Ole Michelsen: Med sorgen som daglig ledsager

"Når jeg tager hen på Gentofte Kirkegård og står med en blomst, så kommer sorgen galopperende. Så spørger jeg mig selv: 'Hvorfor er der ikke mere tilbage?' 'Er der kun hø og aske tilbage?' 'Hvorfor kan jeg ikke høre min datters stemme, bare en gang mere?'," siger Ole Michelsen. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

Folkekirken er et fantastisk sted til at rumme sorgen, siger forfatter og foredragsholder Ole Michelsen, der mistede sin datter for to år siden

Allehelgen er en gammel kristen højtid, hvor man mindes de døde. Højtiden, som fejres i folkekirken første søndag i november, er forbundet med både sorg, glæde og håb.

SE OGSÅ: Tema om allehelgen

Men et er, hvordan man på forholder sig til sorgen ved allehelgenstide. Noget andet er, hvordan man lever med sorg resten af årets 364 dage.

For forfatter og foredragsholder Ole Michelsen, der for to år siden mistede sin datter Trine til kræften, er sorgen en fast ledsager i hverdagen.

Man kan kalde den verdens mest diskrete ledsager. Den sidder for eksempel på sædet ved siden af mig, når jeg kører i bil, siger Ole Michelsen.

Sorgen er der hele tiden et eller andet sted, selvom den ikke mærkes konstant.

Den kommer i bølger, og det er altid, når jeg mindst venter det. Den kommer altid uventet, siger Ole Michelsen.

For ham kan det være meget konkrete genstande, der aktiverer sorgen og minder ham om datteren.

Pludselig kan jeg opleve en direkte kontakt med min sorg. Det kan for eksempel være, når jeg hører et stykke musik med Anne Linnet eller Elton John, som Trine holdt meget af."

For Ole Michelsen er sorgen meget konkret, og det er ikke en sorg over, at han selv skal dø. Den handler udelukkende om savnet af datteren. Han oplever ikke at komme i kontakt med sin datter gennem sorgen, men den minder ham om hende.

"Sorgen er bindeleddet til Trine. I sorgen er Trine levende. Men den er også bindeleddet til Gud. Så sorgen er et udtryk for min tro, siger han.

Og sorgen kan komme i mange skikkelser og tilstande, forklarer Ole Michelsen.

Sorgen er ikke den samme tilstand. Den skifter meget. Jeg kan stå nede ved vandet ved et lille hus på Lolland, hvor Trine kom meget. Og så kan jeg blive ramt af sorg, fordi jeg husker, at Trine fortalte mig, at hun plejede at vinke farvel og sige godnat til havet. Det var på det tidspunkt, hvor hun vidste, hun skulle dø. Jeg kan også blive ramt af sorg, når jeg er sammen med små børn. Først leger vi og er glade, og så pludselig stivner jeg, fordi det minder mig om Trine i hendes barndom. Så mærker jeg tabet og bliver meget ked af det. Det føles meget meget tungt.

Men det hænder også, at det går den modsatte vej, og at sorgen vendes til glæde. I den forbindelse finder Ole Michelsen trøst i små ritualer.

Når jeg tager hen på Gentofte Kirkegård og står med en blomst, så kommer sorgen galopperende. Så spørger jeg mig selv: Hvorfor er der ikke mere tilbage? Er der kun hø og aske tilbage? Hvorfor kan jeg ikke høre min datters stemme, bare en gang mere? Den lille sten, der fryser, og den blomst, der blafrer, er en meget lille erstatning for det voldsomme varme liv, der kendetegnede Trine. Så går jeg ind og tænder lys i kirken. Et lys for Trine og et lys for mig. Så kan jeg mærke, at jeg kommer et andet sted hen, et sted der er varmt og lyst, og hvor det ikke er mørkt og koldt mere.

I det hele taget er Ole Michelsen kommet meget i kirken efter Trines død. Her har han mulighed for at bearbejde sin sorg.

Man går ind i et rum med trøst og skønhed. Så er jeg der med min sorg og Trine, har han tidligere udtalt i et interview til Kristeligt Dagblad.

Og kirken spiller fortsat en vigtig rolle i Ole Michelsens liv.

Jeg går ofte i kirke. Kirken er et erindringsrum for Trine. Også for andre døde, såsom min mor, men nu er det mest Trine, for det er ikke så længe siden, at jeg har mistet hende, siger Ole Michelsen og tilføjer:

Folkekirken er et fantastisk sted til at rumme sorgen. Hver gang jeg kommer i kirke, er der en reference - en positiv reference - til døden, til sorgen - og til håbet.

Har du et evighedshåb?

Det er vel et håb om at mødes igen. Well meet again. Det bliver ikke mere præcist end det.

Efter Ole Michelsen mistede sin datter, begyndte han at dele sin sorg med andre. Men ikke blot med de nærmeste. Faktisk har han rejst land og rige rundt og holdt foredrag om sorgen og om døden. Michelsen sporer en stor interesse og et stort behov for at tale om døden, og han er en meget efterspurgt foredragsholder.

Når jeg holder foredrag, føler jeg mig virkelig privilegeret. Og jeg kan love dig for, at folk er imødekommende. Jeg kan tale uhæmmet om sorgen og døden. De er et godt publikum. For de har ofte selv oplevet at miste nogen, fortæller Ole Michelsen.

Dog er sorgen generelt et svært emne at tale om.

I samfundet kan det være svært at tale om døden. Har du lige et kvarter til at tale om døden? Det kan man ikke spørge om. Man vil helst ikke så gerne ulejlige mennesker med døden.

Men for Ole Michelsen er der ingen vej udenom. I sin sorgproces har han fundet det brugbart at tale med andre mennesker om døden og dele ud af sine erfaringer med at miste sit barn. Dog mener han ikke, at man som sådan kan finde en mening med det. Til gengæld mener han, at han er kommet tættere på andre mennesker på grund af sorgen.

Jeg isolerer mig ikke. Jeg er ikke buret inde i min sorg. Og når man er sammen med andre mennesker, der har mistet, og man er sammen om at dele sorgen, føles det som om man bliver løftet op på et højere plan. I den store sorg kan der være en gavmildhed, som nærmer os til hinanden."