Instruktør bag kritisk film: “Det er trist, at frikirkerne ikke selv vil erkende, at de har et stort, strukturelt problem”

Den norske film “Disco” sætter fokus på nogle af de store problemer, der kan være i radikale frikirkemiljøer. Instruktøren havde regnet med at få sine fordomme gjort til skamme, men det var ikke tilfældet

Den norske film “Disco”, der for første gang bliver vist denne weekend i forbindelse med filmfestivalen CPH:PIX, skildrer en ung kvindes dystre vej mod sit endeligt.

Mirjam, som hovedpersonen hedder, er både ung, smuk og talentfuld. Men bag den glitrende facade lurer destruktive handlingsmønstre og et stadigt mere krakeleret selvbillede, der udspringer af de kontrollerende og manipulerende strukturer, som i hendes tilfælde går hånd i hånd med hendes opvækst i en karismatisk kristen kirke.

Kvinden bag filmen er den norske filminstruktør Jorunn Myklebust Syversen. Hendes interesse for radikale kristne miljøer udspringer af en livslang fascination af isolerede samfund.

“Jeg har altid været optaget af gruppedynamik og af de ubalancer, der kan opstå i lukkede miljøer. Det kan være i familien, i små bygder eller på en arbejdsplads. For hvornår og hvorfor er det, ubalancen opstår?,” siger Jorunn Myklebust Syversen og fortsætter:

“Samtidig har jeg været særligt fascineret af religiøsitet, fordi jeg oplever, at når der opstår ubalance i sådan en type miljø, kan det have endnu mere alvorlige konsekvenser, fordi det er knyttet til åndelighed. For der er vi inde i de mest sårbare dele af et menneskes liv.”

En fortælling om et menneske, der mister sin stemme
Jorunn Myklebust Syversen er ikke selv opvokset i en kristen familie, men efter at have set en debat mellem den norske frikirkepræst Jan-Aage Torp og hans søn, Anders Torp, der brød ud af faderens kirke som 19-årig, blev hendes interesse for udbrydere fra karismatiske kirker vækket.

Det ledte senere til, at store dele af filmens mest voldsomme scener, der blandt andet viser dæmonuddrivelse på små børn, er inspireret af Anders Torps historie, flettet sammen med beretninger fra andre tidligere medlemmer af forskellige karismatiske kristne kirker.

I og med at filmen er baseret på afhoppernes historier, er den også farvet af deres negative og nogle gange traumatiserende oplevelser. Men det har været helt bevidst.

“Jeg har valgt at basere filmen på afhoppernes historier, fordi jeg ville skabe en fortælling om et menneske, der mister sin stemme og mister sig selv. Filmen er helt tydeligt konstrueret ud fra sådan et perspektiv og har aldrig været ment som et repræsentativt indblik i alle aspekter af disse miljøer,” fortæller Jorunn Myklebust Syversen.

“Hvis jeg skulle fortælle en historie om en person, som oplever den sociale kontrol og undertrykkelse, der finder sted, skulle jeg ikke fokusere på de mennesker der fortæller, at de har det godt i kirkerne. Så det er et helt bevidst standpunkt, jeg har taget.”

Frikirker anklager “Disco” for at fremme fordomme
De kirker, der portrætteres i “Disco”, er inspireret af menigheder fra både den norske og amerikanske gren af pinsebevægelsen, der på trods af geografiske forskelle har mange strukturelle og udtryksmæssige ligheder. Blandt andet har Jorunn Myklebust Syversen fundet inspiration i de moderne pinsemenigheder Elevation Church og Hillsong samt i den norske kirke Visjon Norge, der blandt andet praktiserer velstandsteologi og helbredelser ved håndspålæggelse.

De åbenlyse referencer til eksisterende kirker har gjort, at filmen har vakt omfangsrig debat i Norge. Særligt har de karismatiske frikirker selv været på barrikaderne og beskyldt Jorunn Myklebust Syversen for at have lavet en film, der maler et uretfærdigt og generaliserende billede af dem. Samtidig anklages hun for at puste liv i de mange fordomme, kirkerne ofte må stå på mål for.

“Jeg forstår godt, hvorfor de har det sådan, for filmen viser jo ikke den positive side af disse miljøer. Men jeg mener, at jeg har set nok til at kunne sige, at der er mange, der har det på samme måde, som Mirjam har det i filmen. Det er et perspektiv, som er meget repræsentativt for de mennesker, der bliver ødelagt af disse miljøer, og det er et stort nok problem til, at man må tage fat i det,” siger Jorunn Myklebust Syversen og uddyber:

“Da jeg startede med at arbejde på filmen, havde jeg regnet med at få mine fordomme gjort til skamme. Men jeg har lavet meget research og må indse, at det ikke er tilfældet. Der er mange mennesker, der fortæller mig, at filmen stemmer overens med deres egne oplevelser. Så jeg er ikke i tvivl om, hvorvidt det her findes. Ikke blot blandt enkelte mennesker, men som et omfangsrigt, strukturelt problem, og det er trist, at kirkerne ikke vil erkende det.”

“Staten burde ikke støtte disse kirker”
Jorunn Myklebust Syversen oplever, at der i kirkerne findes en hierarkisk struktur og et fokus, der gør, at det er nemt at komme til at føle sig som et dårligt menneske. Og det er et stort problem, mener hun:

“Det er problematisk, når de moderne menigheder siger, at de er liberale, men samtidig er de meget konservative i deres måde at formidle Bibelen på. Det stemmer ikke overens. Men det gør, at der er mange mennesker, som oplever, at det er vanskeligt at være i de moderne menigheder: De føler sig dypest set forkerte som mennesker, fordi de ikke formår at hverken tro eller leve godt nok.”

Selvom Jorunn Myklebust Syversen med sin film fremstiller nogle dystre og skræmmende sider af radikal religiøsitet, er det ikke hendes hensigt at kritisere religion over en bred kam.

“Jeg ønsker ikke at kritisere tro, men jeg har fundet mange ting i disse miljøer, der er så problematiske, at jeg ikke mener, at staten burde støtte disse kirker,” siger hun og fortsætter:

“Men ‘Disco’ er ikke en film om pinsekirker. Det er en film om et menneske, der bliver undertrykt og som lever i manipulative og dårlige relationer, og hvordan vi som samfund og enkelte mennesker møder andre i svære situationer. Jeg oplever, at der er en berøringsangst, og derfor må vi som samfund åbne for en debat om, hvordan vi bør se de mennesker, der mister deres stemme.

Filmen vises søndag den 17. november og onsdag den 4. december i Grand Teatret i København.