Dansk præst: Antikrist er på vej

- Den kommende fredsfyrste eller antikrist vil som person være antisemitisk og have stor foragt og vrede overfor Israel, der er Guds eget land, siger Anders Ova. -Foto: Rune Lundø. Foto: Rune Lundø

Ifølge pinsekirkelig teologi vil antikrist samle verden under sig og skabe fred i Mellemøsten for en tid. Dette scenarie kan blive en realitet i den nærmeste fremtid, mener pensioneret pinsepræst Anders Ova

Antikrist er på vej, mener den tidligere pinsepræst Anders Ova, der nu er praktiserende forfatter og kunstner. Han mener, at det er især fredsforhandlingerne i Mellemøsten, folk skal holde øje med.

Ifølge Anders Ova vil der under fredsforhandlingerne mellem Israel og Palæstina træde en fredsfyrste ind på scenen for at skabe fred i Mellemøsten, og denne fredsfyrste vil være den kommende antikrist.

Antikrist vil være en type som Barack Obama
- Den kommende fredsfyrste eller antikrist vil som person være antisemitisk og have stor foragt og vrede overfor Israel, der er Guds eget land. Han vil være en magtfuld politiker, der vil kunne samle hele verden under sit lederskab, og han vil være meget overbevisende, når han taler for sin sag. Som det ser ud nu, er Barack Obama den eneste politiker i nyere tids historie, der besidder disse antikristelige egenskaber, fortæller Anders Ova.

I USA udpeger flere yderligtgående kristne grupper Barack Obama som antikrist. Det var især omkring præsidentvalget i USA, at disse antikristbeskyldninger begyndte at dukke op. Se eksempelvis denne artikel i det amerikanske magasin Newsweek eller nedenstående klip fra CNN:

Derudover findes der blogs, hvor Barack Obama bliver hængt ud som den kommende antikrist, for eksempel http://obamaantichrist.blogspot.com/ og http://o.bamapost.com/

Men selvom Barack Obama besidder mange af antikrists egenskaber, vil Anders Ova dog ikke gå så langt som de amerikanske kristne grupper og udpege ham som antikrist, da han mener, at antikrist vil komme fra Europa og inden for det gamle Romerriges grænser. Han fastslår dog, at den kommende antikrist vil være en type som Barack Obama.

Hvornår kommer antikrist?
Hvornår antikrist kommer, kan Anders Ova ikke svare på, men for at komme med et bud på, hvornår dette vil ske, henviser han til Bibelen til Første Thessalonikerbrev kap. 5, v. 2, hvor der står: "Når folk siger fred og ingen fare, da er det, at undergangen er nær".

Her henviser Anders Ova til de igangværende fredsaftaler mellem Israel og Palæstina, og hvis det viser sig, at de fredsforhandlinger bliver til noget, kan det være et tegn på, at verdens befolkning går den sidste tid i møde.

- Den længerevarende fred i Israel vil vise sig at være en falsk fred, som vil blive brudt efter tre og et halvt år, erstattet af krige og forfølgelse. Bag den falske fredstraktat skjuler det antikristelige regime sig, og fredsfyrsten antikrist vil nu vise sig som en antisemitisk krigsfyrste, siger Anders Ova.

Ifølge Bibelen vil antikrist blive tilintetgjort af Jesus, der vender tilbage for at udslette ondskaben én gang for alle.

Den tidligere pinsepræst og nuværende kunstner og forfatter, Anders Ova, ser mange tegn på, at antikrist kan være på vej. -Foto: Rune Lundø Foto: Rune Lundø