Præsteliv

Gudstjenesten skal have krop for at vække og omvende

Jeg anser Folkekirkens bekendelsesgrundlag for et forpligtende og solidt grundlag at arbejde på, lyder det fra Holger Haldrup. Foto: Arkiv Foto: Privatfoto

Præst og missionsmand: Holger Haldrup fortæller om sin gerning som præst og om "vækkelsen", der ifølge ham både er vigtig og problematisk i dag

Hvordan er det at være henholdsvis præst fra Indre Mission og fra den grundtvigske gren af folkekirken i dag? Kristendom.dk sætter med to interviews spot på det spørgsmål. Første interview er med Holger Haldrup, der tilhører Indre Mission.Man siger, at det er lysten der driver værket. Er du en glad præst?
Jeg tror, at præstearbejdet i lighed med alt andet arbejde har både glæder og besværligheder i sig. Men jeg synes, glæden har overtaget, og at arbejdet er udfordrende og meget meningsfuldt. Skal jeg fremhæve en enkelt årsag vil jeg pege på det fænomen, at der for godt fem år siden – inden for præcis to år – flyttede ca 20 familier til sognet, som havde forventninger til kirken og gik ind i arbejdet.

De har blandt andet bragt den nyskabelse med sig, at der er børnekirke ved hver gudstjeneste, og kirkens liv er dermed blevet præget af alle aldersgrupper.

Hvad er din tro i en eller to sætninger?
En grundfæstet overbevisning om at tilhøre Gud. Baseret på Jesu gerning som forsoner og er til stede i mit liv gennem ordet og sakramenterne.
 
Hvad mener du om vinterens debat om kødets opstandelse og det evige liv?
Da Ramsdals synspunkter jo viser sig bredt repræsenteret i kirken er debatten velkommen i den grad den er med til at skabe overvejelse og afklaring. For mit eget vedkommende er det helt afgørende, at min tro bygger på det under, at Jesu grav blev fundet tom påskemorgen.

Det er jo ikke fordi troen på Jesu opstandelse sådan er let at håndtere, og jeg bemærker da også, at evangelierne netop ikke giver en beskrivelse af, hvordan dette gik til. Men de fører helt frem til opstandelsens mysterium, og så lader den stå som proklamation og mysterium. Og der synes jeg, man skal lade den stå.

Lidt ligesom realpræsens i nadveren. Det punkterer det hele, hvis man siger, at det blot er forkyndelsen af Jesu nærvær eller symbol på hans nærvær. Det er Jesus selv, vi får i nadveren.
 
I øvrigt er der et bestemt udtryk omkring opstandelsen, som jeg har det dårligt med, nemlig at ”livet er stærkere end døden”. Det synes jeg ikke er tilfældet, og selv om det er et meget brugt udtryk, irriterer det mig hver gang. Det er Jesus Kristus, der er stærkere end døden, og derfor er det helt afgørende for alt håb og tro, at vi er overladt til ham.
 
Hvad er for dig det væsentlige som præst i din menighed? Vækkelse, omvendelse, mission, diakoni og gudstjeneste?
De synspunkter, som de svenske brødre Modeus repræsenterer, falder meget godt i tråd med det syn, vi arbejder ud fra. Den grundlæggende tanke er, at vi begynder med det vi har, og her det primært gudstjenesten, vi har. I den inddrager vi menigheden i den grad, det er muligt og giver mening.

Det betyder, at vi hver søndag har lægmandslæsning og børnekirke, mens vi en gang imellem har et kort lægmandsindlæg ved prædikenen og band i stedet for orgel. Vi har forsøgt os lidt med børnemistranter.

I den grad gudstjenesten bliver konkret og får krop på sig, tror jeg også den kan være med til at vække folk, at omvende folk samt kalde til diakoni og mission.

Netop ordet vækkelse diskuteres en del i Indre Mission på landsplan i denne tid, og har fået yderligere stof fra den nyligt forsvarede disputats om Christian Bartholdy. Bartholdy var meget klar i at bevare Indre Mission som en vækkelsesbevægelse, mens jeg vil stille spørgsmålstegn ved, om det er den rette betegnelse i dag.

For det første rummer det den misforståelse, at vækkelse er noget mennesker kan skabe. Det kan kun Gud ved sit ord og sin Ånd. Dermed forbinder jeg vækkelse med den situation, hvor mange mennesker et bestemt sted vender sig aktivt mod den kristne tro.
Hvis man derimod mener, at forkyndelse skal fastholde de centrale begreber om synd og nåde, så det kan føre mennesker ud i sand tro og tjeneste, mener jeg vækkelsesforkyndelsen er livsvigtig.
 
Men det er jo ikke vækkelsesmøder, der har båret frugt i Indre Mission, men i langt højere grad kristendomskurser, hvor samtalen i gensidig respekt kan føre til, at mennesker ændrer synspunkt og tro.
 
Ser man i lokalaviserne, er det klart, at din menighed ud over gudstjenester har mange aktiviteter. Hvilken rolle spiller disse for din menigheds sammenhængskraft?
Frivillighed er helt afgørende. Den ansvarsbevidsthed, der er til stede i det frivillige arbejde, er ganske vitalt for det kirkelige liv. Det er i særlig grad her den konkrete diakoni og mission udfolder sig. Således har vi etableret en sorggruppe med frivillige som ledere.

Føler du dig forpligtet af en såkaldt historisk arv?
Spændende spørgsmål. Forstået på den måde, at jeg aldrig nogen sinde har deltaget i – eller hørt overvejelser om – at man skulle lave en studieaften om Beck, Moe eller Bartholdy. Dermed mener jeg, at arven er indirekte. Jeg er med i en bevægelse, som gerne vil nå nogle af de samme mål, som Indre Mission tidligere har nået.

Men det er meget klart, at jeg ikke tror, at disse mål nås på samme måde, som de tidligere blev nået. Vilkåret er simpelthen anderledes. Derfor er arven til stede som en udfordring nu at bruge alle de ressourcer og al den kreativitet, der nu er til stede for at nå sognet og befolkningen med evangeliet om Jesus Kristus.
 
Er Skriften (Bibelen) alene rettesnor for kristen tro, lære og liv?
Jeg anser Folkekirkens bekendelsesgrundlag for et forpligtende og solidt grundlag at arbejde på. Jeg er af den overbevisning, at kun hvis gulvbrædderne ligger solidt, kan jeg selv færdes frimodigt i det hus, som kirken er – og kun når plankerne ligger solidt, vil folk vove sig derind og finde et afgørende trosforhold.
 
Et afgørende punkt i den sammenhæng er ægthed. Det er ikke de officielt erklærede bibelsyn, der er det afgørende, men at Bibelen i praksis er grundlag for troen.
 
På hvilke områder adskiller efter din opfattelse Indre Mission sig fra det grundtvigske?
Jeg tænker, at har to meget forskellige virkemåder. Hvor det grundtvigske har stor indflydelse i Folkekirken via personer og meningsdannelse, har Indre Mission det via det daglige arbejde. Sagt på en anden måde er det grundtvigske mget skrivende og det missionske mere arbejdende.

Det mest spændende synspunkt mener jeg imidlertid er, at der er en kæmpe udfordring , vi er fælles om, nemlig at modvirke sekularisering og traditionstab.