International chef: Traumer er en ny udfordring for verdens kirker

Min erfaring er, at den personlige tro kan være en sprudlende kilde til livsmod og styrke, siger international chef i Bibelselskabet og forfatter Synne Garff, der har rejst på kanten af krig, katastrofer, religiøs fanatisme og livstruende sygdom. Her kan du læse et uddrag fra hendes nye bog "Når Gud bøjer sig"

De åbne kloakker risler igennem slumområdet i hovedstaden Kampala med en giftig blanding af menneskeaffald og kemikalier. Planker er lagt ud som små broer mellem husene, så man undgår at få våde fødder. De beigefarvede huse med sprutcement på facaden ligger tæt. Midt i det hele er nogle blikplader banket sammen og udgør en kirke på omkring 60 kvadratmeter, hvor nogle af byens fattigste flygtninge samles for at synge, udveksle og støtte hinanden i udlændigheden.

Projektchefen Justus viser vej. Han hilses hjerteligt velkommen af præster og menighedsrødder. Justus er kendt i kirkemiljøerne over det meste af Uganda.

Der er ikke lagt gulv, man går direkte på jorden i kirken. Præsten har, som mange andre præster, en kort uddannelse og har travlt med at lægge øre til problemerne, der tårner sig op. Der synges og bedes frie bønner højlydt. Jeg har for længst vænnet mig til, at Jesus bliver illustreret med sukkerdrys, er med tiden kommet til at holde af diversiteten, danser uden tøven med afrikanske menigheder og beder gerne for eller lyser velsignelsen for en stuvende fyldt kirke, hvis det falder for. Som lutheraner og nu også præst.

Jeg lukker døren til lokalet, som ligger i en slidt bygning på 1. sal og lægger et øjeblik byens slum bag mig. På en stol sidder Silas og venter. Han rejser sig straks og hilser høfligt. De slanke hænder holder fast omkring en lommebibel med støvgrønt omslag. Justus overlader os til hinanden og en oversætter. Silas sætter sig stille, ser ikke op de første tyve minutter, mens vi taler sammen.

”Silas?”

Hans blik flakker og ender på linoleumsgulvet, hvor flager er røget af. Omsider ser han på mig med sine tunge øjenlåg. Jeg rykker stolen lidt tættere på, bøjer mig en anelse frem, kigger nu den unge mand direkte i øjnene. Han har lange, tætte øjenvipper, blikket er ufatteligt venligt, hænderne velplejede uden så meget som en rift. Ikke til at begribe, at Silas for få år siden var en del af et fællesskab, hvis primære formål var at slå ihjel, sommetider langsomt, til andre tider hurtigt, med kniv, revolver eller de bare næver. Han lærte at stille kufferter diskret fra sig og detonere dem med sin mobil. Han er spinkel af bygning, kronraget, tækkeligt klædt med en grå og hvidternet skjorte med korte ærmer. Der er noget fint og følsomt over den unge mand. Silas slår blikket ned igen, jeg fanger det, og denne gang lykkes det at fastholde ham.

Vi mødes tæt på et teologisk seminarium, som Silas har et særligt forhold til. Tårerne lader sig ane i øjenkrogen, når han bevæger sig tilbage til tiden, hvor livet mest handlede om at dræbe med udsigt til få en plads i himlen. Det med tårerne er nyt. Længe har han været som forstenet, følelserne er deponeret et fjernt sted. Det er et under, at han ikke selv er omkommet iført selvmordsvest. Han har set andre ende deres dage på den måde. Dengang han var børnesoldat hos Al-Shabaab.

En episode står særligt stærkt i hans erindring. Han var i Somalia, langt væk fra sin familie. Han følte sig ensom, var træt at af blive oplært i våbenbrug og udspekulerede drabsmetoder. Det var de andre børnesoldater også. Så de besluttede sig for at strejke, de ville ikke være med længere. Terrorgruppens leder spurgte: ”Er der nogen, der gerne vil hjem til deres mor og far?”

