Maria er den fremmeste blandt de hellige

Poul Sebbelov er den eneste ortodokse præst, der er født og opvokset i Danmark, og han er præst for den danske ortodokse menighed Gudsmoders Beskyttelse. Her tænder han lys i kirkerummet, der ligger i kælderen i hans villa i Lyngby. -- Foto: Leif Tuxen.

Vi tror på, at der findes mennesker, som i deres jordiske liv har realiseret deres lighed med Kristus, og som derfor kan kaldes hellige, siger ortodokse Poul Sebbelov

For ortodokse kristne som Poul Sebbelov, præst ved den danske, ortodokse menighed "Gudsmoders Beskyttelse" er jomfru Maria en central skikkelse.

- Ved Mariæ Bebudelse siger Gudsmoder ja til Gud og bliver derved det klareste billede på, hvad det vil sige at være troende. I modsætning til den romersk-katolske kirke har man aldrig i den ortodokse kirke følt et behov for en læresætning om den ubesmittede undfangelse. For os er der fuld klarhed over, at Gudsmoder er et menneske som os. Hun er et menneske som os og samtidig et forbillede, idet hun siger af hjertet ja til Gud. Hun siger ja af egen fri vilje. Der er ikke tale om, at hun er en slags robot, som er forudprogrammeret til opgaven. Hvis Gudsmoder ene af alle var fri for syndens vilkår, var der ingen grund til at ære hende, siger Poul Sebbelov.

- I den ortodokse kirke begynder kirkeåret den 1. september, dermed bliver kirkeårets første højtid Gudsmoders Fødsel, som er den 8. september. Den sidste af de store fester er den 15. august, Gudsmoders Hensoven. Så kirkeåret begynder og slutter med Gudsmoder.

- Kirken er Kristi legeme, og kirken er identificeret ved Gudsmoder, fordi Kristi legeme er uløseligt knyttet til Maria. Der er tale om en mystisk bevidsthed. På samme måde, som Kristus undfanges og fødes af Maria, fødes Kristus i hver enkelt troende.

Er man ikke i den ortodokse kirke i fare for at tillægge Maria for stor betydning?

- Nej, det synes jeg ikke. Nu er vi jo ikke sat i verden for et kritisere hinanden, men jeg undrer mig alligevel over den lutherske tilbageholdenhed over for hellighed. Jeg er ikke det mindste bange for, at vi ortodokse skulle komme til at forveksle Maria med Gud. Vi lægger netop afgørende vægt på, at Maria er et menneske som os.

- Vi tror på, at det kristne liv er en vækst på vej mod helliggørelse. Det undrer mig, hvor lidt vægt man fra luthersk side lægger på udviklingen og væksten, når man nu ellers i Danmark har den gode grundtvigske salme "O Kristelighed". Vi tror på, at der findes mennesker, som i deres jordiske liv har realiseret deres kristelighed, det vil sige lighed med Kristus, og som derfor kan kaldes hellige. Og Gudsmoder er den fremmeste blandt disse hellige, siger Poul Sebbelov.

Jomfru Maria er et forbillede for mange kristne.