Kirken er en vigtig del af velfærdssamfundet

Sognepræst Mikkel Wold mener, at "kirkens folk befinder sig på den forkerte side af syndefaldet" til at udtale sig på hele kirkens vegne. - Foto: Peter Kristensen.

Norge har for nylig adskilt stat og kirke, mens den danske folkekirke stadig hænger tæt sammen med staten. Kristendom.dk har talt med to præster fra Norge og Danmark om, hvor kirken hører hjemme i en velfærdsstat

Der er stor forskel på, hvor debatten om stat og kirke i Danmark og Norge står. Hvor Norge i 2008 har besluttet at adskille stat og kirke på grundlovsniveau, er det fortsat til diskussion i Danmark. Kristendom.dk har talt med to almindelige præster fra Norge og Danmark om kirkens rolle i samfundet.

Meningerne er delte: Den norske Reimunn Førsvoll ser adskillelsen af stat og kirke som en naturlig konsekvens af velfærdssamfundet. Danske Mikkel Wold mener tværtimod, at velfærdsstaten har brug for en statskirke.

Norsk løsrivelse skyldes øget velstand
Den norske kirke skilte sig fra staten allerede under anden verdenskrig i protest mod ministerpræsident Vidkun Quislings nazistiske regering, men gik dog efter krigen tilbage til den tidligere ordning, hvor kirken var underlagt staten. Løsrivelsen fra staten kan ses som startskuddet til en sekulariseringsbevægelse i Norge. Reimunn Førsvoll er af en anden mening.
 
- Jeg tror ikke, der skal en konkret, historisk anledning til at skabe en sekulariseringsbevægelse. Jeg tror snarere, det skyldes graden af velstandsudvikling, siger Reimunn Førsvoll.
 
- I Norge har vi et ordsprog, der lyder: Der skal en god ryg til, for at bære medgang! Når velstanden forøges, øges også troen på egne ressourcer og troen på, at penge kan løse alle problemer. Dermed føler mennesket ikke et behov for en Gud, for noget at tro på og for håbet om et evigt liv.

Kirken er statens moralske vogter
Hvor Reimunn Førsvoll mener, at en adskillelse af stat og kirke er den naturlige forlængelse af kirkens rolle ind i en velfærdsstat, er Mikkel Wold imidlertid af en anden mening. Han fremfører, at i den form for velfærdsstat, som er vokset frem i Skandinavien, har mennesket netop et behov for kristendommen, også selv om de ikke er klar over det. Netop derfor kan det betale sig at have et tæt forhold mellem stat og kirke.
 
- I en situation, hvor en række etiske grundlæggende normer bliver undergravet og samfundet udvikler sig mere og mere brutalt i retning af en rovdyrskapitalisme, er der meget brug for, at staten har nogen til at minde sig om, hvad det er for et menneskesyn, der skal råde. En stat, som vil sikre sig en forkyndelse af et sådant menneskesyn, sørger for at have en kirke, der har frie forhold og gode betingelser, siger Mikkel Wold.

Reformer af kirken i Norge og Sverige
En del af debatten i Norge har drejet sig om at reformere kirkens organisation, for at styrke demokratiet inden for kirken, så den selv kan udnævne sine ledere, for eksempel biskopperne. Imidlertid er staten med kirkeminister Trond Giske i spidsen tøvende over for at afgive magten over udnævnelserne. Det får Reimunn Førsvoll til at ryste på hovedet:
 
- Jeg synes ikke, at vi kan kombinere adskillelsen af stat og kirke med, at en regering udnævner biskopper og kirkelige embedsmænd. Skal vi have en adskillelse, må kirken have lov til at være kirke og udnævne sine egne ledere.
 
I Sverige gik en gennemgribende reform af kirkens organisation også forud for adskillelsen af stat og kirke i år 2000. Denne reform sigtede først og fremmest på at etablere en central ledelse af kirken, der forsynede kirken med et centralt talerør. Dette etablerede kirken som en klar, selvstændig institution i den offentlige debat.

Danske præster må ikke udtale sig på kirkens vegne
Mikkel Wold afviser, at en central ledelse kunne blive aktuel i Danmark:
 
- Hvad angår det at udtale sig på kirkens vegne, er jeg ikke tilhænger af en synode. Den bliver hurtigt en politisk og ikke en teologisk institution. Selv hvis den skulle blive en teologisk institution, siger al erfaring, at kirkens folk befinder sig på den forkerte side af syndefaldet, til at det er særlig trygt at udtale sig på vegne af intet mindre end hele kirken, siger Mikkel Wold.
 
Mikkel Wold henvisning til syndefaldet drejer sig om det lutheranske dogme om, at præsten som almindeligt, syndigt menneske ikke kan udtale sig på Guds vegne, men kun på egne vegne. Derfor finder han det problematisk, at lade præster udtale sig med hele kirkens og dermed Guds autoritet. Imidlertid skal præsterne ikke bare blande sig uden om den offentlige debat, understreger han:

- Men det betyder ikke, at kirken skal være tavs om samfundsforhold, eller at den skal undlade at revse og kommentere ukristeligheder. Præsterne og menighederne skal på banen med teologiske argumenter, formuleret så folk kan forstå dem, men den skal bare ikke optræde med en synode.