Danske missionsselskaber er trængte

Genbrugsbevægelsen er det vigtigste arbejde for missionsorganisationer i dag, og mit lidt provokerende udsagn er, at hvis det ikke var for genbrugsbutikkerne, så var der ingen mission. Der ville simpelthen ikke være penge nok uden dem, sigerteologiprofessor ved Århus Universitet Viggo Mortensen. Foto: Foto: Leif Tuxen

- Missionsselskaber må tænke i nye arbejdsmetoder for at overleve, mener professor Viggo Mortensen, som her giver en status på danske missionsselskabers udvikling

I takt med at andre religioner kommer tættere på os i Danmark, bliver mission og dialog et vigtigt emne for den kristne kirke. På kristendom.dk sætter vi fokus på emnet med en række artikler om mission skrevet med missionsselskabernes egne ord - se boksen til højre.

For at få et overblik over, hvordan danske missionsselskaber arbejder og udvikler sig i dag har kristendom.dk talt med teologiprofessor ved Århus Universitet Viggo Mortensen.

Engang var danske missionsselskaber store, økonomisk stærke og med til at sætte en kirkelig dagsorden, men sådan er billedet ikke længere.

- Generelt kan man sige, at missionsselskaberne er en branche, der gør det godt på de vilkår de har, men vilkårene er i krise, mener Viggo Mortensen og forklarer yderligere: 

- Der findes for eksempel næsten ingen lokale missionskredse længere, som tidligere var missionsselskabets bagland. Det betyder, at de privat indsamlede midler er blevet færre, og man må spare, hvor man kan. Det ser vi for eksempel ved, at der indgås fusioner, som kan nedbringe fællesudgifterne.

Uden genbrugsbutikker - ingen mission
Når missionsselskaberne har færre økonomiske midler at gøre godt med, betyder det også, at missionsselskaberne må tilpasse sig nye samfundsforhold og tænke i nye arbejdsmetoder.

- De populære genbrugsbutikker har i høj grad erstattet de tidligere indsamlede midler igennem lokale kredse. Genbrugsbevægelsen er faktisk det vigtigste arbejde for missionsorganisationer i dag, og mit lidt provokerende udsagn er, at hvis det ikke var for genbrugsbutikkerne, så var der ingen mission. Der ville simpelthen ikke være penge nok uden dem, mener Viggo Mortensen.

Guds mission er hele kirkens mission 
Missionsselskabernes klassiske missionsforståelse opstår i den kristne vækkelsesbevægelse pietismen, som kommer til Danmark i 1700-tallet.

- I pietismen var forståelsen, at mennesker ville gå fortabt, hvis de ikke kom til tro på Kristus som verdens frelser, og inden for pietismen opstod der en tendens til at lave mindre grene og danne selskaber. Mission blev derfor til selskabsmission, fortæller Viggo Mortensen.

Selskabsmissionerne voksede sig store og blev selvstændige organisationer. Men i midten af forrige århundrede skete der et skift i forståelsen af at arbejde med mission.

- Man blev opmærksom på, at mission er Guds mission, og det dermed er det hele kirken, der er i mission. Mange almindelige menigheder er derfor i dag blevet indforstået med, at de har en missionsopgave. Man forstår, at det ikke kun selskaber, der skal drive mission, men at enhver menighed er i mission. Derfor ser vi, at forskellige menigheder udarbejder missionspapirer, der omhandler diakoni og mission, siger Viggo Mortensen.

Missionen i lokale menigheder er ofte rettet mod det danske samfund.

- Missionen kan være støtte til projekter i udlandet, men man forsøger i dag også at række ud til etniske grupper af anden tro og formidle kristendommen til de danskere, der før var kirkens kernegruppe, men som ikke længere bruger kirken, fortæller Viggo Mortensen.

Selvom mission nu også foregår i lokale sognekirker, så er det stadig missionsselskaberne, der udsender missionærer og volontører til tjeneste rundt om i verden. Men udsendelsesmønsteret har forandret sig markant siden de første missionærer blev udsendt fra Danmark i 1800-tallet.

