Ti tip til en inspirerende sommer

Lad dig inspirere af kristendom.dk's tips til en god sommer. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen

Få din ferie-horisont udvidet med kristendom.dks guide til en inspirerende sommer med fokus på kristenliv, udvidede horisonter og nye vaner

De fleste mennesker har en indre liste over ting, de gerne vil nå, steder, de gerne vil besøge og horisonter, de gerne vil have udvidet. Men i en travl og fyldt hverdag kan det være svært at få afprøvet nye oplevelser, tillagt sig nye vaner, læse meningsfyldte bøger eller dyrke naturen på nye måder. Dette er der i højere grad tid til i ferien, og for de fleste står afslapning, oplevelser og fællesskab øverst på listen over sommerferieønskerne.

Kristendom.dk har indsamlet ti gode sommertips til en inspirerende, udfordrende og horisontudvidende ferie. Læs listen som inspiration og vælg eventuelt én eller to idéer, som du vil fokusere på i din ferie. Klik videre på artiklens mange hyperlinks for uddybende inspiration. Du kan også finde på din helt egen overskrift for sommeren.

Rigtig god og inspirerende sommer!

1. Slap helt af
Afsæt tid til ren afslapning, dasen i haven, på sofaen eller med familien. Hvis det er svært at komme ned i gear efter en hektisk hverdag, kan du med fordel hjælpe afslapningen og afstresningen lidt på vej. Afsæt fem minutter tre gange dagligt til at være stille, kigge ud af vinduet, lytte til inspirerende musik eller bare til at slå hjernen fra. Det er en god vane, som også kan tages med ind i den travle hverdag, når ferien er forbi.

2. Ud i naturen
Opdag nye sider af Danmarks skønne natur. Besøg nogle af de store naturfænomener som Råbjerg Mile, Ekkodalen, Grenen og Hedeland. Eller hvis du aldrig med egne øjne set og oplevet marsken, heden eller mosen, så undersøg området på nettet (start evt. på www.visitdenmark.com) eller biblioteket og besøg stedet. Se dig også om efter Guds storhed i naturen. Oplev også Danmark med historiske briller på. Tag eventuelt udgangspunkt i Kristeligt Dagblads konkurrence 7-at-se, som efter endt afstemning udnævner Danmarks syv mest seværdige byer.

3. Nye toner
Lyt til en ny type musik i din ferie. Hvis din kollega altid snakker om Bob Dylan eller din svigermor er vild med jazz, og du aldrig helt har fået lænet dig tilbage og lyttet til det, så er ferien et godt tidspunkt til at udvide din musik-horisont. Gå til koncerter - du kan lede efter aktuelle koncerter på www.kultunaut.dk eller på Kristeligt Dagblads kalender. Lån musik af venner eller på biblioteket og smæk så benene op og lyt.

4. Fokusér på Gud
Har du altid godt kunnet tænke dig at prøve at faste eller være på retræte en eller flere dage, så er ferien en oplagt mulighed for at afprøve nye sider af troens praksis. Du kan eventuelt også vælge at tillægge forskellige symbolske betydninger til hverdagens gøremål. For eksempel kan du, når du vasker dine hænder, fokusere på syndsbekendelsen og renselsen af dine synder. Eller når du klæder dig på, kan du iklæde dig en af åndens frugter (jævnfør Paulus' brev til galaterne kapitel 5, vers 22), for eksempel gavmildhed, tålmodighed eller mildhed for at fokusere på at indøve netop denne dyd i dit liv.

5. Gå off-line
Sluk tv, mobil og computer i hele eller dele af din ferie. Brug tiden og roen til fællesskab med familie og venner, til at fokusere på Gud og tro eller til at udvide din horisont på forskellige måder.

6. Dyr og andet kravl
Opdag og lær om en dyreart, som altid har fascineret eller undret dig eller som dine børn, børnebørn og nevøer er optaget af. Lån bøger på biblioteket og gå på opdagelse i naturen eller Zoo. Dine børn vil elske at få svar på deres mange spørgsmål om for eksempel snegle eller tigre, og vil synes, du er den sjoveste og klogeste far, tante eller fætter i verden. At fokusere på én forholdsvis lille ting er desuden en glimrende måde at slappe af på og være nærværende sammen med dem du holder af.

7. Opmuntringer
Det er altid positivt at lede efter det gode i andre mennesker og hos dig selv. Opmuntr dig selv med ord fra Bibelen, om hvem du er og hvem Gud har skabt dig til at være.

