Hymns from Nineveh: Mine fem yndlingsjulesalmer

"De gode julesalmer indeholder tre elementer: De er indholdsmættede, er god brugskunst og god lyrik. Jeg synes, man som dansker, kan være stolt af den salmetradition, vi har," siger frontfigur i bandet Hymns from Nineveh Jonas Petersen, som her ses på Roskilde Festival 2011. Foto: Martin Rosenauer Denmark

For Jonas Petersen, frontmand i Hymns from Nineveh, betyder de danske julesalmer noget helt særligt, og han føler et slægtskab med de gamle salmedigtere i hans egne sanges længsel og søgen efter skønhed

I anledning af højtiden har kristendom.dk spurgt Jonas Petersen om den selvbetitlede hymn boys forhold til julesalmer.

Julesalmerne er en integreret del af min julefejring, hvor jeg synger dem, når jeg går i kirke med min familie.

Den forhenværende danskstuderende forklarer begejstret om salmernes form og indhold:

"De gode julesalmer indeholder tre elementer: De er indholdsmættede, er god brugskunst og god lyrik. Jeg synes, man som dansker, kan være stolt af den salmetradition, vi har. Det er jo fremragende lyrik fra Thomas Kingo og fremefter. Det sjove ved salmerne er, at de har en særlig form og skal bruges sammen med deres særlige melodi. Men det er samtidigt digte reserveret til at italesætte forholdet mellem Gud og mennesker."

Hymnedrengens yndlingsjulesalmer

Kombinationen af den indholdsrige tekst og smukke melodi går igen, når han fortæller om sine fem yndlingsjulesalmer:

"'Mit hjerte altid vanker' er en af mine yndlingssalmer, fordi den har en længselsbetoning, jeg er ret vild med. De tre strofer i 'Dejlig er jorden' er i forening med melodien bare smuk og dejlig. Den er skønhedssøgende. Salmen beskriver skabningens skønhed. Den beskriver noget dejligt og er i sig selv dejlig.

"'En rose så jeg skyde' er lidt langsom - men måske er det også noget af det fede ved den. Den gror. Den har en tidløs langsomhed over sig. Jeg kan godt lide 'Lad det klinge sødt i sky' salmen for melodiens dansende karakter, og 'Blomstre som en rosengård' er endnu et eksempel på foreningen af god form og indhold. Den blomstrer i sig selv og beskriver en profeti.

En søgen efter skønhed

Er det ikke de samme ting, du søger i dine sange: Længsel og skønhed, langsomhed og en dansende, blomstrende forening af form og indhold?

Jo, det kunne man sige. Der er helt sikkert en skønhedssøgen i dem. Nogle anmeldere har kritiseret, at der ikke er nok grimhed i dem. Og det kan jeg sådan set godt give dem ret i, at der ikke er. Men jeg er ud af en romantisk forestilling, der siger, at kunst kan gøre verden skønnere gennem sig selv. De salmer, jeg godt kan lide, er salmer, der er også bare er gode digte og skønne i sig selv. Denne skønhed stræber jeg også efter i mine sange.

Mine sange er sange, men spiller op ad salmegenren. Det, der adskiller salmer fra sange er, at de bruges og synges af andre og har en plads i fællesskabet, mens mine sange først og fremmest bliver hørt.

Er salmer ved at få en revival?

Tjaa, der har i årevis været folk, der gentænker og nyarrangerer salmer, siger Jonas og nævner bandet Himmelblå og sin søster Lise Petersen, som aktuelle eksempler herpå.

Så selve det, at kunstnere fortolker dem, er ikke gået af mode. Men om de er ved at få et bredt kulturelt gennembrud, skal jeg ikke kunne sige.

Jeg kender dog til tre projekter, der bliver søsat i løbet af det kommende år. Det kan være et tegn på, at man i lidt bredere kredse er ved at få øjnene op for 300 år gamle værker, der stadig kan bruges. Hvad kan det andet end klassiske værker? Det tyder på en tidløs karakter.

Jeg tror, vi i dag søger det, der ikke er forgængeligt. Hvis salmerne er ved at få en bredere revival, tror jeg i hvert fald, det er en af årsagerne hertil, siger Jonas Petersen.

Favoritsalmen

Min all time favorite salme er Hil dig frelser og forsoner med stroferne: 'Ak nu føler jeg til fulder hjertets hårdhed, hjertets kulde'. Det er så vildt i konteksten. Man er i salmen igennem flere niveauer i troen. Efter at have været vendt ud mod verden, vendes blikket pludseligt indad, og bønnen bliver pludseligt über-personlig.

"De gode julesalmer indeholder tre elementer: De er indholdsmættede, er god brugskunst og god lyrik. Jeg synes, man som dansker, kan være stolt af den salmetradition, vi har," siger frontfigur i bandet Hymns from Nineveh Jonas Petersen. Foto: Anders von Greffelstejn