- Julen i Sovjetunionen var direkte forbudt

Professor Bent Jensen og hans russiske hustru, Tatjana V. Jensen, er enige om, at det russiske folk gennem tiderne - ikke mindst under og efter det kommunistiske ateistiske sovjetiske regime - har haft stærkt brug for det det kristne opstandelseshåb, så smukt symboliseret ved den gule påskeliljes frembrud af jorden. Foto: Maria Astrid True

Under det sovjetiske regime var religion forbeholdt den ældre del af befolkningen, og mange børn og unge kendte ikke engang til julen, fortæller leder af Center for Koldkrigsforskning professor Bent Jensen og hans russiske hustru Tatjana

Kristendom.dk har sat professor Bent Jensen og hans russiske hustru Tatjana V. Jensen stævne i deres hyggelige firlængede gård på Fyn for at høre, hvordan det var at være kristen i det kommunistiske, ateistiske Sovjetunionen.

- Som barn kendte jeg slet intet til julen, siger Tatjana V. Jensen, der kom til Danmark i 1997 og fortæller, at hun først begyndte at fejre jul efter at være blevet hjemmedøbt af sin bedstemor.

- Det var ikke usædvanligt, man vidste virkelig intet. Julen var især forbeholdt den ældre del af befolkningen. Først som 14-årig fandt jeg ud af, at der overhovedet var noget, der hed jul, og først som 15-årig kom jeg i kirke første gang, og det var en utrolig mærkelig oplevelse, for alle de andre i kirken var gamle mennesker, og i øvrigt meget uforskammede over for mig, måske fordi de frygtede stikkere eller også har de følt sig provokeret af unge mennesker. Kun meget få mennesker fejrede jul den 6. og 7. januar, der er den kristne juls dato i den russisk ortodokse kirke. Julen i Sovjetunionen var direkte forbudt i årene 1928 til 1936, og dér fejrede man så nytårsaften i stedet. I de år var det også forbudt at pynte juletræ.

Erstattede man så julen med noget andet?

- Ja, man lavede nogle helt nye højtider, så man havde nytår og gammelt nytår i stedet, mange af tingene var egentlig de samme, man gjorde mange af de samme ting, man spiste sammen og der var gaver og så videre, blot var der ikke noget, der viste hen til kristendommen, siger Tatjana V. Jensen.

- De få enkelt rettroende, som var virkeligt troende, fejrede stadig jul og påske, uden dog at råbe det højt, men de fleste kendte slet ikke til julen, eller også fejrede man den bare ikke, men fejrede nytår i stedet. Julen blev først gjort officiel igen i 1991.

Bent Jensen supplerer her sin kone med fortællinger om, hvordan både Lenin og Stalin ved forskellige lejligheder af propagandistiske årsager blev fotograferet i forbindelse med julen.

- Selvom julen blev forbudt, findes der billeder, hvor man ser Lenin holde ateistisk jul, med gaver og det hele, og de billeder blev reproduceret i tusindvis, og her taler vi altså om den mand, der ved en anden lejlighed udtalte, at jo flere præster, der dræbes, desto bedre. Og der er billeder af Stalin klædt ud som julemanden, det er jo helt absurd at tænke sig Stalin som en rar gammel julemand.

Salmesang på dansk manér var og er ikke noget, man kender til i den russisk ortodokse kirke, dér forekommer sang kun i forbindelse med liturgien, men lige præcis salmerne er dét Tatjana V. Jensen bedst kan lide ved den danske kirke og jul.

- Når salmerne synges, så er man tættest på den russisk ortodokse jul, uden dem bliver den danske gudstjeneste let lidt kedelig.

Påske er vigtigere end jul
Når man spørger Bent Jensen og hustru om, hvorvidt det er julen eller påsken, der er kulminationen i det russisk ortodokse kirke, peger de begge entydigt på påsken som den vigtigste højtid i folkets bevidsthed. Det russiske folks mange lidelser igennem århundreder ser de som én af grundene dertil, og tilføjer, at netop påsken var lidt sværere at få bugt med for staten end julen.

- Glæden over opstandelsen hænger sammen med håbet, siger Tatjana V. Jensen.

Nu vi taler om håb: Var de kristnes situation lige så håbløs før Oktoberrevolutionen i 1917? Hvordan var kirkens og kristendommens position i årene op til den russiske revolution?

- Den gamle russiske kultur var en dybt kristen kultur. 85 procent af befolkningen var bønder og kristne ordet bonde betyder en, der bærer et kors og hele kulturen, det åndelige, var centreret om kirken. Sproget er også dybt påvirket af kristendommen, således betyder søndag simpelthen opstandelse, og det ord fik man ikke bugt med under kommunismen, eller tag et ord som tak, der betyder Gud må frelse dig, uddyber Bent Jensen og fortsætter:

- Man forsøgte jo også at lave en ny kalender, ligesom under den franske revolution, men det lykkedes faktisk ikke.

