Amerikansk hipsterkultur præger unge danske kristne

Fotografi af Johannes Korsholm

"Jeg tror ikke, vi skal analysere så meget over hvem vi er og hvordan vi skal gøre, men bare tage udgangspunkt i os selv og komme i gang", siger Johannes Korsholm Poulsen. Foto: Johannes Korsholm Poulsen

Kristne i Danmark kan lære af amerikanske hipsterkristnes måde at holde fast i deres arv og stadig have plads til nutidens kultur, mener stud.mag. Johannes Korsholm Poulsen

I kirkelige miljøer i Danmark diskuteres det nu på græsrodsplan, om det amerikanske fænomen hipster christianity ("hipsterkristendom") er ved at vinde indpas blandt unge kristne. Det foregår blandt andet i denne blog.

Kort fortalt går fænomenet ud på, at unge, der er opvokset i evangelikale kristne miljøer, distancerer sig fra den kultur, som findes i disse miljøer, og i stedet bliver en del af den verdslige hipsterkultur. Det indebærer for eksempel en langt større kulturåbenhed, end det er almindeligt i evangelikale kredse.

LÆS OGSÅ: Hipsterkristne laver ungdomsoprør i USA's kirker

Der er store kulturelle og kirkelige forskelle mellem USA og Danmark. Amerikanske hipsterkristne er typisk unge, der er vokset op i store evangelikale kirker, i nogle tilfælde megakirker, i et samfund, der i det hele taget er præget af, at kristen kultur er en stor industri. Meget af dette er ukendt i Danmark, men når det alligevel diskuteres, om der findes hipsterkristne i Danmark, drejer det sig typisk om unge med en baggrund i tilsvarende evangelikale grene af dansk kirkeliv, for eksempel Indre Mission og Luthersk Mission.

Det findes i Århus
"Det er kun i USA man kan se hipsterkristendom som en bevægelse. I Danmark findes det kun i en højst ubevidst form. Men der findes da i høj grad kristne fællesskaber i Danmark, der er præget af hipsterkultur, især inden for sammenhænge som KFS (Kristeligt Forbund for Studerende, red.) og Århus Valgmenighed (med tilknytning til den karismatiske bevægelse Dansk Oase, red.)," siger Johannes Korsholm Poulsen, 26-årig litteraturhistoriestuderende fra Århus, der er opvokset i en familie med tilknytning til Indre Mission og er en del af byens kristne ungdomsmiljø. Han svarer følgende på spørgsmålet, om han selv er en hipsterkristen:

"Jeg opfatter mig nok nærmere som en, der er kommet ud af det. Tidligere betød det rigtig meget for mig at passe ind i kulturen. Jeg holdt for eksempel andagter hvor jeg inddrog kunstfilm og Arcade Fire (canadisk indierockband, red.). Men så autentisk var det bare heller ikke. Hipsterkulturen er i virkeligheden meget markedsstyret og ensrettet. Man tror, man er så individuel, og pludselig opdager man at alle omkring én også har fået skinny jeans og skæg," siger han.

"Og på samme måde bliver det i teologien: modefænomener følger efter hinanden i hurtig rækkefølge. Først talte alle prædikanter om emerging church, så om at være missional, så om N.T. Wright (engelsk nytestamentlig teolog, født 1948, red.). Forskellige fænomener følger efter hinanden hurtigere end de kan nå at synke til bunds."

LÆS OGSÅ:Ungdommens kirkeliv på århusiansk

Opgør med forsinket kultur
I USA er hipsterkristendom i høj grad præget af et opgør med den særlige kultur, der findes i evangelikale miljøer med for eksempel kristen musik og kristne film som alternativ til verdslig kultur. Amerikanske histerkristne mener, at kristne skal holde op med at adskille sig fra resten af verden i en slags parallelkultur. I stedet skal kristne åbne sig op over for verdslig kultur.

"Den særlige kristne popkultur fylder ikke så meget i Danmark; man bliver ikke på samme måde bombarderet med det, som man gør nogle steder i USA. Så derfor har unge kristne danskere heller ikke så meget grund til at være irriteret over de her lidt påtagede smarte ting, som nogle evangelikale kirker i USA dyrker," siger Johannes Korsholm Poulsen, som dog alligevel mener, at noget lignende går for sig i Danmark:

"Der er en stående joke om at den kirkelige højrefløj i Danmark er ligesom omverdenen, bare med 20 års forsinkelse. Man er ikke nogen egentlig modkultur, bare et parallelsamfund der lever forsinket i forhold til omverdenen. Og det blev mange unge kristne nok flove over."

