Klassiker

Klassiker: "Skær ned på aktiviteterne i adventstiden"

"Jeg kunne godt ønske, at det ikke kun drejede sig om den kommercielle del af julen og alle de arrangementer, som folk render til i hele december. For hvem glæder det i grunden, at vi har så travlt og skal nå så meget," spørger sognepræst Kristine Stricker Hestbech og giver fire gode råd til en roligere og mere fokuseret adventstid. Foto: Liselotte Sabroe

Advent var oprindelig en faste- og bodstid. I dag er den for de fleste danskere lig med fest og hygge i lange baner. Men giver det mening at ønske fasten, boden og fokus på Jesu genkomst tilbage? Kristendom.dk har talt med en præst og en historiker

I de ortodokse kirker er adventstiden stadig lig med faste og bod. Her er holdningen, at det er vigtigt først at faste for siden hen at kunne føle juleglæden.

LÆS OGSÅ: Faste gør festglæden større

Nutidens juleri i hele december måned går imod adventstidens oprindelige mening som en forberedelsestid til julen.

Advent midt i november
Ordet advent kommer af det latinske adventus og betyder ankomst. Nemlig Jesu ankomst, og adventstiden, som er præget af forventning er en forberedelse på hans komme.

Traditionelt i kirkehistorien har forberedelsestid være præget af bod og faste, men den tradition bærer de færreste danskeres adventstid præg af i dag.

Ifølge sognepræst i Havdrup Kirke Kristine Stricker hænger det sammen med, at julefesterne har rykket sig:

Alt skal løbe af stablen inden juleaften. Ja, faktisk forlænger vi endda adventstiden, så den starter allerede midt i november med de første julemarkeder, julepynt og så videre. Men seks uger er lang tid at have en højtid kørende. Så det er ikke så mærkeligt, at vi pakker julen væk så hurtigt som muligt efter juleaften, selvom julen jo i realiteten først starter juleaften og julenat.

Omvendt forstår Kristine Stricker godt, at mange har brug for at finde lys, glimmer og pynt frem for at komme igennem den mørke november-måned. Men måske noget alligevel kunne gøres på en anden måde?

Jeg kunne godt ønske, at det ikke kun drejede sig om den kommercielle del af julen og alle de arrangementer, som folk render til i hele december. For hvem glæder det i grunden, at vi har så travlt og skal nå så meget, spørger hun og efterlyser, at folk blev bedre til at tage ejerskab over deres egen advent og jul.

Jeg møder mange mennesker, som render rundt med et bittert drag om munden hele december, mens de beklager sig over alt det, som de skal nå. Alle de juleaktiviteter, som de skal med til, alle de mennesker, som de skal se og så videre. Det er ren offermentalitet, og man kan spørge sig selv: Hvem glæder det egentlig, at man holder advent og jul på denne fortravlede måde, lyder det fra Kristine Stricker.

Gå i kirke, skær ned på aktiviteterne og sæt en bøn på køleskabet
I stedet efterlyser hun at man tør at sortere i traditionerne og i, hvem man skal være sammen med.

Der skal selvfølgelig være fokus på dem, som er svage og som risikerer at sidde alene. Dem skal vi tage os af og bruge tid sammen med både i advents- og i juletiden, siger hun og fortsætter med at nævne fire ting, som hun anbefaler som en del af adventstiden:

1) At gå i kirke alle fire adventssøndage. Det giver én times break, hvor man ikke skal forholde sig til noget, men bare kan falde ind i sig selv og den indre fred samt komme ind i kirkerytmen, inden man skal i kirke til jul og høre fortællingen om Jesusbarnets fødsel.

2) At give afkald på nogle af de mange aktiviteter, som man inviteres til i løbet af december, og at man tænker over, og eventuelt sorterer i, hvor meget man selv vil afholde.

3) At tænke over, hvad det i grunden er, at man har så travlt med og hvorfor. Hvad er det, som man vil signalere med sin travlhed? Og over for hvem vil man signalere det?

