Mine homoseksuelle følelser skal ikke udleves

Gunhild Aaen Madsens historie er ikke af den type, man ofte støder på i medierne eller den offentlige debat. Hun er åben om sine homoseksuelle følelser, men har valgt ikke at udleve dem af hensyn til sin tro og sin familie. Hun fortæller her om sin søgen efter en vej til at acceptere sig selv og de følelser, hun ikke kan undslippe

De kan da bare lade være.

Gunhild Aaen Madsen havde engang meget markante holdninger til homoseksualitet.

Sådan tænkte jeg, når spørgsmålet om kristendom og homoseksualitet var oppe i debatten at de bare kunne lade være, fordi homoseksualitet er en synd mod Guds ord. Jeg troede simpelthen, at det var noget, man kunne vælge til eller fra, fortæller Gunhild.

Omverdenen har jo oplevet mig som en med meget markante holdninger på området. Men i dag ved jeg, at mine firkantede holdninger til homoseksualitet i virkeligheden handlede om at tage afstand til noget i mit eget liv, en del af mig selv, som jeg havde undertrykt.

For på en helt almindelig spadseretur, der egentlig bare havde til formål at rense tankerne lidt, slår det pludselig Gunhild, om hun måske kunne være forelsket i en kvinde. Og om det måske kunne være forklaringen på, at hun har det så svært i sit ægteskab og følelsesliv.

Forelskelsen åbner op for en selvransagelse, hvor Gunhild når ud i de yderste hjørner af sit sind, sin seksualitet og tro. Den bliver samtidig et vendepunkt, der giver fortiden en ny betydning og udfordrer nutiden som troende kristen med mand og børn.

Lukker af for seksualiteten
Gunhild har haft svært ved at finde sig til rette i sig selv, siden puberteten gjorde livet besværligt ved at bringe seksualitet på banen.
Helt fra den tidlige barndom har hun egentlig skilt sig ud ved at være anderledes end sin tvillingesøster. Men da skolen starter, og Gunhild konfronteres med opdeling af kønnene i fag som gymnastik og håndarbejde, begynder det at blive virkelig tydeligt, at hun ikke rigtig hører til hos den gruppe, hun placeres i.

Jeg følte mig egentlig mere som en dreng, og pludselig kan jeg ikke længere spille fodbold med drengene, eller være med i det drenge-korps, som min far leder. Det bliver en meget smertefuld adskillelse, fortæller Gunhild.

LÆS OGSÅ:Kristen og homoseksuel: Al kærlighed kommer fra Gud

Det kan lyde som starten på en klassisk historie om, hvordan følelsen af at skille sig ud hos sit eget køn senere fører til en erkendelse af homoseksuelle følelser.

Men Gunhild er fra en lille by og et indremissionsk miljø og har intet kendskab til begrebet homoseksualitet overhovedet. Hendes problemer bliver derfor ikke bundet op på noget, der har at gøre med seksualitet. Indtil hun en dag som 18-årig sidder og studerer sin bibel.

Så falder jeg over et afsnit i 3. Mosebog, som jeg ikke har læst før, hvor der står, at det er en vederstyggelighed, hvis en mand ligger med en mand eller en kvinde med en kvinde. Det er mit første møde med begrebet homoseksualitet. Og dér får jeg en fornemmelse af, at det måske har noget med mig at gøre.

Gunhild bliver dybt forskrækket over tekstens ordlyd. At det, som Bibelen beskriver som en vederstyggelighed, måske egentlig beskriver hendes tanker og følelser. Hun tager en radikal beslutning:

Jeg tænker, at Gud ikke vil skabe noget, som er ham imod. At det ikke kan passe, at jeg føler sådan. Og så lukker jeg af. Fra den dag lukker jeg simpelthen fuldstændigt af for min seksualitet og er slet ikke i kontakt med den side af mig selv.

Det betyder, at jeg holder mig fra alt, der har med seksualitet at gøre. Teenagere taler jo meget om seksualitet, og samværet med mine jævnaldrende konfronterer mig derfor med nogle ting, som er meget ubehagelige for mig. Derfor begynder jeg at isolere mig fra mine jævnaldrende og undgå deres samvær for i stedet at være sammen med yngre børn, eller gemme mig i mit arbejde og i at spille musik, som betød meget for mig. fortæller Gunhild.

Hun beskriver teenageårene som en balancegang på en knivsæg, hvor selvmordstanker truer med at ødelægge hendes balanceevne.