Kan man tolke dette, at julen blev erstattet af den ateistiske nytårsfest, som et tegn på, at bolsjevismen og marxismen selv var en slags erstatningsreligion?

- Jamen det var de, efter min mening. Tag sådan noget med, at kommunisterne bar billeder af de forskellige kommunistiske ledere rundt på samme måde som man plejede at bære kristne ikoner rundt før bolsjevismens indtog, det var en tydelig efterligning af noget religiøst, siger Bent Jensen.

- Ja, eller dette at man i det kommunistiske manifest havde dét, man kaldte de ti bud, det henviser jo klart til religion, eller at Marx, Engells og Lenin blev beskrevet som en hellig treenighed, men jo især også fanatismen, der kan forekomme blandt troende, den var ekstrem stærk hos marxisterne og bolsjevikkerne, der troede fanatisk på det marxistiske budskab, supplerer Tatjana V. Jensen sin mand.

Hvordan var de retslige forhold for de kristne?

- Ifølge forfatningen havde man religionsfrihed, så derfor blev man aldrig officielt arresteret på baggrund af sin tro, men det er meget vigtigt at forstå, at selvom der i forfatningen var indskrevet religionsfrihed, så var den der altså ikke i praksis. Kristendomsundervisning var for eksempel forbudt, selvom kommunisterne med henvisning til forfatningen kunne sige, at de sandelig aldrig havde undertrykt religion, siger Bent Jensen.

- Kristne kunne have problemer med at få sig en uddannelse, det kunne være et problem at blive kristeligt viet, man kunne ikke købe bibler, hvorfor de blev smuglet ind i landet, og selve dette, at man i uddannelsessystemet på alle niveauer skulle indoktrineres til ateismen, har også været kolossalt krænkende for en kristen, og der har jo ikke været mulighed for at sende sine børn i friskole, og på skoleskemaet var der ligefrem ateisme som fag, altså antireligiøs indoktrinering, forklarer Bent Jensen.

Tatjana V. Jensen, der tog en læreruddannelse i det hedengangne Sovjetunionen, blev selv undervist i videnskabelig ateisme på sin uddannelsesinstitution og fortæller, at undervisningen var ensrettet, at kun én tolkning af en given tekst var mulig, men at de statsansatte undervisere samtidig frygtede de elever, der modsatte sig lærernes argumenter.

- Hvis man gjorde en smule modstand, som jeg og nogle få andre gjorde, blev de bange for én, og så prøvede de at lukke munden på én ved at man fik topkarakterer.

- Vi vidste at vores lærer var KGB-stikker. Efter undervisningen plejede vi at sidde på sådan nogle ølstuer, hvor han plejede at komme, og han snakkede med alle mulige studerende og angav en masse. Vi var et par stykker, der diskuterede heftigt med ham, men vi kunne aldrig sige direkte til ham, at vi var troende. De ting han prøvede at bilde os ind, var jo helt absurde.

- Mange år senere mødte jeg ham i vores menighed, og han kom hen til mig og forsøgte at give mig hånden, men jeg kunne simpelthen ikke give ham hånden! Jeg hadede ham og gemte mine hænder på ryggen, og så kiggede jeg hen på vores præst, og han spurgte mig: Du er troende, kender du ikke til syndsforladelse? Du skulle have tilgivet ham, men jeg kunne simpelthen ikke leve med, at han havde været stikker.

Begrænsede muligheder for kristne
Bent Jensen tilføjer her, at noget andet af dét, der var forbudt igen trods den forfatningssikrede religionsfrihed var retten til kirkelige handlinger under åben himmel, hvilket i praksis betød, at der ikke måtte finde kirkelige processioner sted udendørs, og at begravelser i princippet også var forbudt, da den jo også var en kirkelig handling, der fandt sted udendørs, hvorpå Tatjana V. Jensen giver et helt konkret eksempel fra sin egen familie:

- Stort set ingen fik en begravelse i kirken under kommunismen. Det var helt normalt, at den døde lå hjemme, der var ingen transporter til kirken, i stedet var der civile processioner under Sovjettiden. Da min egen bedstemor blev begravet, kom vi til kirken uden hende. Man gik op i kirken og sagde; min mor er død og jeg ønsker derfor en gudstjeneste, og så sang vi og bad om syndsforladelse, og så gav vi nogle penge og fik i nogle tilfælde et lille kors i hånden som bevis for gudstjenesten i andre tilfælde en bon.