- I gamle dage udsendte man folk på livstid, mens man i dag ligger hovedvægten på eksperter, som sendes ud finansieret af Danida-midler. For missionsselskabers vedkommende kobles ekspertbistanden med en forkyndelse. Udover ekspertudsendelse ser vi også korttidsudsendte unge og ældre volontører, der typisk bruger 6-12 måneder på at rejse ud og hjælpe til på et projekt, siger Viggo Mortensen.

Er begrebet mission forældet?
Selvom missionsselskaber stadig arbejder med mission, så er man begyndt at stille spørgsmål til brugen af begrebet mission.

- Begrebet mission er traditionelt defineret som en proklamation af forkyndelsen om Jesus Kristus til omvendelse og frelse. Men begrebet er under angreb af, at vi i dag har haft en postkolonialistisk kritik, mener Viggo Mortensen og fortsætter:

- Derfor er man i stedet gået over til at arbejde med dialog. Det er selvfølgelig en banalitet, at mission må foregå i dialog, men selve dialogforståelsen i dag betyder, at man er ligeværdig, mens udgangspunktet for kristendommen er, at den er den sande og bedste religion.

Dialog eller proklamation
Missionsstrategierne for danske missionsselskaber er derfor, ifølge Viggo Mortensen, opdelt mellem på den ene side at føre dialog og lave udviklingsarbejde og på den anden side et mere direkte evangeliserende arbejde, hvor man proklamerer kristendommens budskab om frelse.

- Hvis vi for eksempel tager de kirkelige repræsentanter inden for Dansk Missionsråd, som er en paraplyorganisation for missionsselskaber, så er der både, hvad man kalder de folkekirkelige, de frikirkelige og de fælleskirkelige, forklarer Viggo Mortensen.

Inden for de folkekirkelige missionsselskaber finder man begge de nævnte missionstrategier.

Danmission og Mission Afrika er begge klassiske missionsselskaber, der er gået ind i det man kalder holistisk mission, det vil sige dialog og udviklingsarbejde. På den anden side har vi missionsselskaber, som for eksempel Luthersk Mission og Ordet og Israel, der kirkeligt placerer sig på højrefløjen. De har begge en klar profil på det evangeliserende missionsarbejde igennem for eksempel radio- og tv-mission, der skal nå dem, der ikke er nået, siger Viggo Mortensen.

Af mindre spillere på missionsmarken er der også organisationer som beskæftiger sig med en niche.

Selskabet til støtte for Pakistans Kirke er en støtteorganisation, som hjælper Pakistans lutherske kirke, der er et mindretal i et muslimsk land. Den viser, at også Grundtvig-Tidehvervs folk kan engagere sig i mission. Åbne Døre er en anden organisation, som støtter forfulgte kristne i muslimske lande, fortæller Viggo Mortensen.

Viggo Mortensen tør ikke spå en fornyet fremgang for fremtidens missionsselskaber, men ser gode muligheder for fortsat at engagere folk i missionsselskaber.

- I missionsselskaberne ser vi fornyelsesbevægelser, som for eksempel i ungdomsorganisationen Afrika InTouch, men jeg tror ikke, at den udvikling af tilbagegang, som vi har set det sidste halve århundrede kan vendes afgørende, mener Viggo Mortensen.

- Det, der skal til for, at mennesker vil engagere sig i verden uden for deres egen, har fået sværere vilkår. Der er masser af foreninger med gode formål, men specielt kristne missionsselskaber bliver ofte trængt, fordi de beskæftiger sig med en niche. Entusiasmen har større organisationer som Amnesty International tiltrukket, fordi de kan række længere og bredere ud.

Projektorienteret arbejde er missionens fremtiden
At kristne beskæftiger sig med en niche kan dog også være en fordel, hvis man finder nye arbejdsmetoder og -områder.

- Der er stadig et stort potentiale for frivillighed i Danmark, men engagementet skal finde nye kanaler. Derfor vil vi se, at projektorienteret arbejde vil afløse de nuværende arbejdsformer. Men engamentet kræver, at man finder det gode projekt.

- I en kultur, hvor kristendommen er trængt, begynder man for eksempel at få større forståelse for andres trængsler. Derfor undrer det mig, at der ikke er flere missionsselskaber, der betoner forfulgte kristne, slutter Viggo Mortensen.