Pilgrimsvandringer er mere end en pinsetradition

Pilgrimspræst Anette Foged Schultz føler pilgrimsvandringen er et helt specielt frirum.

Pilgrimsvandringer bliver stadig mere og mere populære i Danmark. For at imødekomme efterspørgslen går man derfor hele året rundt

Pilgrimspræst ved Viborg Pilgrimscentrum Anette Foged Schultz er blandt pionererne, når det drejer sig om pilgrimsvandringer i Danmark. I starten foregik de som regel kun til pinse eller alternativt ved nogle andre af forårets højtider, men sådan er det ikke mere.

At pilgrimsvandringerne i starten for efterhånden 10 år siden lå i pinsen skyldtes praktiske betingelser som hvornår præsterne kunne tage imod os. At det så også hang godt sammen med andre forhold var et lykkeligt tilfælde. Men det er som sagt en del år siden efterhånden, og i dag er der så mange, som vil gå pilgrimsfærd, at vi vandrer året rundt, siger hun.

Eksistentialisme og fællesskab
For danskerne har taget pilgrimsvandringerne til sig, og det er alle, der går. Dog er der flest såkaldt modne mennesker fra cirka 35 år og op til omkring de 80 år.

Ifølge Anette Foged Schultz er en pilgrimsvandring nemlig ikke noget, som man bare gør for sjov. Der er som regel en dybereliggende årsag, som at man måske er gået i stå og mangler inspiration til at komme videre i sit liv.

Mange i dag har også så travlt og så meget pres på omkring det, at de skal lykkes og livet være en succes, at det at gå pilgrimsvandring netop er at komme ned i tempo og give sig selv et rum udenfor stress-zonen. Det er også altid både en fysisk og en åndelig vandring, siger hun og fortæller, at folk kommer med alle mulige tilgange til en pilgrimsvandring.

Nogle tror, at det udelukkende er en fysisk vandring, men undervejs finder de så ud af, at det er meget mere og at vi er på vej mod et helligt sted. Og det rykker ofte meget. Vi har også nogle, som for eksempel har været i Indien eller andre steder i Østen og flirtet med buddhisme eller hinduisme eller som er ateister. En del er også udmeldte medlemmer af folkekirken. For en del af dem gælder faktisk, at de efter endt pilgrimsvandring melder sig ind i folkekirken (igen) og begynder at komme til gudstjeneste, fortæller Anette Foged Schultz.

Pilgrimsvandring er jo også en del af alle store verdensreligioner, og det tror jeg skyldes, at det er noget eksistentielt. En søgen. En fornyelse af livet. En proces, hvor man bryder op fra sit kendte og trygge hjemsted og begiver sig ud i det ukendte, siger hun.

Anette Foged Schultz fortæller også, hvordan man undervejs på en pilgrimsvandring hjælper hinanden og deler, hvad man har.

En pilgrimsvandring er nemlig at dele dele liv og tanker og mad - med hinanden. Det er fællesskab og noget, som man oplever meget på Compostelaen i Spanien (klassisk, kristent pilgrimsmål, red.), hvor de, som bor ved vejen, ligefrem har pligt til at hjælpe pilgrimme ja, vi er da også forpligtet på at hjælpe hinanden. Man får således på mange måder nyt liv ved at gå en ny vej, siger hun og fortæller, at dét pilgrimsvandringens fællesskab endnu ikke kan mærkes helt på samme måde på Hærvejen i Jylland, hvor man jo altså også holdt godt 500 års pause i pilgrimsvandringerne fra reformationen til de kom i gang igen.

Et helt specielt rum
Selv husker Anette Foged Schultz tydeligt sin første lange vandring.

Det var som at komme ind i et helt specielt rum fuld af fred og frihed. En pilgrimsfærd er på alle planer det enkle liv, hvor alt, du har, er den rygsæk, som du har med. Når du så ikke kan mere, og benene er trætte og rygsækken tung, så er det tid til at hvile og ikke kun i fysisk forstand, men også i åndelig, siger hun og fortsætter:

Pilgrimsvandringen er nemlig også altid en forsoningsproces med dig selv, dit liv og Gud. En proces, hvor du slutter fred med dine fallitter og nederlag. Hvor du erkender, at du er et menneske med grænser, og at når du ikke kan mere, så er der en anden Gud der tager over og bærer dig.

Anette Foged Schultz oplever ofte, hvordan andre pilgrimsdeltagere også opfatter pilgrimsvandringen som helende for både sjæl og krop. Hvordan mennesker og menneskers livs sårbarhed bliver synliggjort, accepteret og beriget igen og igen.

At være på pilgrimsfærd er for mig blevet et rum, som jeg skatter højt, og som jeg ved, at jeg altid kan - og vil - vende tilbage til, slutter Anette Foged Schultz.