Ægteskab og intimitet
Mens hun gemmer sig i musikken, møder Gunhild en mand. De har mange ting til fælles, ikke mindst deres musik, og en dag spørger han, om han må komme på besøg hos hende. Efter en stille stund med Gud siger Gunhild ja, men første gang de er alene sammen, gør hun det klart, at sex på ingen måde kommer på tale før et eventuelt ægteskab.

Han tænker jo, at jeg har fuldstændigt styr på min seksualitet, fordi jeg har så klare grænser. Men i virkeligheden er det jo en måde at styre udenom et problem, som jeg ikke kan overskue, fortæller Gunhild.

Det eventuelle ægteskab bliver senere til et reelt ægteskab med alt, hvad det indebærer. Sammen har Gunhild og hendes mand et godt liv, men samtidig vækker ægteskabets intimitet noget af det, Gunhild har undgået at forholde sig til så længe.

Selvom vi har det godt sammen, er intimiteten i forholdet stadig svær for mig, og jeg er ikke til stede i det. Jeg kan jo ikke undgå at forholde mig til min egen seksualitet længere, og jeg oplever en slags længsel, men den er adskilt fra forholdet til min mand, fortæller Gunhild.

Jeg føler ikke, at jeg slår til i mit ægteskab og senere heller ikke i rollen som mor. Der er facetter af mit liv, som bare ikke hænger sammen, og jeg kan mærke, at jeg har nogle ting med mig i bagagen, som udfordrer mine værdier og idéen om det menneske, jeg gerne vil kunne være, siger hun og fortsætter:

Men at det skulle hænge sammen med homoseksuelle følelser den tanke strejfer mig ikke. Så lidt adgang har jeg stadig til min seksualitet, og det er meget svært at arbejde med sig selv, hvis man slet ikke har adgang til sine egne tanker og følelser.

Er det dét her, det handler om?
Det er en ensom kamp, Gunhild kæmper for at udfylde familielivets roller. År senere opsøger hun derfor en kristen sjælesørger, hvor hun får mulighed for at tale ud om sorgen over at føle sig utilstrækkelig som mor og hustru.

Samtalerne ser ud til at få sat skub i nogle tanker, hun ikke vidste, hun havde. I hvert fald er det omkring dette tidspunkt, at Gunhild på føromtalte spadseretur gør sin store opdagelse:

Jeg var bare ude at gå for at få renset tankerne lidt. Og så lige pludselig standser jeg op og tænker er det dét her, det handler om?!

Da jeg pludselig bliver bevidst om den tanke, at jeg er forelsket i en anden kvinde, bliver følelsen meget stærk. Det begynder at gå op for mig, hvordan den følelse har styret mig, helt ned til min færden rundt i byen. Alting bliver med ét sat i relief, og alle de ting jeg har kæmpet med gennem årene begynder langsomt at give mening.

Gunhild vil holde sin opdagelse for sig selv, men ender alligevel med at tale med sin sjælesørger.

Jeg fortæller i samtalerne, at jeg egentlig ikke har lyst til at slippe de følelser. At jeg er fristet til at forlade det hele for at forfølge dem. Så får jeg det råd, at jeg skal finde ud af, hvad der er det vigtigste for mig.

Og når jeg virkelig stiller mig selv det spørgsmål, når jeg frem til, at det vigtigste for mig er at finde vej tilbage i mit ægteskab og bevare min familie intakt. Min mand og jeg har fået det rigtig godt sammen, og det vil jeg ikke smide væk. Jeg spørger mig selv, hvad jeg ville have gjort, hvis det nu var en anden mand, jeg var blevet forelsket i. I så fald ville det have været rigtigt for mig at arbejde på at få mit ægteskab til at fungere. Og det burde ikke være anderledes, fordi jeg så i stedet er forelsket i en kvinde.

Den indsigt rigere bliver Gunhild opfordret til at gå hjem og tale med sin mand.

En sandhed at fortælle
"Jeg har noget, jeg er nødt til at dele med dig," siger Gunhild til sin mand, da hun kommer hjem den dag. Dén sætning regner hun med skal blive enden på sit ægteskab. Når han har hørt den sandhed, hun har at fortælle, siger han nok farvel.

Men i stedet for farvel siger Gunhilds mand, at der er mange ting, der nu giver mening. Han siger, at han er glad for, at hun har valgt ham, og at han vil støtte hende i arbejdet med at få det til at fungere.

Jeg havde forestillet mig, at alle ville være afvisende over for mig sådan havde jeg jo selv mødt homoseksuelle før i tiden, så hvorfor skulle jeg forvente, at nogen ville møde mig anderledes. Men hans reaktion var helt udramatisk og betød, at jeg ikke længere stod alene med mine tanker, fortæller Gunhild.

