Sommerklassiker

Buddet om næstekærlighed river i mig, hvis jeg vender ryggen til

For sognepræst Kristine Stricker Hestbech kan det være svært at skelne mellem, hvornår hun er næstekærlig som menneske, og hvornår hun er det som præst. Foto: Arkivfoto, Leif Tuxen

Der er dage, hvor jeg ikke orker og formår at leve op til buddet om næstekærlighed. Og selvom jeg hjælper et menneske i nød, ved jeg godt, at jeg aldrig bliver næstekærlig nok, siger sognepræst Kristine Stricker Hestbech

Sidst, jeg gjorde noget for min næste var i tirsdags. Da bankede en mand på min dør. Han var på flugt og havde ikke lov til at være i landet. Han bad om lidt penge til at leve for, og jeg hjalp ham.

Jeg ved faktisk ikke, om han kom til mig, fordi jeg er præst. Det spørger jeg aldrig om. For mig lyder næstekærlighedsbuddet først og fremmest til mig som menneske - uafhængigt af mit erhverv.

Jeg forbinder næstekærlighed med noget, jeg gør fra mit hjerte. Næstekærlighedsbuddet professionaliseres i mit embede, fordi jeg står i tjeneste over for mine sognebørn. Men jeg er i tvivl, om man kan kalde det næstekærlighed, når jeg får løn for det. Jeg kan jo ikke sige, at jeg ikke vil tale med dig eller begrave din bedstemor. Det er en del af mine arbejdsopgaver.

Buddet om at elske næsten lyder først til mig som menneske. Som kristen viser jeg min tro på Gud i den måde, jeg er på over for mine medmennesker. I mit embede griber det ind i hinanden at være næstekærlig som menneske og som præst.

Jeg bliver udfordret af buddet, når næsten er et menneske, som jeg ikke bryder mig om. Så skal jeg virkelig arbejde for ikke at følge min natur og gå den anden vej. Da kæmper jeg for at blive stående ved det menneske, for han er også min næste. Det kan være en, jeg har uvenskab med eller som støder mig imod af en eller anden grund. Det er her, Jesu ord om ikke kun at elske de elskelige, men også de u-elskelige, kommer på prøve.

Der er også dage, hvor jeg ikke lever op til buddet. Dage, hvor jeg ikke orker det, og hvor jeg lukker mig inde i mig selv. Jeg kan ikke lide at have det sådan. Men der må jeg bare sige, at jeg er enormt begrænset og et syndigt menneske.

Sommetider går jeg forbi nødstedte i København, fordi jeg skal nå noget andet. Andre gange kan jeg gå forbi helt bevidst, fordi jeg ikke ønsker at se, at så mange har brug for min hjælp. Det påvirker mig at være så kynisk. På sådan nogle dage river og flår næstekærlighedsbuddet kraftigt i mig.

For mig er næsten mennesket, som banker på min dør, men næsten er også mere end det menneske, jeg lige møder på min vej. Næsten er også den fremmede, som jeg ikke kender og som jeg ikke møder fysisk. I dag bliver der flere og flere fremmede næster for os, fordi vi bliver mere globale og hører mere om hinanden. Næstekærlighedsbuddet er blevet globaliseret, og det kræver noget af os.

Som menneske kan jeg ikke støtte 7,3 milliarder mennesker i hele verden. Jeg er nødt til at prioritere, og derfor støtter jeg udvalgte organisationer, som udbreder næstekærlig hjælp i andre lande. 

At udelukke nogle fra at være min næste ville være en guddommelig indgriben, som ikke tilkommer mig. Alle mennesker i hele verden er mine næste. Hvis du favner alle mennesker, er det et åbent bud til alverden om at have samme åbenhed.

Samtidigt er næstekærlighedsbuddet totalt umuligt at honorere. Selvom jeg har givet et menneske lidt hjælp ved min dør, betyder det ikke, at jeg er helt næstekærlig. Nej, buddet lyder til mig hele tiden, og jeg bliver aldrig færdig med at opfylde det.

Artiklen er en del af serie "Hvem er min næste?". Se seriens andre interviews her