Biskop: Folkekirken har en vigtig plads i vores demokrati

”Grundlovens paragraffer om folkekirken udtrykker respekt for, at der er en anden magt på spil imellem os, end den, der bliver udøvet af et folketing og en regering,” siger biskop over Roskilde Stift, Peter Fischer-Møller. Foto: SCANPIX

Biskop Peter Fischer-Møller går ind for øget ligestilling mellem folkekirken og andre trossamfund. Men han ser alligevel kirkens grundlovssikrede særstatus som en afgørende modvægt til de politiske magtinstitutioner

Forholdet mellem stat og kirke er jævnligt til debat i medierne og på Christiansborg. Èt af de store spørgsmål i diskussionen er ofte, hvordan folkekirkens særstilling kan retfærdiggøres i et samfund, hvor flere og flere forskellige livsanskuelser eksisterer side om side. Fra politisk hold har det senest ført til forslag om at adskille den del af kirkens økonomi, der vedrører forkyndelsen, fra staten.

Men hvilken rolle kan folkekirken spille i et sekulariseret samfund? Det har biskop over Roskilde Stift, Peter Fischer-Møller, en klar ide om. Han hører til de kirkelige stemmer, der går ind for en øget ligestilling mellem kirken og andre trossamfund. Men for ham er det afgørende, at folkekirken fortsat har en særlig status, som sikres gennem Grundloven:

”Grundlovens paragraffer om folkekirken udtrykker respekt for, at der er en anden magt på spil imellem os, end den, der bliver udøvet af et folketing og en regering. Kirken kan fastholde en vis ydmyghed i forhold til den opgave, man går til som et demokratisk samfund”.

”Vi skal naturligvis være opmærksomme på, at vi lever i et multireligiøst samfund, hvor der også bor mange, der slet ikke bekender sig til en religion. I forhold til håndteringen af det konkrete samspil mellem offentlige myndigheder og trossamfund mener jeg, at der bør tages stilling regionalt, fordi det samme ikke giver mening på Nørrebro og i Vestjylland.”

Når det kommer til folkekirken generelt, er der mere på spil, mener biskoppen. Han tolker folkekirkens plads i Grundloven som en anerkendelse af, at der findes andre legitime perspektiver på menneskelivet, end det, der vedtages og reguleres på Christiansborg.

Kirken kan ifølge Peter Fischer-Møller yde et bredt bidrag til samfundet, der adskiller sig fra det, de statslige institutioner kan. Det gælder ikke mindst på det sociale område.

”Måske har det noget at gøre med et menneskesyn, hvor det bliver tydeligt at mennesker er mere end patienter, klienter, skatteydere eller vælgere. Kristendommen understreger menneskets værdighed og det hele menneske. Og jeg tror, det gør, at et menneske bedre kan tåle, at nogen rækker en hjælpende hånd frem uden at man derfor skal føle sig som ”offer” eller ”klient” i et system. Kirken kan simpelt hen nå ud til nogle mennesker, som offentlige institutioner ikke så let kan være der for, blandt andet i sociale caféer, gennem sorggrupper og projekter for udsatte børnefamilier”.

Biskoppen mener desuden, at kirken kan understøtte et politisk engagement blandt borgerne. Ved at optræde som en konstruktiv kritisk røst i samfundsdebatten bidrager den således til at skabe et demokratisk medansvar:

”Demokrati handler jo ikke bare om at vi en gang fjerde år går og sætter et kryds på en seddel, og så overlader alt der har med samfundets udvikling at gøre til de mennesker, vi har valgt til det,” understreger Peter Fischer-Møller. Han fortsætter:

”En demokratisk proces handler om, at borgerne er aktive medspillere i udfoldelsen af de visioner, vi har om hvor samfundet skal bevæge sig hen”.

Han henviser blandt andet til, at man i debatterne om folkeskolen insisterer på, at det bør handle om mere end et konkurrencesamfund. I november 2015 gik folkekirken blandt andet sammen med Danmarks Lærerforening og foreningen Skole og Forældre og afholdt konferencen ”Hvad skal vi med skolen”. Her diskuterede man alternativer til en dagsorden, hvor læringsmål og tests er dominerende.

Kirken kan således give nye perspektiver på tilværelsen. Men det kræver, at præsterne bruger prædikestolen til at inspirere menigheden:

”Vi skal ikke bruge prædikestolen som en politisk talerstol for bestemte partipolitiske synspunkter, men enhver god prædiken er også politisk! En god prædiken vil ofte rumme en opfordring og et skub, der gør, at man går ud af kirken og ser lidt anderledes på, hvad det er for en opgave, man har som samfundsborger.”

Biskoppen understreger, at kirken ikke skal være politisk aktør, men omvendt stille de spørgsmål, der sjældent bliver tid og plads til i Folketingssalen eller medierne.

”Når hele det politiske spektrum retter sig efter begrebet ”nødvendighedens politik”, er det godt at have en anden stemme, der spørger: Er det her en nødvendighed? Hvorfor er det en nødvendighed? Eller skal vi eventuelt gå i en anden retning?”

Et eksempel er, hvordan kirker de senere år har markeret sig i miljø- og klimadebatten, hvor mange kirker er aktive i initiativet ”Grøn kirke” under Danske Kirkes Råd. Ifølge biskoppen er initiativet ikke politisk, men etisk og teologisk inspireret:

”Vi mennesker bestemmer ikke bare alt og kan handle, som vi vil. Igen er her tale om en respekt for, at der er andet end os, som for eksempel naturen, der ikke bare er ressourcer for vores forgodtbefindende”.

For Peter Fischer-Møller handler det om, at mennesker, der føler sig inspireret af den kristne tro kan blande sig i den politiske debat. Og så skal kristne stå ved, at troen ikke er lukket inde i gamle bygninger eller det private hjertekammer, men har konsekvenser, når man træder ud af kirken.

”Hvis man forestiller sig, at kirkens virksomhed alene var henvist til særlige rum og den private sfære, så fik man let isoleret det spirituelle. Som om det var adskilt fra det konkrete materielle menneskeliv, hvor vi drikker kaffe eller sender nødhjælp. Men kristendom er aldrig kun privat. Kristendom er altid en form for oplysning eller perspektivåbning af, hvad det er at være menneske i verden.”