Lederen kiggede rundt på børnene. En efter en rakte de hånden i vejret. Al-Shabaab-lederen plukkede seks børn ud. Silas tog skuffet sin hånd ned. Han var ikke iblandt. De seks andre børn sprang glade op til lederen, der gav tegn til sine medarbejdere. Så lød skuddene og det syn, som Silas aldrig glemmer. De seks børn blev skudt i stumper og stykker. Deres iturevne legemsdele blev smidt ind i bilen og kørt væk.

”Herefter var der ingen af os, som nogensinde spurgte, om vi måtte komme hjem,” fortæller Silas, der bare var et stort barn på det tidspunkt.

Silas er vokset op sammen med sine forældre og søskende. Som barn kom han i en islamisk skole, hvor han hørte om hellig krig, jihad. Han troede, det var noget, der var sket engang for længe siden. I klassen kom der tit en mand på besøg, som hed Hussein. Han var venlig, imødekommende, Silas syntes om ham, og en dag inviterede han Silas til at deltage i jihad. Tøvende svarede han ja. Han var tiltrukket af tanken om at kæmpe for Gud, så han kunne opnå evigt liv.

Tre uger efter vendte Hussein tilbage og bad Silas om at følge med ham til en anden koranskole i Nairobi for at lære mere om jihad. Da Silas ville orientere sin familie, sagde Hussein, at der ikke var behov for at få menneskelig godkendelse, når det handlede om en mission for Gud. Hussein tog fotos af Silas, som han skulle bruge til de midlertidige rejsedokumenter. Og så gik turen ellers til Nairobi. Silas undrede sig senere over, hvordan han kunne få adgang til Kenya på trods af skærpet sikkerhed, men det kunne han altså. I Nairobi opholdt de sig en kort periode, hvorefter de fortsatte til Mombasa. Her blev Silas efterladt i en moské sammen med nogle drenge fra andre afrikanske lande. Undervisningen foregik fra midnatstid til omkring klokken fire om morgenen. Om dagen slappede drengene af på stranden.

En måned efter vendte Hussein tilbage med to mænd i en landrover. De kørte drengene til Garissa og videre til den somaliske grænse gennem bushen. Her bemærkede Silas straks en gruppe somaliske børn, der kørte rundt med kanoner. Han blev rædselsslagen. Hussein beroligede ham med, at børnene var en del af familien. Silas lærte dem at kende, men følte sig ikke spor tryg blandt de andre børn. Han blev uddannet til at betjene kanoner og sprængstoffer. Ofte blev han sendt til en ny lejr. For hver gang blev presset øget og træningen hårdere.

Efter terrorlederens drab på de andre børnesoldater måtte Silas blive. Han turde ikke andet og blev trænet yderligere i alle mulige former for selvmordsmetoder. Han blev sendt på flere missioner for at levere materialer til bomber i blandt andet Uganda, Sudan, Kenya, Tanzania. Selvmordstræningen indoktrinerede børnene til at tro, at jo flere mennesker, de dræbte, jo større var belønningen i himlen.

I 2010 advarede Silas – stik imod alle regler – over telefonen et familiemedlem om et forestående terrorangreb. Hans opringning blev opsnappet af det kenyanske sikkerhedspoliti, og Silas blev arresteret og opbevaret i et sikret hus i næsten en måned, før han blev overdraget til sit hjemlands regering som Al-Shabaab-medlem. Han var mistænkt for delagtighed i et alvorligt bombeattentat. Silas var trænet i ikke at røbe sin identitet, selv om han blev tortureret. Da det blev for meget for ham, planlagde han at flygte fra fængslet. Det lykkedes ham, men han blev fanget igen.

