"P.G. Lindhardt gjorde oprør mod den kirkelige stivelse"

100 ÅR: P.G. Lindhardt mente, at et liv efter døden er op til Guds nåde, siger sognepræst Anders Kingo, som overtog P.G. Lindhardts menighed, da han gik på pension

Teologen P.G. Lindhardt, som den 12. december ville være fyldt 100 år, fratrådte sin stilling som professor ved Århus Universitet i 1980 og gik på pension, men fortsatte i en årrække som ulønnet hjælpepræst ved Vor Frue Kirke i Århus. Her kom hele Århus og opland ind for at høre den retoriske og teologiske begavelse.

Sognepræst, dr.theol. Anders Kingo blev som nyuddannet teolog ansat ved samme kirke et par år før P.G. Lindhardt stoppede som hjælpepræst, og han overtog derved en del af hans menighed. Derfor kom Lindhardt til at spille en afgørende rolle for Anders Kingo både teologisk og personligt.

Kristendom.dk har i anledning af P.G. Lindhardt 100 års dag spurgt Anders Kingo, hvem P.G. Lindhardt var, og hvad han har betydet for dansk teologi og kirkeliv?

Hvem eller hvad er Gud ifølge P.G. Lindhardt?

- Som den store polemiker han var, hudflettede han altid først alle borgerskabets vrangforestilling om Gud for til sidst at komme med den evangeliske tale. Han afviste at Gud kunne være et begreb eller at Gud på nogen måde kunne rummes eller begrænses til menneskets ønsketænkning om Gud. I stedet skal Gud forstås i sit ord til mennesket og i sin gerning for mennesket.

Hvad syntes P.G. Lindhardt om videnskaben?

- Han var jo selv videnskabsmand. Han anså teologien som en videnskab, og så havde han det der pedantiske gen, som en god historiker skal have. Men han satte et klart skel mellem teologien og forkyndelsen, som netop ikke er videnskabelig.

- Her plejede P.G. at henvise til et yndet sted hos Kierkegaard: At læse den hellige skrift er som at læse et kærlighedsbrev fra den elskende til den elskede. Et sådan brev kan jo godt læses videnskabeligt: Det kan læses filologisk eller litteraturvidenskabeligt, og så kan man pointere stavefejl og genrer eller aktørernes motiver, men så rammer man ikke et kærestebrevs inderste. I forkyndelsen skal der derimod være det samme på spil, som der er for den elskede, når han eller hun hører den elskendes kærlighedserklæring, siger Anders Kingo.

- Derfor er teologien også altid kun et håndværk, der står i forkyndelsens tjeneste. Men det gør den på ingen måde uvidenskabelig. Lægevidenskaben står også i tjeneste for at kunne bekæmpe en særlig lidelse. Og matematikken står i tjeneste, så den kan bruges til at bygge huse, broer og maskiner. Og ingen vil vel betvivle deres videnskabelighed?

Kan man med dette skel mellem forkyndelse og teologi ligefrem sige, at P.G. Lindhardt var imod kirkens dogmatik?

- Nej, på ingen måde. Hverken som teolog eller kirkehistoriker. Men han havde et meget skarpt blik for, at i forkyndelsen er kristendom ikke et sæt meninger, men kristendom er et liv. Her er det igen indflydelsen fra Kierkegaard, der gør sig gældende. Guds ord bliver til virkelighed i prædiken. Trosbekendelsen derimod er den stivnede anskuelse. Den egentlige trosbekendelse finder derfor sted i et menneskes liv, siger Anders Kingo.

Den pointe, som Anders Kingo her fremhæver, går igen i flere af P.G. Lindhardt prædikener og skrifter. Her kalder han blandt andet trosbekendelsen for en dogmebekendelse og for vane-tro. Når Guds befaling om tro rammer mennesket, er det ikke tro i den forstand, at man skal antage visse meninger, kaldet dogmer.

Tro er i det hele taget ikke noget man har, det er noget man er, mente Lindhardt. Troen er den gerning at være tro. Tro betyder lydighed overfor Gud. Tro betyder handling. Derfor er den eneste rigtige trosbekendelse en kærlighedens gerning.

På den måde skelner P.G. Lindhardt mellem kirkens tro, som nødvendigvis må være en fælles dogmatisk bekendelse, og så den enkeltes personlige tro, som altid må gribes eksistentielt og udmønte sig i en handling.

P.G. Lindhardt kæder sin eksistensteologi sammen med en benhård syndsteologi. Hvorfor kom folk alligevel og hørte ham prædike?

