Tre veje til "at finde hjem"

Foto: Boedal

Spiritualitetspræst Jette Dahl opfordrer til at tage på en indre meditations-vandring inspireret af lignelsen om den fortabte søn

I lignelsen om den fortabte søn (Luk 15,1-32) fortælles om faderen, som ubetinget tager imod sin hjemvendte søn, der har ødslet sin formue bort. Den fortabtes søns hjemkomst er foreviget af Rembrandt, og med udgangspunkt i lignelsen inviteres hermed til at følge med på en indre meditationsvandring med billedet som hjælp. Læs eventuelt først lignelsen her.

En indre meditationsvandring
Der er tre veje, du skal gå. Den første vej går du sammen med den yngste søn, der bryder op og rejser langt hjemmefra. Den anden vej er sammen med den ældste søn, der bliver hjemme, og den tredje vej er sammen med Faderen.

1. Meditationsvej
Den yngste søn rejser ud for at finde sig selv. Det viser sig, at han søger der, hvor der ikke er noget at finde. Han står som et spejlbillede for os, når vi lader os fylde med alt det, verden tilbyder os og gør os afhængige af, ofte mere end godt er.

Den yngste søn drager hjemmefra i et åndeligt opgør med Gud, i skikkelse af faderen. Han fravælger ham som sit åndelige hjemsted.

Til overvejelse og fordybelse:

Hvad er du mon rejst hjemmefra for at finde i dit liv? Hvad længes du efter at finde? Søger du stadig?

Slå følgeskab med den yngste søn og vend hjem. Hvad vil det for dig sige: at gå i sig selv, som denne søn gør i sine overvejelser over sit liv, da han vender om og går hjemad?

Fordyb dig i Rembrandts billede. Mød Gud/Faderen og lad dig finde af ham. Vær selv den fortabte søn/datter, der favnes af Gud/Faderen.

2. Meditationsvej
Den ældste søn er spejlbilledet på pligtfølelse og tryghed i at blive hjemme og leve op til de forventninger og krav, han oplever, der stilles til ham. Angsten for ikke at gøre det rigtige fastholder ham i denne rolle. Han forbliver tilskuer til livet.

Ved den yngste søns hjemkomst fremkaldes bitterhed, forurettethed, og følelsen af at være udenfor fylder ham. Han er fortabt i sin egen bedømmelse af sig selv.

Til overvejelse og fordybelse:

Overvej hvordan og hvornår du har det som den ældste søn. Mærk de følelser han har, og som du måske kender selv.

Gå i dig selv og kom til Gud/Faderen med det, der er i dig af den ældste søns situation. Lad Gud velsigne dig med sine barmhjertige hænder.

3. Meditationsvej
Faderen står der som billedet på Gud. Han tager imod dig, når du kommer til ham. Ikke på grund af alle dine forklaringer, men fordi han elsker dig. Læg mærke til Faderens hænder på billedet. Rembrandt har bevidst malet den højre hånd som en kvindes hånd og den venstre som en mands hånd. Gud rummer både det kvindelige og det mandlige.

Til overvejelse og fordybelse:

I lyset af Guds barmhjertighed kan begge sønner i dig forvandle sig til at modtage hans barmhjertighed, og du kan give den videre i mødet med dit medmenneske.

Det handler om at blive fri til at give og modtage kærlighed. Om at give sig selv lov til at blive fundet af Gud og velsignet af hans hænder. Om at sige ja tak til livets fest, når Gud indbyder dig.

Vær din værdighed som Guds elskede søn/datter bevidst.

Vær hjemme hos Gud og hvil i ham. Du er fundet.

Artiklen er inspireret af Henri J.M. Nouwen: Den fortabte søn vender hjem, Boedal 2004.

Den fortabte søn, rembrandt Foto: Boedal