Bibelens ord er en anfægtelse
Som barn stjal Gunhild engang en enkrone fra sin kusine. Hun bar rundt på den og vidste, at hun havde gjort noget forkert, mens kronen blev mere og mere tung. Efter flere år, hvor den dårlige samvittighed havde plaget hende, gik hun til bekendelse hos sin mor, som hjalp hende med at få afleveret enkronen tilbage.

Den slags oplevelser fra mit tidlige liv har afholdt mig fra at træde ud på den sti, hvor jeg forfølger mine homoseksuelle følelser. Jeg ved, at jeg har et følsomt sind i forhold til at gøre ting, som jeg inderst inde føler er forkerte, og jeg ved, at det har konsekvenser. Og den bevidsthed er jeg taknemmelig for.

For på trods af, at omverdenen har vist accept og forståelse, har Gunhild aldrig forfulgt sine følelser for kvinder. Fristelsen dukker stadig op i perioder, men ved at tale med sin mand oplever Gunhild, at den ændrer karakter, samtidig med at hendes åbenhed har styrket ægteskabet.

I en periode har jeg da følt mig misundelig på dem, der har oplevet at udleve de her følelser. Men når jeg møder og taler med de mennesker, er der ikke noget af det, de kan fortælle, der får mig til at fortryde mit valg.

Selvom hun i dag har nogle indsigter i sit eget følelsesliv, som hun ikke gjorde sig begreb om som 18-årig, har den bibeltekst hun dengang læste, ikke mistet sin betydning for hende:

Det er en anfægtelse for mig, at der står som der gør i Bibelen, og det er en stor smerte. Men jeg tør ikke stille spørgsmålstegn ved ordene.

Gunhild har læst og studeret forskellige tolkninger af Bibelens forhold til homoseksualitet. Og selvom mange kristne læser teksterne anderledes og ikke tolker homoseksualitet som en synd, er hun ikke i tvivl om Bibelens mening:

Èn undtagelse fører til en anden. Der er mange steder i Bibelen, der rammer mig. Men der er forskel på at lade det ramme og tage det op til overvejelse, og så at vælge at lave om på, hvad der står."

Derfor er Gunhild også modstander af kirkelige vielser af homoseksuelle.

Det er et problem, når biskopperne retter ordet til, så det passer til samfundet i stedet for at anerkende, at det smerter os. Og det gør situationen svær for unge kristne med homoseksuelle følelser, når de ikke har en tydelig kirke at spejle sig i.

Men samtidig er det positivt, at kirken har fået øjnene op for, at der er brug for omsorg for mennesker, der har det svært med deres seksualitet. Der er kommet meget fokus på at tage vores meninger op til revision, vise omsorg og være mindre firkantede i spørgsmålet om homoseksualitet, siger Gunhild.
 
Enhver må nå sin egen konklusion
Behovet for åbenhed kender Gunhild netop fra sine egne afvisende holdninger over for den seksualitet, hun havde amputeret fra sit følelsesliv.

Da jeg begyndte at være åben omkring mit liv og mine vanskeligheder, var det netop fordi, jeg havde mødt et menneske, der var åbent over for mig. Derfor fik jeg modet til også at tale åbent om mine følelser, med min families velsignelse.

Hun påpeger, at debatten om kristendom og homoseksualitet i lang tid kun blev ført af mennesker, der ikke selv havde oplevet de følelser, hvilket gjorde det tabubelagt at stå frem med sin personlige historie. Men de personlige historier er der brug for, mener Gunhild:

Nogle kan da godt undre sig over, at jeg taler så åbent om de her ting, men jeg gør det, fordi det er vigtigt for mig at vise andre med lignende oplevelser, at det kan lade sig gøre at komme videre i sit liv. Også uden at leve de homoseksuelle følelser ud. For det bliver der ikke talt om i dag. Det er på nogle måder lidt forbudt ikke at ville leve sine seksuelle følelser ud for en hver pris, og vi beskyldes derfor for at undertrykke vores følelser.

Gunhild Aaen Madsen arbejder i dag professionelt med undervisning, terapi og coaching af mennesker, der har det svært, ikke mindst med deres seksualitet. Her ser hun det som sin opgave at hjælpe andre ind på deres egen rigtige vej.

Alle mennesker skal komme til deres egne konklusioner og selv have lejlighed til at finde ud af, hvad der er rigtigt for dem, og hvad de vil med deres liv. Også selvom det så måtte være noget andet, end hvad flertallet gør, siger Gunhild og fortsætter:

Men det er ikke nemt. Jeg ved ikke, om menneskelivet for nogle er nemt. Det er det måske.