Giv dine venner et opmuntrende ord med på vejen. Hvis du ofte har tænkt på, at din veninde er en fantastisk mor for sine børn, så sig det til hende. Eller hvis dine venner altid er inspirerende at være sammen med eller er gode til at hjælpe dig med både store og små ting, så lad dem vide det.

8. Gode bøger til kufferten
En god bog er for mange mennesker lig med ren afslapning samtidig med at bøgernes univers giver nye input og nye horisonter til livet. Kristendom.dk har fundet nogle forslag til fordybelse i litteraturens verden til din ferie.

Hvis du ønsker saglige og opbyggelige input i din ferie kan du læse bøger som Owe Wikströms "Med ikonen i lommen" (Boedal), som både handler om de ydre, fysiske turistrejser og de indre, åndelige og menneskelige rejser eller Magnus Malms nyeste bog "Hvisken fra katakomberne" (Boedal), som handler om at være kristen modkultur uden at miste dialogen med mainstreamkulturen. Klassisk kristen spiritualitet er i centrum i Wilfred Stinissens bog "Natten er mit lys" (Steno Forlag), som gennemgår Johannes af Korsets lære om den livslange vandring med Gud. Familieværdier tages op på befriende og nådefuld vis i den letlæste og inspirerende bog "At give plads til en anden" af Lena Bergström (Boedal).

Er man til kirkehistorie, giver Kurt E. Larsens "Fra Christensen til Krarup" giver et view over nogle af det forrige århundredes mest betydningsfulde og indflydelsesrige frontfigurer i dansk kirkeliv.

Hvis du er mere til den skønlitterære genre kan Marilynne Robinsons stilfærdige og tankevækkende roman "Gilead" (Gyldendal) om en aldrende præsts brev til sin søn være et givende bud. Bogen giver et indblik i et religiøst menneskes smukke sind, hvilket den vandt Pulitzerprisen for i 2005 (Læs eventuelt Niels Henrik Ahrendts anmeldelse af bogen her. Den amerikanske forfatter Anne Rice, som er mest kendt for sine mange vampyrhistorier udgav sidste år første bind i sin nye romanserie om Jesus. Bogen "Jesus - hjemkomsten fra Egypten" (Lindhardt og Ringhof) kredser om spørgsmål om, hvordan Jesus var som barn, og hvorvidt han allerede dengang vidste, at han var Guds søn. Bogen beskriver også den historiske kontekst, hvormed Romerrigets fald og kristendommens begyndelse skildres.

9. Turist i kirkelandskabet
Uanset tro og kirkeretning er alle kristne en del af den store globale kirke med al sin mangfoldighed. Har du et ønske om at finde ud af, hvad metodisterne står for, hvordan den katolske liturgi foregår eller hvordan musikken er i pinsekirken, kan du i din ferie blive inspireret af et besøg på en anden kirkeretnings sommerstævne eller til en gudstjeneste i en kirke, hvis stil eller tradition du ikke er bekendt med. Er du på ferie i udlandet er det også oplagt at gå til gudstjeneste i en kirke, du kommer forbi.

Start eventuelt ved kristendom.dks kirketræ for at finde oplysninger om den kirkeretning, som du kunne tænke dig at besøge. Find også gudstjenesten via Kristeligt Dagblads gudstjenesteliste.

Gå til gudstjenesten med åbent sind og spørg eventuelt præsten eller en af de andre kirkegængere efter gudstjenesten, hvis der er noget, du gerne vil have forklaret.

10. Under åben himmel
Solen er ofte omdrejningspunkt for os om sommeren. Ud over solbadning spiller solen og også månen en vigtig rolle for døgnets rytme. Følg månens rytme i din ferie ved at bruge 5 minutter hver aften inden sengetid på at betragte månens forandring evt. sammen med en refleksion over dagens positive oplevelser. Tag picnickurven og familien med til et højt sted, hvor solnedgangen kan ses og nydes i al dens pragt. Sov under åben himmel et sted, hvor stjernevrimmelen virkelig kommer til sin ret. Læs eller syng eventuelt en salme, som omhandler himlen, himmellegemerne og naturen, for eksempel Op, al den ting, som Gud har gjort.

©PHOTOPQR/LE MIDI LIBRE/SYLVIE CAMBON ; MONTPELLIER LE 20090811MEFAITS DU SOLEIL PROTECTION LUNETTES