Kirkeligt nytårsønske: Flere nationaliteter, mere dialog og mere diakoni

"Mit største nytårsønske for folkekirken er, at den bliver ved med at bevare sin rummelighed og samtidig bliver mindre monoetnisk end den er nu. Det kunne være noget med flere præster med anden baggrund end den klassisk gammeldanske," siger migrantpræst Massoud Fouroozandeh. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

"I det nye kirkeår skal kirken lægge vægt på det, som kirken blev kaldet til helt fra begyndelsen: mission, diakoni og fællesskab, mener migrantpræst Massoud Fouroozandeh

Det kirkelige nytår er i lighed med det verdslige nytår en tid for refleksion og ønsker for fremtiden. Kristendom.dk har spurgt migrantpræst Massoud Fouroozandeh, der er født og opvokset i Teheran, hvad han ønsker for det kommende kirkeår

Som 15-årig blev han indkaldt til krigen, men flygtede med foden i gips over bjergene til først til Tyrkiet og så Danmark. Her mødte Massoud Fouroozandeh kristendommen, konverterede, læste teologi og er nu cand.theol. og ordineret præst med tilknytning til Sct. Hans kirke i Odense.

Massoud Fouroozandeh fik i år tildelt Kristeligt Dagblads Pris.

Hvad er dit største nytårsønske for folkekirken?
"At den bliver ved med at bevare sin rummelighed og samtidig bliver mindre monoetnisk end den er nu. Det kunne være noget med flere præster med anden baggrund end den klassisk gammeldanske."

"Et andet bud er (flere) gudstjenester på andre sprog end dansk. Det er også et ønske om og en opfordring til at andre end gammeldanskere opstiller og bliver valgt ind i menighedsrådene."

Hvad mener du, kirken bør lægge vægt på i det nye kirkeår?
"Det, som kirken blev kaldet til helt fra begyndelsen: nemlig mission, diakoni og fællesskab. Jeg kunne godt tænke mig meget mere direkte kontakt mellem præst og sognebørn. Flere gudstjenester og flere hjemmebesøg tror jeg også er en god ide. Mere børne- og ungdomsarbejde."

"Og så skal vi have præsterne mere ud på gaden, sportsarenaerne, biografer, cafeer, arbejdspladserne og alle de andre steder, hvor folk er i forvejen."

Hvordan vil du selv bidrage til at opfylde det ønske?
"Det er faktisk netop af den grund, at vi har etableret først migrantmenigheden Church of Love og nu Folkekirkens Migrantarbejde. Church of Love skal fortsat arbejde med kirkens missionsdel og fungere som blandt andet folkekirkens forlængede arm, hvad vedrører mission."

"Samtidig skal Folkekirkens Migrantarbejde arbejde med den anden del af kirkens opgaver, nemlig fællesskab, sammenfletning og samarbejde mellem herboende kristne uanset hudfarve og nationalitet."

Hvad er dit kirkelige nytårsønske for alle kristne i hele verden?
"Mindre forfølgelse, mere kærlighed og større samarbejde i Jesu navn.
I Danmark er cirka 10 procent af befolkningen migranter. Af dem er cirka 40 procent kristne. Så der er en stor gruppe kristne, som har en anden baggrund end gammeldansk. Der er mere end 200 migrantmenigheder i Danmark og ifølge Folkekirkens Migrantarbejde er der flere nydanskere, der går i kirke end i moské."