- Gud har givet mig talentet for at programmere

Der er ikke nogen mennesker, som kan påberåbe sig ret til at være selviske med henvisning til, at de ikke har noget at give. Den største udfordring, Jesus giver dig, er, hvad du vælger at gøre i morgen, siger software-udvikler Kasper Skårhøj, som giver sit program væk gratis. Foto: Wikimedia Commons

Kasper Skårhøj har vundet international berømmelse for sit softwaresystem TYPO 3. Hans kristne tro er en altafgørende grund til, at han forærer produktet væk kvit og frit

Troen var en altafgørende grund til, at Kasper Skårhøj lagde sin opfindelse på markedet som gratis software i stedet for at sælge den.

- Det mest markante ved min livsførelse ligger på det overordnede plan, for eksempel på karrierevalg og materielle valg. Jeg har udviklet software siden 1997 og blandt andet udviklet et system til vedligeholdelse af websider (TYPO3 CMS, red). I år 2000 besluttede jeg at frigive det som gratis Open Source software i stedet for at sælge det, siger Kasper Skårhøj.

Siden Kasper Skårhøj i 1997 på et kollegieværelse begyndte at programmere, har web-softwaren TYPO3 på 45 forskellige sprog fået knap en kvart million brugere. Fra institutioner som Forbrugerstyrelsen over tunge internationale koncerner som VW, Lufthansa og Adidas.

I dag er Kasper Skårhøj på 34 år relativt ukendt, men samtidig har han opnået international nicheberømmelse for udviklingen af TYPO3. TYPO3 er et såkaldt Content Management System, hvormed man som administrator kan styre og vedligeholde indholdet af en hjemmeside. Men hvorfor var det nu lige, at han besluttede sig for at frigive softwaren gratis i stedet for at sælge den med fortjeneste?

- Der kan også gives nogle rationelle grunde for dette valg, men min tro var helt afgørende: Gud har givet mig talentet for at programmere, og mit liv skal bruges i tjeneste for andre mennesker.

Så at give det gratis væk til glæde og nytte for utallige foreninger og privatpersoner, men også firmaer, var en naturlig konsekvens af at være kristen, siger Kasper Skårhøj, der kommer i Valgmenigheden i København. Her er han blandt andet engageret i produktion af videoindslag til gudstjenesterne.

Et spørgsmål om forvaltning
- Det egentlige spørgsmål er, hvordan vi forvalter de ressourcer, som er os givet, svarer Kasper Skårhøj på spørgsmålet, om hvordan forholdet mellem det at tjene Gud og det at tjene penge ser ud fra hans perspektiv.

- Nogle har mange penge - bruger de dem kun på sig selv, eller i væsentlig omfang på Guds plan i verden? Nogle har berømmelse - er de gode forbilleder for andre? Nogle har stor indflydelse - styrker de egne interesser eller vores fælles? spørger Kasper Skårhøj.

Kasper Skårhøj citerer, hvad Bono, forsangeren fra U2, engang svarede, da han blev spurgt om, hvorfor han er gået ind i kampen mod AIDS og fattigdom: "Hvad vil du ellers gøre ved det, man kalder berømmelse? Det er latterligt! Men det betaler sig."

Den største ressource
- Den største ressource, vi alle har, er vores eget liv, understreger Kasper Skårhøj og fortsætter:

- Der er ikke nogen mennesker, som kan påberåbe sig ret til at være selviske med henvisning til, at de ikke har noget at give. Den største udfordring, Jesus giver dig, er, hvad du vælger at gøre i morgen. Det er ligegyldigt, om du giver en 10'er til en hjemløs, men det betyder noget, om du skifter fokus fra målet om et materielt standard-liv til et fokus om, at dit liv er til for at forbedre hjemløses vilkår og derefter uddanner dig, arbejder og prioriterer derefter.

- En af Dietrichs Bonhoeffers (berømt tysk teolog og forfatter, red.) pointer om efterfølgelse af Jesus er netop dette: At vi skal have slukket hjertets forelskelse i alt det, som ikke er fra Guds rige, kun da er vi parat til at følge hans kald. Du kan ende med det samme TV på væggen, men det er ikke din skat i livet, for dit hjerte banker for noget andet. Er det sådan jeg lever? Til en vis grad er jeg på den vej, men det er en daglig kamp at holde sig fri af verdens mange bedrag.

Gode gerninger er humanisternes gud
- Det at være kristen handler først og fremmest om at erkende, at man har brug for Guds tilgivelse fra synd, og at man ikke selv kan fortjene den tilgivelse, men må acceptere, at Jesu død har gjort det muligt, svarer Kasper Skårhøj på spørgsmålet om, hvad han mener, at en kristen er.

Ifølge Kasper Skårhøj betyder det så, at der venter et evigt liv forude, som er alt, hvad vi håber, at dette liv kunne have været, og mere til, som vi ikke forstår endnu.

- Det er grundrammen, svaret på dybe eksistentielle spørgsmål, som ikke altid er nærværende i hverdagen, men som kræver et svar. Og som indeholder grundstof til et frisat liv her og nu. Det er noget, som jeg tror, vi i Vesten generelt er for dårlige til at udnytte, fordi vi bliver så distraherede af vores materielle omgivelser, fortæller Kasper
Skårhøj og fortsætter:

- En kristen er ikke én, der først og fremmest gør gode gerninger. Gode gerninger er humanisternes gud. "Gode gerninger" for en kristen er en typisk effekt affødt af at have mødt Jesus og at lade ham forandre os indefra. Søg først Guds rige, så skal alt det andet nok følge som en konsekvens deraf.

Hverdagsliv og kristenliv
På spørgsmålet om hvordan sammenhængen er mellem Kasper Skårhøjs hverdagsliv og kristenliv, svarer han:

- Dit spørgsmål forudsætter, at der er en forskel! At jeg går på arbejde med én kasket på og holder andagt og går i kirke med en anden. Men, OK, det er jo sådan de fleste af os lever i praksis. At jeg er kristen betyder, at jeg i mine sekulære omgivelser "opfører mig pænt". Jeg bander ikke, jeg prøver at være fair, jeg deltager ikke i mobning, jeg tager ansvar og arbejder positivt. Alt sammen i det omfang, at mit møde med Jesus har ændret mig som menneske. Alt for tit snyder jeg også lidt, er arrogant i mine tanker om andre, hilser ikke lige på folk. Jeg kommer konstant til kort, siger Kasper Skårhøj.

Kasper Skårhøj har opnået international nicheberømmelse for udviklingen af TYPO3. -Foto: Foto: Privatfoto