Folkekirken er en fast og solid base

- Jeg synes, det er vidunderligt, at jeg kan tage til Vestjylland og gå ind i en kirke, og så kan jeg genkende gudstjenesten, siger Charlotte Dyremose, foto: Kristian Djurhuus

Charlotte Dyremose kan slet ikke forestille sig, at hun skulle forlade folkekirken til fordel for en mere moderne kirke. Hun er nemlig konservativ - også helt personligt

For de fleste danskere det en ganske naturlig del af livet at være medlem af folkekirken fra dåb til begravelse. Folkekirken er noget, man så at sige får ind med modermælken. Sådan har det også været for den konservative kirkeordfører Charlotte Dyremose.

- Folkekirken er rammen om den tro, jeg er vokset op med, og i mine helt unge år var den alt, hvad jeg - temmelig naivt - forbandt med kristendom.

Charlotte Dyremose har været valgt til Folketinget for Det Konservative Folkeparti siden 2001, og fra 2005 har hun været sit partis kirkeordfører.

Senere i livet har hun så opdaget, at en kristendom kan være meget andet end det, der foregå i folkekirken. Blandt andet i USA, hvor Charlotte Dyremose deltog i en gudstjeneste i Fellowship Church udenfor Dallas. Kirken er den 5. største i USA og samler 14-15.000 mennesker til tre gudstjenester henover en weekend.

- Så mange har der godt nok aldrig været i kirken i Virum, når jeg har været der. Der var en mand, der stormede rundt på en scene, noget fantastisk flot musik og flotte billeder. Men jeg var lidt i tvivl, om jeg havde været til en rockkoncert eller til en gudstjeneste. Jeg gik derfra og tænkte, at det var sjovt og hyggeligt, men jeg gik ikke derfra med et budskab på nogen måde.

Den mangel kan man også opleve i folkekirken. Charlotte Dyremose kommer oftest i sin lokale sognekirke i Virum, men hun shopper også lidt rundt i kirkerne i området for at finde de præster, der giver hende et budskab med hjem, men hun kan godt lide, at der er en fast form på gudstjenesten.

- Folkekirkens særkende er, at her har man en fast solid basis. Jeg synes, det er vidunderligt, at jeg kan tage til Vestjylland og gå ind i en kirke, og så kan jeg genkende gudstjenesten. Det giver mig en ro til at koncentrere mig om det, jeg synes er vigtigt. Når man taler om, at folkekirken skal fange de unge og være på internettet og i det hele taget være sjovere, så må jeg sige, at jeg vil gerne være fri, siger hun.

Udvikling og rummelighed
Det betyder dog ikke, at folkekirken skal stå stille. Så længe der stadig findes gudstjenester på den traditionelle facon, så ser Charlotte Dyremose ikke noget problem i, at der eksperimenteres rundt omkring, ja, det er faktisk nødvendigt.

- Jeg har kæmpet for, at folkekirken skulle have den udviklingsfond, som den nu har fået, fordi der jo er nogen, der siger, at de ikke føler, at kirken kan møde dem der, hvor de er. Der er der brug for, at man udvikler sig og forsøger at gøre tingene på en anderledes måde. Men det er ikke mig personligt, man derved skal forsøge at fange.

Charlotte Dyremose synger altså gerne med i det kor, der priser folkekirkens rummelighed. Men hun mener dog, at der bør sættes en grænse en gang imellem. Hun henviser til sagen om Steen Ribers, kirketjeneren og menighedsrådsmedlemmet, som først blev ekskluderet af folkekirken, fordi han offentligt udbredte en lære om blandt andet reinkarnation, der efter manges mening stred mod folkekirkens, men som i 2005 fik sit medlemskab tilbage ved en dom i Højesteret. Her kan Charlotte Dyremose ikke forstå, at han kun blev smidt ud af menighedsrådet, men ikke af folkekirken som sådan.

- Når man decideret promoverer noget, der absolut ikke er luthersk-evangelisk og gør det med platform i folkekirken, så synes jeg, grænsen er nået. Så er rummeligheden blevet til vattethed. Det giver et indtryk af, at folkekirken er hvad som helst, og det er den jo ikke. Hvis alt er lige godt, så er det også lige meget.

Det lutherske Danmark
At Charlotte Dyremose ikke bare opfatter folkekirken som en fast base for sit eget liv, men også for Danmark som sådan, får man et indtryk af, når man spørger hende om folkekirkens sammenhæng med det at være dansk.

- Folkekirken spiller en kæmpestor rolle for vores måde at tænke og handle på i hverdagen - også mere end de fleste tænker på til daglig. Mange af de ting, vi opfatter som helt naturlige, som for eksempel at alle mennesker skal betragtes lige og at vi skal tage vare på de svageste, dem opfatter jeg som udsprunget af den evangelisk-lutherske kristendom, selvom mange måske mere tænker på det som noget dansk. Og selvom vi skilte stat og kirke ad i morgen, så ville folkekirken stadig have en særlig rolle som kulturbærer at spille i vores samfund.

Fremtiden kan blive folkekirkens
Kirkens betydning for samfundet, som måske i mange år har været mere elle mindre uudtalt, ser Charlotte Dyremose fremdraget igen i de diskussioner om religion og politik og om religionens rolle i det offentlige rum, der er blomstret op i de senere år. Og det kan få en positiv betydning for folkekirkens fremtid.

- Hvis folkekirken griber den diskussion, der er opstået, primært fordi vi har fået en del muslimer til landet, og det ser jeg faktisk at den gør, så er det en chance for at få flere mennesker til at vågne op og tage stilling.

Hun mener, at folkekirken i mange år har været en hængekøje, som man bare lagde sig op i sammen med alle de andre. 

- Når der så komme nogen og provokerer lidt og siger, at der er en helt anden måde at gøre det her på, så går det op for folk, at man for at kunne identificere sig selv må tage stilling. Det kan godt være, at det giver lidt flere udmeldinger af folkekirken eller indmeldinger i Ateistisk Selskab, men det gør, at dem, der er i folkekirken, bliver mere bevidste om, hvorfor de er der, og det tror jeg, kan blive en kæmpe styrke for folkekirken.