Nedbrudt overvejede Silas at tage sit eget liv, så han kunne slippe for al den lidelse. Han spiste grød med små stykker barberblade, og han forsøgte at hænge sig selv. Hver gang blev han reddet. Da myndighederne måske ikke længere anså Silas som en trussel for landets sikkerhed, blev han omsider løsladt og henvist til en missionær, hvor han stadig boede. Det var igennem missionæren, at Silas begyndte at komme i en støttegruppe for traumatiserede, der blev undervist efter metoden bibelsk sjælesorg.

Det var en medarbejder fra Bibelselskabet i Uganda, der stod for gruppen. De to blev fortrolige. I begyndelsen sad Silas mest som en observatør ved gruppemøderne uden at sige særligt meget. Han havde et stærkt ønske om at vende tilbage til Al-Shabaab og var rasende på den missionær, som drog omsorg for ham og hindrede ham i at vende tilbage til sin gruppe. Terrorgruppen var paradoksalt nok det sted, han følte, han hørte til. Han var blevet trænet i at slå ihjel, det var det, han kunne. Et liv udenfor var alt for kompliceret. En aften tog Silas en lang kniv og sleb den. Missionæren skulle dø. Det blev en lang nat. Kniven var skarp, Silas vidste præcis, hvad han skulle gøre. Men timerne gik, og Silas kunne ikke få sig selv til at gennemføre sin blodige plan.

Støttegruppen fortsatte med at mødes, og Silas blev ved med at deltage. Især lektionen om tilgivelse satte tankerne i gang hos den unge mand.

”Hvis jeg blev tilgivet af Gud efter alle de grusomheder, jeg havde begået, hvem var jeg så, hvis jeg ikke ville tilgive andre?”

Silas fik en bibel i missionærens hus. Hans yndlingshistorie er den om Josef og hans jaloux brødre, der handler om, hvordan Josef endte som faraos højre hånd i Egypten efter et hårdt liv i fængsel.

”Jeg begyndte at tro, at Gud har noget i vente for mig, ligesom der var for Josef.”

De nye erkendelser og indsigter får Silas til at rette blikket mere og mere fremad. Mens vi taler, slipper han ikke den støvgrønne lommebibel, der er skrevet med bittesmå bogstaver og fyldt med røde understregninger. Et af hans yndlingscitater er Matthæusevangeliet (9, 13):

"Gå hen og lær, hvad det vil sige: ’Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtoffer.’ Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere."

Silas’ største drøm er nu at blive præst og læse på det teologiske seminarium, som ligger lige ved siden af. Han har fået en ny identitet og allerede besøgt seminariet flere gange. Missionæren og Bibelselskabets medarbejdere viser Silas, at de har tillid til, han er skabt til noget andet og større end at føre blodig hellig krig. Hvis det lykkes Silas at blive præst, er én ting givet: Han vil ikke blive arbejdsløs. Lige uden for i slummen venter menigheder i tusindtal på at blive lyttet til. Der er brug for en præst som Silas, der bedre end nogen kender menneskelig dæmoni og er et levende eksempel på, at det kan lykkes at betræde nye stier og holde blikket rettet fremad. På trods.

Enkerne og de forældreløse

En af søerne blinker venligt i horisonten. Der er flokke af børn alle vegne i de små byer, vi kører igennem. Mange er forældreløse og må tigge sig igennem dagen. Flygtningelejren Nakivale ligger tæt på Rwanda. Det er ikke et sted, man ønsker at bo, men et ufrivilligt eksil, hvor mareridtet til tider fortsætter, fordi der mangler job og mad og håb. Jeepen jager skrumlende ud ad den røde landevej fyldt med dybe huller efter et insisterende regnvejr. Justus navigerer hjemmevant og frygtløst.

En flok køer beslutter sig uden varsel for at sætte over vejen. Justus hugger bremserne i. En landmand passerer langsomt ruden med en kroget stok i hånden. Blikket er mørkt, det hvide i øjnene gulligt. Han fortrækker ikke en mine. Ansigtet er uudgrundeligt. Var han offer for oprørere? En brutal regering? Dræbte de hans kone? Bortførte de børnene? Var han fra DR Congo? Sydsudan? Rwanda? Burundi? Landmanden fastholder mit blik, siger intet, men nikker blot resigneret: Velkommen til Sodoma og Gomorra!

