LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Julekalender: 16. december

Bent Sørensen: Blufærdighed kan holde os tilbage fra at være hverdagens engle

For komponist Bent Sørensen er hverdagens engle de mennesker, der ryster blufærdigheden af sig og viser medfølelse og omsorg. For som hans mormor sagde: "Det er bedre, at man får smækket døren i hovedet, end at man bliver væk." Foto: Lars Skaaning

For komponist Bent Sørensen er hverdagens engle de mennesker, der ryster blufærdigheden af sig og rækker ud til folk, der har det svært - også selvom man ikke kender hinanden særlig godt

Jeg tror, at hverdagens engle kommer uden forklaring og uden at forlange taknemmelighed. Når man møder nogle hverdagsengle, bliver man inspireret til at være det selv.

Min mormor, som gik bort for mange år siden, havde tendenser til at være en engel. Jeg er vokset op med historierne om hende, fordi min mor har fortalt dem videre til mig. Min mormor boede i en lillebitte landsby, hvor der ofte var nogen, der oplevede frygtelige ting i begyndelsen af det sidste århundrede. Når de, der boede i landsbyen, havde mistet nogen, de havde kær, såsom deres mand, kone eller et barn, eller på anden måde var i sorg, gik hun altid derover. For som hun sagde: Det er bedre, at man får smækket døren i hovedet, end at man bliver væk.

Min mor var på samme måde. Det, føler jeg, er en engletradition: At man tør at gå hen og stille sig foran nogen og tilbyde sin hjælp og vise dem, at man kerer sig om dem.

De gange, jeg selv har oplevet sorg eller anden form for smerte, har folk - også mennesker, jeg nærmest ikke kender - vist deres medfølelse eller skrevet, at det gør dem ondt.

Men jeg tror, at det kan være en udfordring for mange voksne mennesker at agere som engle på den måde. Jeg tror, vi har en blufærdighed, der holder os tilbage.

Blufærdigheden findes der, hvor vi håber på, at nogle andre gør det, og at nogle andre tager teten, hvis der er nogen omkring os, der har det svært. Hverdagens engle siger i stedet: “Det gør jeg”.

Som voksen tror jeg ofte, man kan komme til at tænke: “Jeg havde også tænkt på, at jeg ville ringe” eller “jeg ville have skrevet, men jeg fik det ikke gjort”. På den måde gemmer vi os bag blufærdigheden og tænker, at vi ikke er tæt nok på den, der har brug for hjælp eller trøst. Men når vi rækker ud og viser omsorg, ryster vi blufærdigheden af os.

Jeg tror, der er mange, der har svært ved at være engle på grund af den blufærdighed. Men en ting er, at det er svært at optræde som en engel. Noget andet er, at det også kan være svært at modtage englene. Der er nogle, der synes, det er svært at tage imod, og som er bange for det.

I mine tanker om hverdagens engle kom jeg til at tænke på Kierkegaard. Han skelner mellem smerte og sorg, og han skriver, at smerten er der, hvor man reflekterer. Sorgen, derimod, er stor, dyb og uforklarlig. Når børn ser voksne være kede af det, forstår de ikke smerten, for de er ikke kommet dertil i livet, hvor de kan reflektere over det. De bliver dybt grebet af sorgen ved at se en forælder være ked af det. Men smerten kan de ikke føle, for de kan ikke reflektere over den.

Det kan overføres til, når vi møder folk, der er blevet skilt, har mistet deres elskede eller måske er blevet konstateret uhelbredeligt syge. Så reflekterer vi over det i stedet for bare at mærke sorgen, som børn gør. Jeg tror, det kan gøre, at vi trækker os og tænker, at vi ikke skal til at være en af hverdagens engle, fordi vi måske ikke er tæt nok på den person, der har ondt, og vi kan være bange for at sige de forkerte ting. I sådanne situationer kan man tage ved lære af dem, der rent faktisk gør det.

For der, hvor man virkelig kan mærke hverdagens engle, er i manglen på dem. Når de ikke er der. Det oplevede jeg selv, da jeg blev skilt for en del år siden og pludselig var i en situation, hvor jeg mærkede, at folk holdt sig væk. Der var mange, der tog en slags afstand, fordi der ligesom var noget, de var bange for.

Vi har allesammen vanskelige sider, og det kan være svært altid at være en engel. Men vi kan møde nogen, der tilføjer noget engleagtigt til vores liv - lidt guddommeligt, om man vil, eller noget, der er lidt større - som kan skabe et øjeblik, der er lidt mere end det næste.

Et af de mennesker har i mit liv været dramatikeren Peter Asmussen. For mange år siden, da jeg første gang var sammen med ham, der senere skulle blive min bedste ven, skulle vi lave en opera sammen. Første gang jeg besøgte ham ved Nørrebro Station, sagde han, at han syntes, jeg skulle høre et bestemt stykke musik. Og så lyttede vi til det sammen. Bagefter sagde han: “Jeg tror godt, at jeg kan høre musik med dig. Der er så få mennesker, man kan høre musik med”.

Han tilføjede noget til mit liv, der var lidt større. For hvad skyldtes det, at vi kunne høre musik sammen? Det skyldtes, at der lige der var noget mere end det, vi hele tiden roder rundt i. Der var noget ud over det sædvanlige.

Når nogen er en af hverdagens engle, er det i samme kategori som kærlighed, kunst og tro. Man kan ikke forcere det. Det ligger helt naturligt, ligesom man ikke kan forklare, hvorfor man elsker et andet menneske, hvorfor man bliver rørt af en koncert, eller hvorfor man ved at stå og betragte et billede kan mærke, at det er på kanten til at forandre ens liv. Der er noget ved det, som gør, at det er noget andet. Og det er dér, kunst, kærlighed, tro og engleri møder hinanden.