4) At fordybe sig og huske sig selv på, at livet er valg og dermed også forsagelse. Sæt eventuelt nedenstående bøn på køleskabsdøren:

"Herre, hjælp mig med at få orden på mit liv
at indrette mig med enkelhed som mål.
Herre, lær mig at lytte til mit hjerte.
Lær mig at byde forandringen velkommen
i stedet for at frygte den.
Herre, jeg giver dig min indre uro,
jeg giver dig min utilfredshed,
jeg giver dig min rastløshed,
jeg giver dig min tvivl,
jeg giver dig min fortvivlelse.
Jeg giver dig al den længsel, der bor i mig.
Hjælp mig til at være opmærksom
på tegnene på forandring og vækst,
at lytte nøje og følge dig hvorhen de leder
gennem de skræmmende tomme rum
og den åbentstående dør."
(oversat fra " Celtic daily Prayer")

LÆS OGSÅ:Vi venter på, at guden skal komme igen (indlæg af Kristine Stricker)

Genkomst og stilhed
Ifølge professor emeritus fra Roskilde Universitet, dr. phil Brian McGuire er adventstidens tema næsten gået i glemmebogen:

I evangeliet til første søndag i advent hører vi om, hvordan Jesus omtaler tegn i solen, måne og stjerner. Altså profetien om verdens undergang, der introducerer adventtidens tema om Kristi genkomst, noget som er næsten glemt i nutidens fejring af advent udelukkende som forberedelse til Kristi fødsel. Men advent i middelalderkirken betød lige så meget en erkendelse af denne kommen af Frelseren for at dømme os.

Men det er mit indtryk, at advent førhen aldrig blev en faste- og bodstid på samme måde som fasten op til påske, selvom der måske har været perioder, som efter den sorte død i 1300-tallet, hvor det har fyldt mere. Men jeg ved det ikke med sikkerhed. Kilderne er meget tavse netop på dette punkt, og det er farligt at konkludere noget bare på grund af manglende oplysninger i kilderne.

Advent før i tiden
Det, som kilderne derimod siger noget om, er, at den tidligste omtale af faste og almisser som forberedelse til Herrens ankomst findes i en af Sankt Leos prædikener. Han var pave 440-461. Men om advent som liturgisk tid blev indført i old- og middelalderkirken kan ikke afgøres.

Noget virker dog som om, at der allerede i senantikken blev afsat en periode inden jul som forberedelse. Der er prædikener af Sankt Caesarius, biskop af Arles 502-42, som taler om forberedelse til Jesu fødselsdag. Et kirkemøde i Macon i Gallien i 581 taler om en tid fra 11. november til 25. december som fastetid. Andre kirkemøder (synoder) i senantikken og den tidligste middelalder omtaler perioden som en fastetid.

Men som sagt: Det hele er meget usikkert. Men da først liturgien var på plads, siger den meget om, hvordan den enkelte kristne skal forholde sig i denne tid, oplyser Brian McGuire og forklarer:

I middelalderkirkens epistel for den første søndag i advent bruges Romerbrevet 13, hvor Paulus skrev, at timen er kommet for at vågne, fordi vores frelse er nær. Natten er overstået og dagen kommer og ikke i spisning og drikkeri, ikke i slagsmål med mere. Det handler altså om at forberede sig for Kristi ankomst, og der er et tema her om afsavn fra verdslige nydelser.

Brian McGuire synes ikke, at det er et behov for at vende tilbage til faste og bod i adventstiden. Derimod vil han gerne have mere fokus på delen med Kristi genkomst.

For vi har glemt den anden advent af Kristus. At hele historien i den kristne fortælling skal slutte en dag med hans genkomst. Derfor er advent vigtig som begyndelsen på kirkens år og som en markering af, at denne verden ikke er evig, men vil gå til grunde. Det er i dag næsten kun fundamentalistiske sekter som Jehovas Vidner, der går op i Dommedag. Men advents rigtige betydning må tage højde for denne historiske opfattelse og erkendelse af, at Jesus kommer igen, slutter han.