelig vejleder Jette Dahl.

Pinse og pinsens ånd tager afsæt i det levede og erfarede liv, skriver freelancepræst og åndelig vejleder Jette Dahl

På et kloster i Tyskland erfarede vi det igen! Nærværet, Ånden og det store uforklarlige. Nyligt hjemvendt fra en Kristi himmelfartsretræte med temaet At finde hjem står dig mig klart, hvad pinse er. Som en mærkbar erfaring, som jeg vil prøve at beskrive, velvidende at det skal erfares.

Pinse og pinsens ånd tager afsæt i det levede og erfarede liv. Her er beskrivelsen af den første pinse, som blev begyndelsen tiln at apostlene gik ud i verden for at fortælle og vidne om Jesus Kristus. Deres spor har vi at lade os inspirere af:

Med ét kom der fra himlen en lyd som et kraftigt vindstød, og det fylde hele huset, hvor de sad, og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter, hvad Ånden indgav dem at sige. ( Apostlenes Gerninger 2,1-13 f.)

Når Ånden er over os
Det er udtryk for, at noget sker med én og gør en mærkbar forskel. At det sker, kan ingen forudsige. Det kommer bag på en. Overrasker og overrumpler, men det sker.

Det erfares som en Guds berøring. Det er Åndens ildtunger, der sætter sig og giver os det skub, vi har brug for at få, sådan som disciplene erfarede det pinsedag. De blev skubbet ud af deres lammelse efter langfredag og fik et uforklarligt mod og en styrke af en anden verden. De gik ud og delte deres erfaringer og tro på den opstandne Kristus. Derfor fejrer vi nu pinse.

Troen kommer af det, som erfares
Der er tradition for at sige, at troen kommer af det som høres, men dertil kommer, at det også er en erfaring, der sker med mennesker. Vi kan næppe beskrive, hvad der sker, når vi erfarer Guds berøring og Åndens skub. Men i eftersmagen og eftertanken, refleksionen, gør det en mærkbar forskel, som er i familie med det, disciplene erfarede.

Det er min påstand og erfaring. Men det kræver, at vi er opmærksomme lyttere til Guds stemme i os og i mødet med andre mennesker en lydhørhed over for Åndens susen og ild, når den kommer til os og giver os skubbet, så vi får mod til at gå ud, til at handle, til at være Guds hænder i verden.

Gud, hvad vil du mon lige nu fortælle mig? Hvordan bruger du mig? Hvad betyder dit skub og din åndsberøring i mit konkrete liv? Det er dit ansvar at lytte dig ind til det. Når du erfarer den berøring, er du ikke i øjeblikket spor i tvivl. Men bagefter kan modstanden imod det komme gennem analyser og vurderinger og bortforklaringer, som kan lukke for troens erfaring.

Nærværets Ånd
Selv om jeg efterhånden har mange års erfaringer som retræteleder, overrasker det mig hver gang. Ligesom denne gang på klosterretræten. Stilhedens miljø åbner af sig selv til Gud. Det at tie stille og ikke gå ind i samtalen med andre, men være i et åndeligt, ordløst fællesskab, erfares i sandhed som velsignet, befriende og åbnende. Den pinlige tavshed og det uvante hermed opleves kun første gang og forsvinder hurtigt. Når vi afslutter retræten og lytter til, hvad der har været på færde i hver enkelt, er det både bevægende og meget stort at være en del af.

En retrætegruppe består af vidt forskellige mennesker med vidt forskellig baggrund.Fra folkekirken, frikirker og helt udenfor nogen kirkelig institution. Men undervejs sker der en afklaring, en forenkling, så Gud træder tydeligere frem for hver enkelt. Det vil sige, at gennem forskellige redskaber og oplæg og meditationer, åbnes der til, at den enkelte lytter sig til: Hvad vil du fortælle mig, her hvor jeg er i mit liv, Gud?

Vi får hver på vores måde skubbet til at tage hjem igen ud i mødet med verden, det nære og andre mennesker. Opbyggede, lettede i sind og krop, sat fri til at være dem, Gud har skabt os til at være. Det erfares, det mærkes, det leves og det fylder på en erfarbar og livsbekræftende måde.

På trods af at retrætedeltagerne ikke ved meget om hinanden eller taler sammen, opstår der et nærvær, der erfares stærkt i gruppen. De bliver hinandens medvandrer, og kroppens sprog får sprog gennem smil, nik, rummelighed og måske et knus undervejs til en af dagens fælles meditationer.

Ingen kan på forhånd forestille sig, hvad der bliver skelsættende for den enkelte, hvad der bliver kaldt på og træder frem, eller hvad Gud vil sige og berører den enkelte med og hvordan. Slet ikke mig som retræteleder. Det er jeg for længst holdt op med at tænke over, for der sker det, der skal ske ved Guds hjælp og det fælles nærvær.

Bøn
Gud,
Åbn vore sind og hjerter for dig.
Gør os stille og lyttende.
Lad os erfare Åndens berøring og kraft.
Giv os dit velsignede skub, så vi mærker, vi lever og begejstres.
Fyld os med din glæde og fred.
Amen.

Glædelig pinse.