Historiker: Teologer bidrog til uansvarligheden i 1864

Maleri af Vilhelm Rosenstand, som skildrer den danske 8. brigades modangreb ved Dybbøl den 18. april 1864. Foto: Arkivfoto.

Flere gejstlige havde en uheldig finger med i spillet, mens vækkelserne på landet sikrede, at bønderne var immune over for tidens aggressive nationalisme. Historiker fortæller danmarkshistorie med kirkelige tråde i ny bog om perioden 1848 til 1864

En genial psykopat.

Så kontant lyder historiker Hans Vammens vurdering af biskop D.G. Monrad (1811-1887) i bogen Den tomme stat fra 2011, hvor Vammen fortæller politisk og kulturel danmarkshistorie fra 1848 til 1864. Eller med andre ord: Skriver om den tid, hvor Danmark blev til som nationalstat.

Hans Vammen beskriver, hvordan ingen ledende samfundsgrupper tog ansvaret for Danmark, efter at Grundloven af 1849 havde taget magten fra kongen og givet den til politikerne. Denne uansvarlighed førte direkte til det katastrofale nederlag i 1864, da Danmark tabte krigen til Preussen/Østrig og mistede 40 % af sit areal og 30 % af sin befolkning. Og teologerne og kristendommen var med hele vejen. På godt og på ondt.

LÆS OGSÅ: KRONIK: Man bliver ikke så let færdig med D.G. Monrad

Vammen fortæller eksempelvis, hvordan biskoppen D.G. Monrad, der i 1864 var chef for den danske regering, lod kongen vælge, hvordan Danmark skulle forholde sig til fredsforhandlingerne efter nederlaget ved Dybbøl Mølle samme år. Danmarks skæbne var alligevel som et lotteri, hvor man helst vil lade et uskyldigt barn som kongen vælge nummeret. Og det, skønt Monrad var hovedforfatter til den grundlov, som lagde ansvaret for staten over på politikerne.

LÆS OGSÅ: De kirkelige havde afgørende indflydelse på Grundloven

Episoden viser ifølge Hans Vammen, hvordan også teologerne opførte sig helt uansvarligt med Danmarks skæbne. Og Monrad var bestemt ikke den eneste. Teologiprofessoren H.N. Clausen og historikeren, cand.theol. C.F. Wegener bidrog til den berygtede fordanskningspolitik, hvor man fra dansk side forsøgte at gennemtrumfe dansk sprog og kultur i Slesvig, selvom store befolkningsgrupper dér følte sig tyske.

Teologernes rolle i uansvarligheden
På spørgsmålet om, hvorvidt disse teologer bidrog til uansvarligheden, svarer Vammens bog klart ja, hvilket han også bekræfter over for Kristendom.dk:

Hvis der med teologerne menes præsterne, så bidrog de i høj grad. I perioden spiller akademikere den største rolle nogensinde. I hovedsagen var de jurister eller præster, og derfor er der jo masser af præster, der er blandet ind i begivenhederne. Præsterne falder i tre grupper: De gamle rationalister, som ikke er nationalt aktive, hegelianerne, som støtter de nationalliberale og grundtvigianerne, som næsten er endnu mere krigeriske end de nationalliberale."

Hvilken betydning vurderer du, at det fik, da vi gik fra stats- til folkekirke. Bidrog det til ansvarsløsheden?

Det korte svar er, at det ingen særlig betydning havde, for der sker jo bare det, at kirkens administration går fra Danske Kancelli til kultusministeriet. Det er min fornemmelse, at kirken politisk egentlig blev mere uafhængig efter 1849, men hele strukturen og økonomien fortsatte indtil 1903, hvor der kom menighedsråd. Til gengæld betød Grundlovens religionsfrihed en hel del. Politisk betød det, at vækkelsesbevægelsernes møder blev tilladt i 1849, og frikirker kunne indvandre fra udlandet. Ansvarsløsheden var en følge af Grundloven, ikke af overgangen til en folkekirke."

Men blev eksempelvis biskopper som Monrad og Engelstoft ikke friere af at være ansat i en folkekirke?

"Nej, for Monrad får jo indsat løfteparagraffen (Grundlovens § 66, red.) om folkekirkens forfatning, og han var fuldstændig klar over, at de kirkelige partier stod så skarpt over for hinanden, at de ville gå i krig mod hinanden, hvis man indfriede løfteparagraffen og dermed gav folkekirken selvstyre. Sådan tror jeg også, at det er i dag men det er jo en anden historie.

