De selvgode er for dominerende i kirkedebatten

Thorkild Grosbøll har gavnet kirken langt mere, end han har skadet den, mener sognepræst Knud Munck, der er aktuel med ny bog om det 20. århundredes større præstesager. Foto: Leif Tuxen

De teologer, der taler om Gud på sekulariseringens vilkår, har gavnet kirken meget mere, end de har skadet den, mener sognepræst Knud Munck, som tidligere på året udgav en bog om det 20. århundredes mere opsigtsvækkende teologi- og præstesager

Store dele af det kirkelige landskab tænker næppe på sagen om Thorkild Grosbøll, den åbenmundede præst i Taarbæk, med glæde. Det var en lang og smertefuld sag for mange, og Grosbølls ord om, at han ikke troede på en skabende og opretholdende Gud var igennem den helt store mediemølle og forbi to biskoppers bord.

Men sognepræst Knud Munck, der tidligere på året skrev bogen De unge frække. Om Grosbøll og andre moderne teologer, vil ikke begræde sagen.

Med ét gik alt og alle rundt i gader og stræder og talte om Gud. Det havde man ikke set siden 1950erne med P.G. Lindhardt [der gjorde op med visse forestillinger om det evige liv, red.] Det skal vi takke Grosbøll for, selvom han nok ikke havde regnet med omkostningerne. Det var flot, at han turde. Han levede virkelig op til det, han skrev om, at præster skulle være modige sågar til kætterier, siger Knud Munck, der beredvilligt har takket ja til en samtale om bogen med Kristendom.dk.

Gud på sekulariseringens vilkår
I bogen beskriver Knud Munck først Grosbøll-sagen i detaljer, hvorefter han beskriver en række af det 20. århundredes mest provokerende teologer og præster samt deres åndelige fædre, der blandt andet tæller Johannes Sløk og Kristoffer Olesen Larsen, der var en af Tidehvervs fædre. Det, der ifølge Knud Munck kendetegner de unge frække er, at de tager sekulariseringen alvorligt, når der skal tales om Gud:

Det, de fleste af dem har tilfælles, er i hvert fald, at de tager sekulariseringen alvorligt og ikke bare sådan går ukritisk til værks med hensyn til formidlingen af kristendommens budskab. To af hovednavnene for deres inspiration kunne være Løgstrup og Sløk. Da jeg startede bogprojektet, var jeg ikke klar over, at der fandtes en Sløk-skole, men det er der i form af forskeren Lars Sandbeck, biskoppen Kjeld Holm og præsten Niels Grønkjær. Og så er der nogle løgstrupianere med forskellige grader af frækhed. To eksempler her kunne være professorerne Svend Andersen og Troels Engberg-Pedersen.

Hvad vil det sige, at de definerer Gud på sekulariseringens vilkår, som du skriver i bogen?

At de anerkender, at de lever i en periode, hvor det ikke længere er en selvfølge, at Gud findes. I min dagligdag som præst kan jeg møde minikonfirmander på 9-10 år, der siger: jeg tror i hvert fald ikke på ham Gud der. Det ville man ikke have hørt for 200 år siden, og præsternes autoritet var en anden dengang. Nu er det blevet lovligt at sige, at man ikke tror på Gud. Men så spørger jeg: Hvilken Gud er det, de ikke tror på? Er det en mand med skæg oppe i himlen, for det tror jeg heller ikke på. Man skal ikke bare tro på en fysisk størrelse for at blive konfirmeret. Når jeg så i stedet spørger konfirmanderne, om de ikke tror på, at der findes noget, der hedder ånd eller kraft, er det straks en anden sag.

Den Nye Gud er den bog, Grosbøll burde have skrevet
Et par af de teologer, Munck regner som en del af de unge frække, gælder som nævnt folk som Lars Sandbeck, der især har provokeret med sin tale om fantasiens Gud og Niels Grønkjær, der med bogen Den nye Gud talte om en svækkelse af Gud. Men også folk som biskop Kjeld Holm og tidligere biskop Jan Lindhardt regnes med.

LÆS OGSÅ: Kristendommen kan forstås som en ateistisk religion

Har den gruppe, du kalder de unge frække, skadet folkekirken?

Jeg mener i høj grad, at de har gavnet den. Når jeg møder mennesker, som vakler i deres forhold til kirken, er der mange, der siger, at de får lettere ved at være en del af kirken, når jeg fortæller dem om nogle af disse sager. Og det sker kun, fordi folkekirken kan rumme dem. Her ville Indre Mission måske sige nej tak, og det har de lov til. Det er udmærket, at vi har en højrefløj i kirken, men der må være en modvægt, og derfor har jeg skrevet denne bog. Det er det samme, Grosbøll følte i 80erne: At de usikre, selvgode, og kønsforskrækkede var for dominerende i debatten.

Nu næver du selv højrefløjen. I Grosbøll ser du træk til både pietistiske vækkelser og dialektisk teologi. Er det symptomatisk for moderne dansk kirkeliv, at tingene flyder sammen?

Det er rigtigt, at Grosbøll kan virke dialektisk-teologisk og samtidig pietistisk og moraliserende, fordi han lader gudsrigets realisering være afhængig af vores egen menneskelige indsats, ikke af Guds alene. Her har Grosbøll præg af begge fløje i dansk teologi. Men jeg mener ikke, at man i moderne teologi og kirkeliv lader tingene flyde sammen. Tager vi for eksempel Grønkjær og Sandbeck, er de klart påvirket af dialektisk teologi, men de har ikke noget pietistisk over sig. Grønkjær har formået at overtage dele af Grosbølls teologi og gøre den mere konsekvent og dogmatisk korrekt, og her er det pietistiske sorteret fra og i øvrigt alle Grosbølls unoder. Den nye Gud af Niels Grønkjær er den bog, Grosbøll burde have skrevet.

En lykkelig slutning på Grosbøll-sagen
Det lange forløb omkring Thorkild Grosbøll endte ikke med en såkaldt læresag mod ham, hvor to universitetsteologer og en jurist skulle tage stilling til, hvorvidt hans tro var forenelig med det at være præst i den danske folkekirke.

I stedet kom Grosbøll under opsyn hos den daværende biskop Jan Lindhardt. Her skulle Grosbøll blandt andet fremsige trosbekendelsen foran biskoppen. Men Knud Munck ser ikke ubetinget negativt på sagen. Han mener også, at det var heldigt, at det ikke endte med en læresag:

Jeg hører til den gruppe, der gerne ville have afklaring, men jeg støtter Jan Lindhardt i at have undgået en læresag. En læresag, der var endt med fyringen af Grossbøll, havde betydet, at en masse af de frække teologer, jeg beskriver, ikke længere kunne have været i kirken. Mange venstrefløjsgrundtvigianere i kirken har meget til fælles med ham. Hvis det derimod var endt med en frifindelse, ville vi have haft opfattelsen af, at man kunne være præst i folkekirken uden at tro på Gud. Begge senarier, synes jeg, ville være lige uheldige for folkekirken.

Så også Grosbøll-sagen har gavnet kirken?

Det var sund debat. Enormt mange præster tog jo emnet op og kom dermed videre i deres teologi. Jeg føler selv, at jeg fik et enormt teologisk løft af den sag, fordi det gav mig anledning til at tage spørgsmålene om Gud, opstandelse, evigt liv, mirakler og religionens forhold til naturvidenskaben op igen.

Thorkild Grosbøll har gavnet kirken langt mere, end han har skadet den, mener sognepræst Knud Munck, der er aktuel med ny bog om det 20. århundredes større præstesager. Foto: Sisse Stroyer Denmark