Vi har behov for ritualer

Både verdslige og kristne ritualer gør noget befriende ved os. Men det glemmer vi ofte i en travl hverdag, skriver præst og åndelig vejleder Jette Dahl

I det sidste halve århundrede har der været en tendens til at være meget ritualkritisk, en form for opgør med et måske tidligere overforbrug af ritualer, som erfaredes som tømt for indhold og betydning. Mange af os er for eksempel vokset op uden bordbøn som fast dagligt ritual, selv om vores forældre har praktiseret det i deres hjem.

Meget har været præget af frigørelsens ånd, som er trængt ind alle steder. Ritualløsheden og formløshedens tyranni er i dag afløst af en stærk interesse for det levende og betydningsmættede ritual. Der finder en opritualisering sted.

Definition af et ritual
Ordet ritual er afledt af det latinske ritus, en hævdvunden eller fastsat norm for sakrale handlinger. Ritualer er en grundlæggende måde at udfolde sig på som menneske og forholde sig til det religiøse på og har en enorm betydning i alle religioner. De knyttes både til individuelle begivenheder ved lives forskellige højdepunkter (overgangsritualer som dåb, konfirmation, bryllup og begravelse), til kollektive begivenheder (som f.eks. gudstjenesten) og de bruges i hverdagen af den enkelte.

Den skabende kraft
Når et ritual udføres, iscenesættes en begivenhed. Det gælder både de religiøse ritualer, men også verdslige ritualer. Tænk på en fodboldlandskamp, hvor nationalsangen afsynges eller lignende sportsbegivenheder, som ofte indledes med et ritual. Det sætter et fortegn. Mennesker løftes, og der opstår et fællesskab - noget mere end tilskuere og deltagere har i sig selv. Mennesket har Ånd. Det medfører, at mennesket glemmer sig selv og bliver inddraget i fællesskabet for sagens skyld. Ritualer inviterer den enkelte ind i en gruppe, og de bliver et legeme.

Det samme sker i religiøse ritualer. Der er skelsættende forskel mellem at tale om Gud og tro og at praktisere troen og være i det fælles rum, ritualer åbner for. Både i mødet med mennesker, sig selv og Gud.
 
Det befriende
Når vi erfarer stor glæde og smertelig sorg, kan ritualer være med til at bære igennem og udtrykke det uudsigelige. For eksempel ved dåb og bryllup og ved begravelse.

Vi slipper kontrollen og giver os over til det, der siges gennem et kirkeligt ritual. Gud rører os herigennem. Det befriende er, det eneste vi skal er at være til stede i ritualet. Ingen kan forlange af sig selv eller andre, at man skal kunne fylde ritualet ud. Det er til at vokse i, for det de udsiger, er større end os. Vi erfarer, at i sådanne øjeblikke bærer vi ikke selv, men vi bliver båret af noget langt større, af Gud.
Vi har også brug for hverdagsritualer, som jo rummer det samme forløsende i sig.

At få struktur på dagligdagen, både gennem verdslige og kristne ritualer, gør noget befriende ved os. For her afhænger det ikke af mig, men af Gud. Han er hovedpersonen i bøn, åndelig fordybelse i stilhed. Det glemmer vi ofte i en travl hverdag. Ritualer, der gentages dagligt , i ordlyd og tidspunkt på dagen, giver mening at gøre ,både når vi har lyst til det, men også når vi ikke har!

Århundredes erfaringer vidner om, at det er en tilgang til at være et med Gud, og at hvile i tilliden til, at han kan bære og lede det enkelte menneske.

Korsets tegn
At slå korsets tegn opfattes ofte som noget, der er forbeholdt katolikkerne. De har bevaret det og lad os lære af dem på det punkt. Det er et gammelt ritual at slå korsets tegn for sig. Martin Luther opfordrer i sine morgen- og aftenbønner til at indled med at gøre korsets tegn for sig.( jvf. Bønnebogen bag i Salmebogen s. 882) Flere og flere gør det nu.

Begynd og afslut dagen med det tegn. Og kommer du i dagens løb ud for svære ting, så gå gerne i enerum og gør det. Fald til ro. Du behøver ikke ord.

Hvis du har små børn, og gerne vil have et fast putteritual, kan jeg anbefale at afslutte det med at tegne korset i barnets pande og sige: Guds fred være med dig! Det giver barnet mere end mange ord.

En retræte-erfaring
På en retræte, stod det klart for en kvinde, at Kristus var vejen også for hende. I årevis havde hun været religiøst søgende. Forsigtigt nærmede hun sig retræten, som var klassisk i sin opbygning og med fokus på Kristus.

Kvinder skriver senere til retrætelederen: (gengivet med vedkommendes tilladelse)

Noget skete under retræten. Jeg har ikke helt begrebet hvadDet skete i forbindelse med den sidste samtale, vi havde. Da du bad for mig og til sidste med håndspålæggelse velsignede mig og sagde: Herren velsigne dig og bevare dig.og slog korsets tegn på min pande.
Jeg har i aften været i Natkirken. Under en meditation lød en stemme: Du har ikke Kristus, Kristus har dig. Mit svar var en dyb trang til at bede Charles de Foucaulds overgivelsesbøn Så det har jeg for første gang gjort i fuld tillid uden forbehold og uden angst!
Helligåndens segl giver dig en ny frimodighed har været dagens meditationsudsagn.
Seglet visualiserer jeg som det hellige korsets tegn, du tegnede for min pande og overgivelsesbønnen som udtryk for den nye frimodighed Eller er det i virkelighed den nye værdighed - i Gud?
 
Den keltiske velsignelsesbøn
Den velsignelse kan med glæde læres udenad og bruges som et dagligt ritual sagt for en selv eller sammen med andre.

Den keltiske Velsignelsesbøn:

Herren være foran dig
for at vise dig den rette vej.
 
Herren være ved siden af dig
for at følge dig på vejen.
 
Herren være bag dig
for at holde din ryg fri.
 
Herren være under dig
for at gribe dig når jeg falder.
 
Herren være omkring dig
for at værne dig mod det onde.
 
Herren være inden i dig,
for at fylde dig med sin Ånd.
 
Herren være over dig
for at velsigne dig.
 
Så vær du velsignet af
Gud, Fader, Søn og Helligånd.