Kierkegaard fik politisk indflydelse

Måske var Søren Kierkegaards indflydelse ikke kun af teologisk og filosofisk art, mener kirkehistoriker Anders Holm

Kierkegaard var direkte fjendtligt indstillet over for politik og ville hellere sidde på sit kammer end at deltage i samfundsdebatten.

Nogenlunde sådan lyder den traditionelle opfattelse af Kierkegaards forhold til politik, og den opfattelse er der næppe grund til at betvivle. Hør bare hans egne ord om en stor demonstration i 1848.

Saaledes sidder jeg her. Derudenfor Alt i bevægelse, Nationaliteten gjennembølger Alle, Enhver taler om at offre Liv og Blod, er maaske også villig dertil, men understøttet af en Opinions Almagt. Og saa sidder jeg paa et stille Værelse (- udskreget vil jeg vel snart blive for Ligegyldighed ved Nationens Sag -) jeg kjender kun Een fare: Religieusitetens.

Hvis man til gengæld er af den opfattelse, at han derfor ingen indflydelse fik på den politiske udvikling, tager man muligvis fejl. Det siger kirkehistoriker ved Det Teologiske Fakultet i København, Anders Holm, til kristendom.dk. Han peger på, at Kierkegaard kan have haft ganske omfattende indflydelse på det forhold, at den løfteparagraf, der er i Grundloven af 1849, ikke blev indfriet.

Den paragraf står som § 66 i Grundlovens kapitel VII. Her står: Folkekirkens forfatning ordnes ved lov. Dette er i praksis et løfte om en selvstændig forfatning for folkekirken, der kan betyde dens adskillelse fra staten.

Da den første Grundlov så dagens lys i 1849, gjorde den danske folkekirke det samme, og det var altså med løftet om, at kirken skulle blive fri af statslig indblanding. Men i praksis ændrede Grundloven af 1849 ikke ret meget ved den danske kirkeordning.

Selvom religionsfriheden blev indført, så man kunne træde ud af kirken, forblev den danske kirke i sin helhed en statskirke: Grundloven sikrede ikke kirken sin selvstændighed i 1849, fordi loven kun indeholdt et løfte om, at kirken skulle have sin egen forfatning. I dag, 160 år senere, har kirken stadig ingen selvstændig forfatning.

Dødvande
Allerede fire år efter at Grundloven blev vedtaget, blev en kirkekommission nedsat, der blandt andet skulle diskutere forfatningsspørgsmålet løfteparagraffens mulige indfrielse. Der blev også diskuteret stifts- og menighedsråd samt muligheden for sognebåndsløsning, som er muligheden for, at et medlem af folkekirken kan slutte sig til en præst i et andet sogn, end det man er bosiddende i.

Med spørgsmål som disse oppe i tiden indledte Kierkegaard i 1854 sin kirkestorm, hvor den officielle kristendom i Danmark blev kritiseret sønder sammen. Og ifølge Anders Holm havde Kierkegaards kritik en indirekte indflydelse på kirkekommissionen og de politiske forhold.

Det virker lammende på den politiske proces, fordi folk tror, at det er et resultat af religionsfriheden, at den slags galninge nu skal til ordet. Her står en mand og påstår, at præsterne gør nar ad Vorherre fra prædikestolen hver søndag. Dette er en af grundene til, at det eneste tiltag, der bliver til noget, er sognebåndsløsningen, som er Grundtvigs første, store kirkepolitiske sejr.

Uønsket indflydelse?
Som kristendom.dk tidligere har beskrevet, kan mange af de kirkesager, der har været oppe at vende i tiden, tolkes ud fra et kirkepolitisk spænd, kaldet trefløjskrigen, der går fra biskop Mynsters statskirke over professor Clausens selvstyrende kirke med indre ro til Grundtvigs frie kirke med plads til alle trosretninger. Men ingen offentlige personer fra Mynster til Grundtvig talte for en total adskillelse. Det gjorde Kierkegaard til gengæld gerne ifølge Anders Holm.

Konsekvensen af Kierkegaards tanker peger mod en form for adskillelse af stat og kirke, og det gør ingen af positionerne i trefløjskrigen jo. Hverken Mynster, Grundtvig eller Clausen ønskede en adskillelse. Kierkegaard var oprindeligt tilhænger af statskirken, men blev for utilfreds med erhvervskristendommen.

Da han derfor vendte det politiske liv ryggen og indledte sin kirkestorm, hvor han i avisartikler og gennem sit eget flyveblad Øieblikket gik til angreb på kirken og dens præster, fik han altså alligevel mere indflydelse, end han måske ønskede.