Vi passerer den lokale politistation. Justus forklarer, at politiet rystede på hovedet, da bibelsk sjælesorg blev introduceret i flygtningelejren Nakivale. Men efter nogle år lød det: ”Hvad har I gjort? Vi kan mærke en forandring til det bedre i mentaliteten hos mange i det område, hvor I har arbejdet.”

Præsterne i en række kirker bekræfter politiets oplevelse. Behovet for psykosocial hjælp er enormt.

Flygtningelejren Nakivale huser mange enker, der er blevet voldtaget. I krig bruges massevoldtægter som våben til at nedbryde fjenden både fysisk og psykisk. I Den Anglikanske Kirke møder jeg den gruppe enker, som mamma Elalie har undervist. Glæden vil ingen ende tage, da jeg sender en personlig hilsen. Elalie har været en af de ressourcestærke flygtninge, der var initiativrig, dygtig og havde et hjerte, der bankede for de forældreløse børn. I kirkelivet, i de anglikanske, katolske og pentakostale kirker er Elalie og hendes arbejde velkendt. Mange har haft vigtige samtaler med hende. Den kloge kone er savnet.

Kvindernes historier minder forbløffende meget om hinanden. Lederen hedder Dorcas. Hun er blid, har markerede kindben, et vindende væsen og et smukt, kridhvidt tandsæt. Hun fortæller om den dag, hendes liv forandrede sig for altid.

Mørket var for længst faldet på i nærheden af regionen Goma i DR Congo. Familien sov, da det bankede på døren. Dorcas tænkte, at det måtte være naboen. Da hun åbnede, blev hun tvunget tilbage af en gruppe oprørere.

”Giv os penge. Vi ved, I har penge,” råbte de.

Dorcas’ mand og børn blev vækket af de høje råb og kom løbende til.

”Vi har ingen penge,” svarede Dorcas' mand.

Oprørerne truede med våben og greb fat i Dorcas. Mens hendes familie desperat så til, voldtog den ene oprører efter den anden Dorcas. Bagefter greb de fat i hendes ældste søn og bankede ham med skaftet fra et gevær.

”De blev ved med at slå ham lige her,” forklarer Dorcas og peger på sit hoved. ”Men vi havde ingen penge, vi kunne give.”

Oprørerne hev derefter fat i faderen. Dorcas yngste datter var dengang ni år. Hun så det hele ske. I tiden efter kunne hun ikke sige et ord. Det rokkede kurset i bibelsk sjælesorg ved. Hun fik mod til at sætte ord på kaos og supplerede nu sin mor: ”De begyndte at skære og hugge i min far. Først den ene arm.” Hun illustrerer med sin hånd, hvordan en kniv fløj igennem luften.

”Til sidst trak de ham med udenfor. Vi fandt ham bagefter på jorden i mange små dele.”

Oprørerne bortførte Dorcas’ to ældste døtre. Familien tog flugten til Uganda med hjælp fra en præst. Sønnen døjer stadig med hovedpine. Nogle gange hæver hovedet, så han må gå med kasket af frygt for at skræmme sine omgivelser. En dag dukkede de to søstre op i lejren og blev genforenet med familien. Den ene medbragte en baby – hun var blevet gravid som følge af voldtægt. Der var ingen job, men Dorcas lejede et stykke jord og dyrkede nogle afgrøder i Ugandas frugtbare jord.

