"Helligånden er Gud selv i aktion"

Hvor Kristus er den dybe sammenhæng, er Helligånden og pinsen den høje sammenhæng. Helligånden er både livgiveren, der er til stede i skaberværket og den vejleder, som angiver den retning, vi skal gå i livet, siger Niels Henrik Gregersen. Foto: Jens Nørgaard Larsen Denmark

Helligånden er den person, som binder jord og himmel sammen, mener professor Niels Henrik Gregersen, som pinsedag indsættes som præst i Trinitatiskirken i København

Pinsen er sammen med julen og påsken de tre største højtider i løbet af kirkeåret.

Pinsen er også den mindst folkelige fest af de tre højtider. Måske fordi det kan være sværere at forholde sig til det, som skete i pinsen. Nemlig at Helligånden kom til jorden. For hvordan ser Helligånden ud? Og hvad betyder det, at Helligånden kommer?

Livgiver og vejleder
Professor på Teologisk Fakultet ved Københavns Universitet Niels Henrik Gregersen skal netop pinsedag indsættes som præst til højmessen i Trinitatiskirken i København. Han mener, at Helligånden er den person, som binder jord og himmel, ja hele tilværelsen sammen.

"Hvor Kristus er den dybe sammenhæng, er Helligånden og pinsen den høje sammenhæng. Helligånden er både livgiveren, der er til stede i skaberværket og den vejleder, som angiver den retning, vi skal gå i livet. Det græske ord for ånd betyder luft, men Helligånden viser sig, hvor det høje og det lave mødes. Hvor luft og vand mødes i et flow og livets strømmen. Når Ånden udgydes, flyder den ind i tilværelsen og gør det enkelte menneskes liv strømmende og ild-agtigt."

Ifølge Niels Henrik Gregersen var det netop også, hvad der skete for Jesus, der ved opstandelsen blev oprejst ved Helligåndens kraft.

Helligånden i aktion
"Jesus var således passiv, men åben over for Helligånden, der kom over ham og vejledte ham. Præcis som Helligånden gjorde det, da Jesus blev døbt i Jordanfloden og straks efter sendt ud i ørkenen af netop Helligånden for at blive fristet. Helligånden er altså en handlende person og derfor også den talsmand, som Jesus selv taler om, siger Niels Henrik Gregersen og fortsætter:

"Og netop fordi Helligånden er Gud selv i aktion og det modsatte af åndløshed og selviskhed. Derfor kan Jesus også sige, som han gør det i evangelierne: Alle synder skal tilgives jer, undtagen synden mod Helligånden."

"Men hvad betyder det? I min fortolkning handler det om, at så længe man tror på, at Gud kan gøre nyt, så længe er der håb. Men i det øjeblik man ikke tror, at Gud kan gøre mere, så er man fortabt," siger Niels Henrik Gregersen.