Kulturåbenhed er en god udfordring
En anden af dem, der har blandet sig i debatten i Danmark, er Peter Rask, 38 år, tidligere ungdomssekretær i Luthersk Mission og kommende præst i Luthersk Missions frimenighed i Silkeborg. Han ser på det kulturelle plan en god udfordring til traditionelle missionske kristne i hipsterkristendommen:

"Hipsterkristnes meget åbne syn på kulturen udfordrer vores kultursyn i missionsforeningerne, hvor man jo ofte har betragtet al slags kultur som farlig, hvad end det så var musik, film eller andet. Der er hipsterkristendommen en god udfordring med dens kolossale kulturåbenhed."

LÆS OGSÅ: Hymner fra stenbroen

Generelt er Peter Rask dog mest kritisk over for hipsterkristendom:

"Problemet er, at det nok kun kan findes i Århus og København, hvor unge kan vælge fællesskaber fra alle hylder. Men den går ikke, når man engang flytter ud på landet igen efter studietiden, og der ikke er mange kristne fællesskaber at vælge imellem. Og hvad nu, hvis man føler sig for fremmedgjort til at være i et missionshus? Bliver man så solokristen? Det er det, jeg mener er navlebeskuende i hipsterkristendom," siger han.

"For nogle år siden talte man meget om emerging church, men det viste sig jo at det ikke holdt i længden teologisk. Og jeg er bange for, at hipsterkristendom bare er endnu en krusning på overfladen, et midlertidigt modefænomen."

Hipstere længes efter social retfærdighed
Fænomenet emerging church ("opdukkende kirke") opstod i 1990'erne som et forsøg på at tilpasse kirken til den postmoderne verden. Bevægelsens stiftere gjorde i høj grad op med den etablerede kirke, som, de mente, var ude af trit med nutiden. Deres arbejde mundede ud i utallige bøger, der analyserede samtiden og fremsatte teorier om, hvordan kirken skal agere nu. Hipsterkristendom ses af mange som en udløber af emerging church-bevægelsen.

"Emerging church så umiddelbart ud som en løsning på en masse ting," siger Johannes Korsholm Poulsen.

"Det gav grønt lys til på en radikal måde at tænke forfra om, hvordan man skulle være kirke. Men jeg tror, det grundede i en fortænkt idé om at verden er blevet postmoderne, og at alt nu skal defineres ud fra det. Hvis man taler med kulturforskere i dag, siger de jo, at det postmoderne også er ved at være på vej ud, så her var kirken igen bagefter. Det blev i høj grad et abstrakt intellektuelt fænomen, der var vanskeligt at forklare for folk, der ikke er teologer eller humanister. Men der var også meget godt i emerging church, især den sociale bevidsthed og bevidstheden om social retfærdighed," siger han.

Netop den sociale retfærdighed er et af de temaer, som hipsterkristne har overtaget fra emerging church. Johannes Korsholm Poulsen nævner den amerikanske fattigdomsarbejder og fredsaktivist Shane Claiborne som et eksempel på en autentisk kristen, der bør være et forbillede. Det samme gør Brett McCracken, forfatteren til bogen Hipster Christianity, der mener, at Claiborne med rette er et ikon for autenticitets-hungrende hipstere.

Danskere skal ikke kopiere amerikanere
"Jeg tror at nogle ikke alle i den ældre generation af kristne skal forsøge at forholde sig til hipsterkristendom, for at vi kan forstå de unge, hvad der betyder noget for dem og så videre, så de føler sig taget alvorligt," siger Peter Rask.

Men Johannes Korsholm Poulsen advarer imod, at man laver en direkte parallel mellem det amerikanske fænomen og danske forhold:

"Vi i Danmark skal ikke forsøge at være som de amerikanske hipsterkristne. Dog kan vi nok lære noget af deres måde at holde fast i deres arv og stadig have plads til sig selv og den nutidige kultur. Men vi skal bare tage udgangspunkt i os selv, ikke i amerikanernes kultur. Kirkerne i Danmark skal ikke se amerikansk hipsterkristendom som et program for, hvordan kirken kan blive relevant."

"Jeg tror ikke, vi skal analysere så meget over hvem vi er og hvordan vi skal gøre, men bare tage udgangspunkt i os selv og komme i gang.
Jeg ved ikke, hvad løsningen er på, hvordan vi får det der skete for 2000 år siden med Jesus til at hænge sammen med vores egen nutid. Vi er nok nødt til at tænke over, hvem vi er, og om vi kan acceptere alt det radikale i Jesus, som måske egentlig er meget enkelt. Det kan forekomme uhyggelig svært for os. Der er en alt for stor splittelse mellem, hvem vi er, og hvad vi tror på. Og det er desværre 'hvem vi er', der vinder den kamp," siger han.