Enkerne er bevidst om, at det tager tid og kræfter at bearbejde oplevelserne. Dorcas ved, at intet nogensinde bliver det samme. Men enkerne holder modet oppe hos hinanden, synger, danser, beder Gud om at få styrke og mod, reflekterer over bibeltekster, sætter igen og igen ord på de smertelige tab, græder og besøger sammen fængslede, syge på hospitalet og andre enker. Gruppen får hele tiden nye medlemmer og tager forældreløse børn under deres vinger, så der skal en del mad på bordet.

Et stenkast derfra møder jeg dagen efter enken Elizabeth. Den høje, ranglede skikkelse har sørgmodige øjne. Jeg bemærkede Elizabeth, da koret sang i Pinsekirken, rytmisk akkompagneret af en tromme. Nu sidder vi over for hinanden på hver sin plastikstol under et højt træ, hvis krone skærmer mod den pågående sol. I hendes mørke arme er der aftegnet lange lyse striber. Det er ar efter voldsmændenes ugerninger og en daglig påmindelse om den aften for efterhånden seks år siden, hvor mørket trængte ind i hendes liv, så tilliden til verden ikke mere er den samme.

Elizabeth levede et roligt liv sammen med sin mand og 14 børn og børnebørn. Hun var leder af organisationen Raped mothers, som hjalp enlige mødre med at komme på fode igen efter seksuelle overgreb. En nat blev naboens syvårige datter voldtaget af to brødre. Elizabeth fandt ud af, hvem de skyldige var, og kunne ikke tie om sin viden. Der gik ikke længe, så blev hun opsøgt af venner til voldtægtsforbryderne, der truende råbte, at hun ikke skulle gå omkring og sprede rygter. Herefter slog de hendes mand ihjel, voldtog Elizabeth og skar flere af hendes fingre af, ridsede dybe furer i hendes hoved og brækkede den ene arm. Elizabeth sank blødende om på gulvet. Da overfaldsmændene var stukket af, blev Elizabeth fragtet til hospitalet, hvor hun lå i koma i flere uger. Da hun omsider kom til sig selv og var i stand til at bevæge sig, hjalp nogle kolleger hende med at flygte sammen med resten af familien.

I flygtningelejren Nakivale afløste den ene dag den anden. Elizabeth havde mistet appetitten og var opslugt af mørke tanker.

”Jeg havde det elendigt, havde ikke lyst til at leve. Men så for et år siden var der et tilbud i kirken om at deltage i et kursus i bibelsk sjælesorg. På kurset blev der talt om, hvorfor der er lidelse i verden, og det vakte min interesse. Vi diskuterede den tvivl og vrede og bitterhed, som var ved at ødelægge mig. Det var svært at forstå, hvorfor det her skulle overgå mig og min familie, når Gud er kærlig. Det var nærmest umuligt at tro på, at Gud rent faktisk led med os, og at han følte vores smerte.”

Men Elizabeth oplever så ikke desto mindre, hvad der skrives i Det Gamle Testamente i Esajas’ Bog (40, 11):

"Som hyrden vogter han sin hjord,
han samler dem med sin arm;
han løfter lammene op i sin favn,
han leder moderfårene."

I dag bestræber hun sig, så godt hun kan, på at trøste nogle af de forældreløse børn i kirken. Men kræfterne slår ikke altid til. Hun kigger på sine maltrakterede hænder. Da hun ser op, løber en smal flod af tårer ned langs de furede kinder.

”Der er stadig svære dage, men det er bedre nu. Jeg har fået appetitten igen og flere kræfter til at hjælpe andre. Og jeg takker Gud for at være i live. Det er noget nyt.”

Under det høje træ er der fyldt med kvinder, som har lidt samme skæbne som Elizabeth. På torvet ved siden af lyder der høje råb fra børn og unge, der spiller fodbold, mens et kor øver for åben dør i den katolske kirke. Jeg bliver bedt om at holde møde med den nyudnævnte katolske leder. Det er vigtigt, at Bibelselskabet står på god fod med alle kirkeretninger. Pateren taler ikke engelsk, men swahili. Det gør jeg imidlertid ikke, men da han har læst i Rom, ender vi med at udveksle på italiensk. Jo, han kender godt bibelsk sjælesorg og kan lide metoden, især når den kombineres med et par geder eller anden udviklingshjælp, som kan være aktiverende og give et fremtidsperspektiv.