- Fordi de kunne høre, at det han sagde, var sandt. Ganske enkelt. Nej, nu skal man jo forstå, at P.G. ikke prædikede synd, som man gjorde det i visse missionske kredse, hvor man tordnede mod synden meget bogstaveligt. For eksempel over for seksualiteten, som altid har været meget interessant for missionsfolk. Når P.G. forkyndte synd, så var det derimod som en eksistentiel kategori. Her er synden den fundamentale afsløring af, at mennesket ikke magter sin egen eksistens men må have den givet. Og det er det, jeg mener med, at de kunne høre, at det var sandt. De kunne spejle deres egen eksistens i det ord, som P.G. prædikede.

Vi kommer jo ikke udenom P.G. Lindhardt meget berømte opgør med det evige liv. Du kendte ham personligt. Hvad sagde han selv om det?

- Jeg har flere gange talt med ham om det. Det hele startede med et foredrag Askov Højskole. P.G. havde ikke nået at lave noget nyt, så han byggede foredraget op om to gamle prædikener. Hans lod sin kone læse det, og bagefter sagde hun: Herregud, det kan jo ikke være noget nyt hver gang. Men denne gang blev budskabet ikke leveret i en kirke men på en højskole, og der gav det genlyd! Og så kom det i avisen kort tid efter, hvor journalisten selv valgte overskriften: Bibelen giver os ingen ret til at tro på et liv efter døden. Det gav et ramaskrig. Hvad der var helt acceptabelt at sige i kirken blev til forargelse i den brede offentlighed.

- Men det er jo ikke nogen nyhed. Det er en gammel teologisk debat. Den var også oppe at vende guldalderen. P.G. gengav dengang for mig Oehlenschläger og H.C. Andersens debat om samme emne, som sluttede med H.C. Andersens ophidsede replik: Menneskets kan forlange det!. Og det var anstødsstenen for P.G. Derfor måtte han fastholde, at mennesket ikke har nogen ret overfor Gud. Er der et liv efter døden, så er det alene op til Guds nåde.

Mange har draget paralleller til Grosbøll og hans afvisning af en skabende og opretholdende Gud. Mener du, at det var det samme på spil som for P.G. Lindhardt?

- Nej, der er faktisk ingen paralleller. P.G. forstod, at der kan være en hellighed om nogle bestemte ord. Og forestillingen om en skabende og opretholdende Gud hører jeg som en klangbund i alt det, P.G. har talt og prædiket. Det er Gud, der taler, og mennesket, der hører. Hos Grosbøll er der ingen transcendens bag ordene, der er kun fortolkningerne tilbage.

Har P.G. Lindhardt nogle efterfølgere i dag?

- Nej, egentlig ikke. Han skabte sig ikke en discipelkreds som for eksempel Løgstrup gjorde. Og måske netop derfor blev han aldrig den nye reformator, som nogle så i ham. Jeg synes P.G.s søn, Jan Lindhardt sagde det meget rammende til P.G.s begravelse. Han sagde: Far var hverken bagud eller foran, men altid på højde med sin tid. Hans berømte og berygtede prædikener var på én gang hævet op over tiden og samtidig tidsbundne som et ord i tiden. P.G. hørte hverken til i fortiden eller i fremtiden men var altid nutidig. Og i den nutid havde han kolossal indflydelse. Men hans levende prædiken-ord døde med ham.

- I den forstand har P.G. ingen direkte efterfølgere, men jeg har ofte hørt ældre kolleger betro mig, at var det ikke for P.G., så var de aldrig selv blevet præster. Vi hørte noget i P.G., som vi aldrig havde hørt før. Han var fri for dogmatisme og kirkelig stivelse, og hans forkyndelse var livgivende og frisættende.

Johannes Møllehave er blevet nævnt som en af Lindhardt arvtagere, men han er i højere grad humorist, hvor P.G. Lindhardt var ironiker. Kan du give et eksempel her til sidst?

- Ja, P.G. blev jo meget feteret og omsværmet i sine sidste år. 1980 nærmer sig og han skulle snart på pension. Da kom der en ældre dame op til ham og sagde: Åh, professor Lindhardt, jeg havde jo sådan håbet, at De skulle begrave mig, hvortil P.G. fyndigt replicerede: Ja, så må De sandelig se at skynde Dem, for jeg går af i slutningen af måneden.

Den 12. december ville P.G. Lindhardt være fyldt 100 år. I den anledning udkommer bogen Kirkehistoriker i en røverkule P.G. Lindhardt 1910-2010 på Forlaget Anis, hvor en række teologer forsøger at perspektivere arven fra denne moderne teolog.