Fadervor binder alle kristne sammen

Fadervor er den samlende bøn for kristne i hele verden. Det er fællesbøn, som minderos om, at vi er en del af et fællesskab, en større helhed, siger teolog og lektor ved Aarhus Universitet Johannes Nissen

Der er nok at tage fat på, hvis man vil finde stridspunkter inden for den kristne kirke. Kvindelige præster for eksempel og vielse af fraskilte. For slet ikke at tale om vielse af homoseksuelle. Det er emner, som får så divergerende holdninger frem, at de er medvirkende til, at forskellige kirkesamfund inden for den kristne kirke lever med forskellige normer og regler. Men trods forskelle, er der en bøn, som alle kristne er fælles om, nemlig fadervor.

Lektor ved Aarhus Universitet, cand.theol. Johannes Nissen betegner fadervor som en slags varemærke eller emblem for kristne. Den er de første kristnes karakteristika, og at bønnen starter med vor Fader og ikke min Fader understreger netop fællesskabet kristne imellem, mener han.

- Man kan naturligvis bede bønnen som enkeltperson og også i mere sekulariserede sammenhænge, men så er det ud fra en bevidsthed om, at man er del af en større helhed, et større fællesskab. Det sætter én i relation til ens medmennesker, og det er afgørende for den kristne religion, siger Johannes Nissen, der blandt andet har skrevet bogen "En ny begyndelse. Om fadervor og mission".

Men også i de ord, der binder kristne sammen, er der grundlag for uenighed. I hvert fald når det kommer til de enkelte oversættelser. Hvor der tidligere har stået "helliget vorde dit navn", står der nu "helliget blive dit navn", og polemikken om, hvorvidt det ene eller det andet ord skal bruges af præsterne, som er frit stillede i sagen, er stadig højaktuel.

Under alle omstændigheder betyder den enkelte bøn ifølge Martin Luther i Den Lille Katekismus, at vi beder om, at Guds navn, som er helligt i sig selv, også må blive helligt hos os.

I en tid, hvor knap halvdelen af folkekirkens præster er kvinder, og hvor patriarkatet hører en svunden tid til, kan man stille spørgsmålet, om det giver mening at holde fast ved bønnens faderbillede.

- Der er ikke noget at sige til, at det kan skabe forvirring i en tid som vor, men man skal huske, at faderen her er et udtryk for omsorg og ikke patriarkalsk dominans. Vi finder flere steder i Bibelen kvindelige metaforer for Gud, for eksempel i hønen, der drager omsorg for sine kyllinger. I lignelsen om den fortabte søn tegner Jesus et billede af en far, der gebærder sig helt anderledes end datidens beduin-patriarkalske far normalt ville have gjort. Han ville aldrig have rejst sig fra sin stol for at løbe sin søn i møde, det ville have været under hans værdighed, så her bryder Jesus normen for, hvad en far kan gøre, siger Johannes Nissen.

I fadervors anden og tredje bøn: "Komme dit rige. Ske din vilje som i Himlen således også på jorden" beder vi ifølge Johannes Nissen om, at Guds vilje, det gode, må blive realiseret på jorden.

- Det kan bruges fatalistisk på den måde, at man vil forklare alting med, at "sådan skulle det altså være, det var Guds mening", men sådan skal det ikke forstås.

Det er Guds kærlige handling, der er ment her, og kristendommen vil aldrig sige, at vi skal affinde os med lidelsen og den uforsonlige død. Død er altid et problem, set i lyset af evangeliet, og hvis man tænker fatalistisk, prøver man at gøre Gud til garant for lidelse og død. Det kan aldrig være Guds mening, at lidelsen skal vederfares mennesker.

I den tredje bøn, "ske din vilje som i himlen således også på jorden" taler vi om, at den himmelske fars vilje skal realiseres på jorden. Hos Matthæus er Guds vilje altid forbundet med hans omsorg og tilgivelse.

I sin bog citerer Johannes Nissen forfatteren Cecil Bødker, som i digtsamlingen "Fygende heste" skriver:

- Det daglige brød/ det er tykke tæpper på gulvet/ radio/og rindende vand./ Du gør dig megen bekymring/ men alt er fornødent./ Vi lever ikke af brød alene./ Giv os idag/ brødet./ Vi glemmer brødet/ for dynger af pålæg/ og tilmad./ Fordi vi lever i overflod/ glemmer vi hvad liv er./ Tag alting fra os/ men giv os brød i den elfte time./ Livets brød".