Træerne vokser ikke ind i himlen

Mange af børnene i flygtningelejren Nakivale lever under stressende forhold og går ofte sultne i seng. De oplever, at de ikke er elsket af nogen. Overhovedet. Under et træ uden for en af de mange andre kirker står den unge mand Patrick en gang om ugen og underviser i bibelsk sjælesorg. Langt de fleste af børnene er kristne, så det er naturligt for dem at høre om Jesus, der vandrede rundt i det hellige land og vakte syge og døende til live – de kender Bibelens kode.

”I er alle sammen værdifulde,” erklærer Patrick, hvis fornemste opgave er, at børnene bliver set og hørt. ”Min udfordring er at få dem til at åbne op for det, der trykker dem.”

Patrick er selv flygtning og arbejdede med teater, før han kom til lejren. Han er udadvendt, lun og vant til at kommunikere med børn. Nogle er tavse og indesluttede, men lidt efter lidt begynder de at fortælle om de rædsler, som de bærer på. En lille fyr viser mig sin arrede hånd. Den blev brændt af uniformerede oprørere, som en aften stormede ind i familiens hus. Faderen blev dræbt i stuen, og moderen voldtaget. Ligesom mange andre børn har drengen stadig mareridt om natten.

To albinosøskende stiller sig op og kigger lidt betuttet på de andre børn. De er ikke fyldt fem år, tøjet er hullet, de er beskidte, har små sår i ansigtet, misser med øjnene, der givetvis har nogle af de sygdomme, som følger med albinisme. En handlekraftig pige på samme alder tager den ene albino i hånden og trækker søskendeparret med ind under træet.

Mens børnene hører, hvordan Jesus vandrede rundt og tog sig af dem, som ingen ville vide af, går forældrene til gudstjeneste. De kan også se, at børnene får det bedre, når de får sat ord på nogle af de forfærdelige ting, de har oplevet og været vidne til.

”Det er virkelig fint med Patrick, men … kan du skaffe medicin til min datter?” spørger en mor, da hun kommer ud fra kirken.

Intet kommer af sig selv. Hendes toårige datter har høj feber igen. Hver gang moderen har fået mod på livet igen, bliver hun slået tilbage af den barske virkelighed. I Nakivale er der til tider mangel på det meste. Og mange har været udsat for så brutale oplevelser, at sorgprocessen er ekstra kompliceret, og i nogle tilfælde gør det noget nær umuligt at åbne en dør ud til livet igen.

På vej rundt til fods sakker jeg pludselig bagud i forhold til Justus og den lille gruppe af bibelselskabsmedarbejdere, fotografen, lokale kirkefolk og halen af nysgerrige børn. Jeg har efterhånden rejst en del og sjældent været bange. Bibelselskaberne kender deres område, er man sammen med lokale medarbejdere befinder man sig i en integritetszone, hvor man er fredet. Som regel. Men nu sakker jeg bagud, kan ikke længere skimte mine kolleger. Jeg stopper for at finde orienteringen.

En mand stiller sig pludselig op på en forhøjning, lige foran mig og begynder at råbe: ”Americano, americano.”

Blikket er vildt, tranceagtigt, som om manden befinder sig langt væk, i en rus, han fægter med armene, peger på mig, flere mænd kommer til. De danner i løbet af få sekunder en mur, hvis skygge rammer mig. Frys, flygt eller kæmp! Det sidste er udelukket. Jeg bestræber mig på at se ud, som om jeg ikke tager nogen notits af de vrede mænd, kigger skødesløst den anden vej, mens jeg begynder at gå væk, først roligt, så i rask tempo. Jeg ender med at løbe.