Vækkelsesbevægelserne dannede modvægt til nationalismen
Hans Vammen mener, at vækkelserne spillede en fremtrædende rolle i tiden efter den første grundlov. Vækkelsesbevægelsen var en folkelig strømning især blandt bønderne i 1800-tallets Danmark, hvor almuens egne folk begyndte at prædike en individualistisk og personlig lutherdom, som stilede voldsomme krav til det personlige fromhedsliv, som Hans Vammen beskriver det.

Hele tidens bevægelse er jo hen imod individualisme, en del af det moderniseringsprojekt, der sættes i gang med landboreformerne i 1700-tallet, der afvikler stændersamfundet og indfører klassesamfundet, hvor den økonomiske placering bestemmer den sociale identitet. Det samme gælder for øvrigt bønderne generelt, hvor der opstod skel mellem de velstående gårdmænd og de ansatte husmænd og landarbejdere. Det genererede en masse rodløshed, og det skabte behov for et mere personligt gudsforhold, siger Vammen.

Det interessante ved disse gudelige vækkelser er ikke bare, at de udviklede sig til to af dansk kirkelivs vigtigste strømninger, grundtvigianismen og Indre Mission, men også at de dannede modvægt til de ansvarsløse og stærkt nationalistiske tendenser i tidens borgerskab. Og selvom de havde stor politisk betydning på længere sigt, havde de ingen skyld i 1864-nederlaget ifølge Vammen:

LÆS OGSÅ:
Kirkekampene fra 1849 er stadig de samme

Vækkelserne har en enorm betydning, bønderne udgør jo 80 % af befolkningen, men de spillede ingen rolle i 1864, for den politiske indflydelse, de havde fået med Grundloven 1849, var beskåret i forfatningerne 1855 og 1863, så de ikke kunne hindre den nationalistiske politik. En af de vigtigste personer inden for vækkelsesbevægelserne, læreren og politikeren Rasmus Sørensen, kalder ligefrem D.G. Monrad for en forbryder! Vækkelserne var imod krigen fra starten.

Nationalisme og kristendom
Og netop dette nationale tema er afgørende for Vammens tolkning af perioden. Mens bønderne fandt sammen i de gudelige vækkelser og arbejderne i arbejderbevægelsen, blev borgerskabet, der mere eller mindre sad på magten op til 1864, i stigende grad besat af det nationale. Vammen kalder borgerskabets nationalfølelse for en aggressiv nationalisme, og som vi har set, spillede præsterne en væsentlig rolle i netop borgerskabet.

Hvilken betydning havde kristendommen i dens tids aggressive nationalisme?

Det er et meget vigtigt område. Der må jeg sige, at jeg ikke mener, at den spillede nogen rolle. Men nu skal vi huske, hvad kristendom er. Alle mennesker dengang var jo religiøse, og under enevælden blev de slet ikke spurgt, hvad de mente. Der går et klart skel mellem borgere og bønder, og der har vi jo så vækkelserne, som har stor betydning. Men hvis vi bliver ved den aggressive nationalisme, må man sige, at der er en slags tilbagegang for kristendommen blandt borgerlige romantikere. Romantikken er i virkeligheden uforenelig med kristendommen, fordi romantikken i mere eller mindre grad er en naturreligion. Deres religiøse behov kunne kristendommen ikke tilfredsstille, og så erstattede de den med nationalismen, der blev aggressiv, fordi den nok skabte mening, men ikke fjernede deres dødsangst.

Modvirkede bøndernes pietistiske vækkelseskristendom ligefrem borgerskabets nationalisme?

Borgerskabet foragtede vækkelserne, det gjorde Grundtvig også, fordi han frygtede, at de skulle splitte kirken. Bondevennerne (det parti, bønderne som regel stemte på, red.) var heller aldrig nationale, det var de helt kolde overfor. Nu er Bondevennerne ikke lig med vækkelserne, men deres ledere, bl. a. Rasmus Sørensen og I.A. Hansen udspringer af vækkelserne. Deres fokus på individets personlige frelse forhindrede en aggressiv nationalisme.

Hans Vammen: Den tomme stat. Angst og ansvar i dansk politik 1848-1864. Museum Tusculanum Forlag. 388 sider. kr. 375.