Og Johannes Nissen tilføjer:

- I vores overflodssamfund kan det være svært at forstå, at man skal takke for brødet. Men dagligt brød er, som Luther siger, alt hvad vi har brug for. Det er ikke bare brød, det skal forstås i videre forstand. Man kunne også sige "det brød, der er nødvendigt", og nødvendigt er dét, der vender nøden. I virkeligheden er det ikke en bøn om rigdom eller et liv i materiel overflod. Det kommer til udtryk i en gammel bøn fra Det Gamle Testamente, som siger: "Giv mig hverken armod eller rigdom, men giv mig det at spise, der tilkommer mig, for at jeg ikke skal blive så mæt, at jeg fornægter dig og siger: "Hvem er Herren?" Og for at jeg ikke skal forarmes og blive tyv og krænke min Guds navn."

- Når man beder: "giv os i dag vort daglige brød" eller "forlad os vor skyld" er det også bøn om, at man selv gør noget. At man deler brødet. Bøn og handling hører sammen. Det er en erkendelse af, at brødet ikke kun er ens eget, at det er noget man får foræret, siger Johannes Nissen.

Ligesom tilgivelsen er det. For næste passus i bønnen, "forlad os vor skyld, som vi også forlader vore skyldnere", skal ifølge Johannes Nissen ikke forstås som en betingelse - at vores tilgivelse af vores næste er betingelsen for, at Gud tilgiver os. Han mener, at Matthæus-evangeliet i en større sammenhæng netop pointerer, at Guds tilgivelse bør føre til den konsekvens, at vi selv kommer til at mestre tilgivelsens kunst.

- Det handler om at leve i tilgivelsens rum, i et fællesskab, hvor det er barmhjertighed og tilgivelse, der sætter rammerne.

I øvrigt lægger Matthæus op til, at skyld og skyldnere har med penge og gældseftergivelse at gøre.

- Hos de første kristne kunne man ikke adskille det åndelige og materielle, som vi ofte gør. Det er en pointe, at eftergivelse og tilgivelse skænker en ny begyndelse. Det er det, vi fejrer i forbindelse med nytåret, hvor fadervor er nytårsdags prædiketekst. Det, tror jeg ikke, er tilfældigt, siger Johannes Nissen.

Når vi beder om ikke at blive ledt i fristelse, kan man ifølge Johannes Nissen forstå det i lyset af Jesu fristelse i ørkenen. Djævelen stiller

Jesus tre fristelser, som han modstår - fristelsen til at redde sig selv og undgå lidelsen.

- Det er en bøn om, at troen ikke skal svigte, om at vi har tillid til, at Gud hjælper os ud af nød og elendighed, og at vi ikke dyrker det onde - det selviske. Mange af evangeliernes beretninger er eksempler på, at mennesket er en bøn, som Møllehave har sagt. Når vi møder et andet menneske, er det ofte sådan, at det andet menneske er en bøn til mig. Håbet er bønnens opfyldelse. Al ægte bøn udspringer af nød og mangel. Man beder ud af en nød, ud af elendighed. Vi kommer med vore tomme hænder ligesom tiggeren, for vi er grundlæggende som tiggere over for tilværelsen.

FADERVOR

Vor Fader, du som er i himlene!

Helliget blive dit navn,

komme dit rige,

ske din vilje

som i himlen således også på jorden;

giv os i dag vort daglige brød,

og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,

og led os ikke ind i fristelse,

men fri os fra det onde.

For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.

**Sådan lyder den seneste oversættelse af fadervor, som står i Bibelen i Matthæusevangeliet kapitel 6, vers 9-13. Bønnen bliver bedt ved dåb, nadver og fra prædikestolen i kristne kirker verden over, og knap hver anden dansker benytter sig af den.

**Bønnen er en del af Bjergprædikenen og står foruden i Matthæus-evangeliet også i Lukasevangeliet om end i en noget reduceret form. Fadervor er delt i "du"-bønner, hvor det handler om Guds sag, og "vi"-bønner, som handler om os, og til sidst en lovprisning.

**Generelt inddeler man bøn i seks kategorier: bedebøn, hvor man beder i et bestemt anliggende, klagen (over nød og elendighed), lovprisning, tillid, takkebøn og forbøn.

**Fadervor er delt op i syv enkelte bønner.

Vorde eller blive?

**Den første bøn, "helliget blive dit navn", kom til at lyde sådan i bibeloversættelsen fra 1992, hvor ordet "blive" erstattede ordet "vorde". Tidligere har ordet optrådt i Bibelen i flere forskellige sammenhænge, men i oversættelsen af Det Nye Testamente fra 1948 optræder det kun i fadervor. Bent Jørgensen, dr. phil. og lektor i navneforskning ved Københavns Universitet, fortæller, at vorde svarer til det tyske werden og betyder "at blive til noget nyt", mens blive, som kommer af bleiben, betyder "at forblive". I dag bruger vi udelukkende ordet vorde om den vordende mor og i fadervor.