Det var et fuldstændigt grotesk indgreb i folks liv, siger Bent Jensen og uddyber:

- Dét, jeg hele tiden vender tilbage til, er, at skønt der i forfatningen var religionsfrihed, var der i praksis utrolig mange problemer og meget chikane, siger Bent Jensen og fortsætter:

- Der var sådan nogle valfartssteder, som de gamle troende tog hen til, hellige kilder, små kapeller eller lignende, og i de tilfælde gjorde KGB alt, hvad de overhovedet kunne, for at genere de gamle koner, de spærrede vejene af, tvang dem til at gå igennem moser og skove med mere, det har gjort et kolossalt indtryk på mig.

- Det var utrolig dumt, at myndighederne ikke i højere grad havde fornemmelse for at bruge de ressourcer, der lå i den kristne del af befolkningen, for ud fra en ren nyttebetragtning var de troende nogle meget værdifulde borgere; de opdrog deres børn, holdt sammen på familien, drak ikke og løb ikke rundt, men i stedet for at værdsætte sådan nogle borgere, chikanerede og forfulgte man dem, siger han.

Har der ellers været forskel i graden af undertrykkelsen af de kristne, afhængigt af om den skete under Lenin, Stalin, Khrustjov og efter dem helt op til Gorbatjov?

- Det kan man godt sige, især i 20'erne var man særligt aggressiv, man lavede lister over forkerte religioner, og præster var særligt udsatte, mange blev henrettet, men også i 30'erne og lige efter Khrustjov var man særligt ihærdig.

Har kirken efter Sovjetunionens fald (i 1991, red.) forsøgt at gøre de kristne, der døde under kommunismen, til en form for martyrer?

- I dag har kirken i Rusland jo en enorm prestige, og den har naturligvis været interesseret i at få forfølgelsen fremstillet, forståeligt nok. Men også ganske almindelige historikere har gjort et kæmpe stykke arbejde med at grave ting frem og få fortiden belyst, men det er klart, at i kirkens fremstilling af sagen, er det en kolossal mørk periode, det kan jo ikke være anderledes, når man bliver udsat for de angreb, som kirken har været udsat for igennem så mange år, siger Bent Jensen.

Hvordan har den russisk ortodokse kirkes menighed det i dag med det faktum, at en stor del af kirkens nulevende gejstlige for en dels vedkommende har været i lommerne på KGB?

- Det er da utrolig ubehageligt, men jeg kan kun sige, hvordan min kone og en del af vores venner ser på det: Altså for det første var det især i de højere lag blandt præsterne, det forekom, jo længere ned i hierarkiet man kom, des ærligere var man, men ellers kan vel se på det, som du og jeg ville se på en præst, der samarbejdede med besættelsesmagt, det er ikke spor behageligt, og mange af disse dissidenter levede jo fantastiske liv rent materielt, siger Bent Jensen.

- Selv den nyligt afdøde Patriark Aleksij (Patriark Aleksij II døde december 2008, red.) var jo i forbindelse med KGB og havde sit eget dæknavn, tilføjer Tatjana V. Jensen.

At en KGB-involveret patriark som Aleksij II har siddet så mange år efter Sovjetunionens sammenbrud har ifølge Bent Jensen at gøre med stærke politiske og økonomiske interesser.

- Det nuværende regime i Rusland ser jo helt klart en interesse i at være allieret med kirken, og derfor holder de jo hånden over dem den dag i dag, siger Bent Jensen.

- Men det er jo også let nok for os at sidde her og spille helte og sige, at de bare skulle have sagt nej til alt, siger Bent Jensen og fortsætter:

- Der har jo været et dilemma for kirken under hele kommunismen. Der var en kerne, der var meget stejle og kompromisløse, og dem gik det ilde, de blev simpelthen dræbt, fængslet eller begge dele og så kom der efterhånden denne her kompromislinje, hvor man forsøgte at redde så meget som muligt, ved ikke at komme i åben konflikt med staten. Kirken støttede jo åbenlyst, også helt officielt, den gudløse stat.

Støttede folket så den kirke, der støttede den gudløse stat?

- Det gjorde de i den forstand, at man adskilte det nære, dette med at børn skulle døbes og de gamle begraves, fra statspolitik, det havde jo ikke noget med hinanden at gøre vel? Nu kommer jeg selv fra en indre missionsk baggrund, og dér er det en fast diskussion, om man - hvis man går i kirke hos en vantro præst - så alligevel får Guds ord og sakramenterne. Og også her er de fleste jo tilhængere af en mere pragmatisk linje, hvor man ikke anser sakramenterne for ødelagt trods den vantro præst.