Den danske menighed i Toronto blomstrer
- Vi bliver som kirke bekymret, hvis der flere søndage i træk kun sidder 40 kirkegængere til gudstjenesten, siger sognepræsten i den danske kirke i Toronto
Tager danske udvandrere deres religion og sociale fællesskab med sig, når de slår sig ned på andre dele af verdenskortet? Svaret er ja, hvis man spørger Elisabeth Arendt, der er præst i Den Danske Kirke i Toronto.
Kirken har siden dens grundlæggelse i 1957 været et fast holdepunkt for mange af danskere, som har haft behov for at dele deres tro, håb og historie med ligesindede. Her er der gennem alle årene blevet passet på danskheden som på en kinesisk Ming-vase.
Gud og socialt fællesskab går hånd i hånd
- Den Danske Kirke i Toronto er på mange måder som en stor familie, siger Elisabeth Arendt.
Hun har i to år været præst for menigheden, der tæller henved 1500 medlemmer spredt ud over et meget stort antal kilometer i den canadiske provins Ontario. Både nybagte udlandsdanskere og mangeårige residenter flokkes til kirkens gudstjenester og arrangementer som julebazarer, kirkecafé og koraftener for at lade sig omgive af denne familie og Guds ord.
Taksigelsesfejring
Et eksempel på en sådan forsamling er Thanksgiving Dinner. En stor skare er mødt op i kirken - nogle har endda kørt i flere timer for at få mulighed for at træde ind i det lune fællesskab på denne mørke og småkolde oktoberaften, hvor fugten klamrer sig til ruderne.
Verners harmonika fylder forsamlingslokalet under kirken med liflige toner, det samme gør de danske salmer, mens duften af steg og kartofler siver rundt på må og få og leger med deltagernes smagsløg. Fadervor er også med og minder én om årsagen til besøget. Snakken går, og klokken slår, og et par timer senere spredes menigheden atter for alle vinde, men kun på det fysiske plan.
Frivillige løfter i flok
Kirkens forskellige aktiviteter, der drives af frivillige, giver udslag på det indre sociale barometer hos både børn og voksne - lige fra Childrens Hour til Guldalderklubben med over 100 af menighedens ældre kirkegængere.
- Vi er så heldige at have et meget stort netværk af frivillige, som tager sig af mange forskelligartede opgaver. Uden dem ville vi ikke kunne opretholde kirkens nuværende høje aktivitetsniveau, hvad angår udbuddet af arrangementer, siger Elisabeth Arendt.
I Guldalderklubben deltager en del af de første tilflyttere og dermed grundlæggere af kirken. De ankom ellers med tårer og savn i kufferten og ville som mange af deres landsmænd langt væk fra Europas sønderbombede ansigt og Danmarks bolignød efter 2. verdenskrig. Klubbens ældste medlem, 100-årige Grethe Østergaard, er en vellykket immigrant. I Newmarket nær Toronto murede hun og hendes mand en langt bedre tilværelse op med familiens byggefirma som fundament.
Udlandskirker er et privilegium
Elisabeth Arendt ser sit hverv som præst i en udlandskirke som et stort privilegium.
- Vi bliver som kirke bekymret, hvis der flere søndage i træk kun sidder 40 kirkegængere til gudstjenesten. Det er noget af et privilegium at kunne sige sådan.
Forklaringen på den store tilslutning mener præsten skal findes i udfordringen ved at opholde sig langt fra Danmarks grænser.
- Folk har brug for at få deres religion på dansk for at finde fodfæste i deres egen kultur i den pluralisme, der ellers hersker i Toronto, siger hun.
Præsten er i øjeblikket i færd med at lave en række interviews med nogle af de faste kirkegængere om deres personlige forhold til Den Danske Kirke. Selv om mange danskere i Canada ifølge Elisabeth Arendt integrerer sig utrolig meget i forhold til andre befolkningsgrupper, er der tilsyneladende stadig et utvetydigt behov for være en del af et dansk fællesskab. Det udelukker dog på ingen måde integrationen tværtimod giver kirken ofte udlandsdanskerne et bedre liv på grund af en større grad af social samhørighed som påvist i en ny stor religionssociologisk undersøgelse.
Fremtidens danske ånd i Toronto
Den Danske Kirke i Toronto satser på en styrket informationsindsats og hyppigere arrangementer for at byde nye danske kirkegængere velkomne og fortsat være noget for de eksisterende medlemmer af menigheden.
- Vi har brug for dem, der kommer hver søndag ellers mister vi vores berettigelse og kan lige så godt lukke, mener Elisabeth Arendt.
- I modsætning til tidligere tiders immigranter er det i dag vigtigt at fange folks opmærksomhed hurtigere. Mange opholder sig i Canada i kortere udstationeringsperioder, og dem vil kirken nu forsøge at nå ud til gennem øgede informationsaktiviteter.