Sløk og Løgstrup var ikke enige om noget som helst

Sløk og Løgstrup er enige om, at vi er skabt, men uenighederne derfra er store. To af dansk teologis vigtigste tænkere skiftevis ydmygede og priste nemlig hinanden fra 1950'erne og frem, fortæller lektor Ole Morsing, som er aktuel med en ny bog om de to Aarhus-teologer Det er Løgstrup til venstre og Sløk til højre. Foto: Arkiv

Sløk og Løgstrup havde forskellige syn på kirken, livet, kunsten og kærligheden. Begge var de blevet fyret fra Universitetet i dag, siger lektor Ole Morsing

Da professor Johannes Sløk (1916-2001) i sin bog Teologiens elendighed i de sene 1970ere gik særdeles hårdt til sin professorkollega på Aarhus Universitet, K.E. Løgstrup (1905-1981), og blandt andet kaldte hans tanker om et før-kulturelt menneske for en vanskabt idé, svarede Løgstrup, at han følte sig som en trampolin, som Sløk kunne tillægge hvilken som helst opfattelse, han lystede.

Sløk var ikke sen til give igen:

Men dog, Løgstrup har opfattet sig som en trampolin. Og jeg, der troede, det var en aflagt sofa, jeg hoppede i!

Sløk så livet som en opgave

Episoder som denne beskriver lektor i idéhistorie på Aarhus Universitet Ole Morsing i sin nye bog Løgstrup & Sløk, hvor både de personlige fejder og de teologiske og filosofiske uenigheder mellem de to kamphaner skildres. Han indleder sit forord til bogen med at skrive, at deres forståelser er modstridende på alle væsentlige punkter.

Kristendom.dk har taget ham på ordet og udfordret ham til at vise, at der af deres indbyrdes forskellige teologier følger uenigheder om alt fra kunst til kirke.

Sløk ville kun tro, hvis Gud åbenbarede sig. I den verden, vi går rundt i, er der for Sløk intet guddommeligt at se. Gud er ikke at finde i naturen eller andre steder, og kun Gud kan komme til os, ikke omvendt, og det er det, han går rundt og venter på i sin eksistens. Kun når vi snakker fødsel, kærlighed og død sker der noget, der er radikalt anderledes end resten af livet. Alt andet er ham ligegyldigt. Livet er ikke en gave, men en opgave, siger Ole Morsing om Sløks tænkning.

Denne forståelse af livet som en opgave, ikke som en gave, er med til at gøre Sløk til eksistentialist.

Ifølge Sløk er det bærende for mennesket hverken naturen eller universet, men det absurde, og det er herfra, mennesket kan komme videre eller begynde forfra. Tilværelsen er simpelthen en absurditet, fordi den i sig selv ikke kan give svar på de eksistentielt set vigtige spørgsmål."

For Løgstrup derimod forholder det sig modsat ifølge Ole Morsing.

For Løgstrup var livet en gave

Løgstrups afsæt er, at livet er en gave. Vi er en del af verden og må tage udgangspunkt i den. Det, at vi er skabt, betyder, at verden og livet har værdi, og at det er naturligt at tyde universet religiøst. I kraft af skabelsen er verden på forhånd værdiladet. Løgstrup tager konsekvenser af, at Gud har skabt universet, og kritiserer generelt eksistentialismen for, at den i alt for høj grad vægter tilværelsens meningsløshed.

Når Ole Morsing skal sammenfatte de to positioner, bruger han gerne Første Mosebog.

Løgstrup stopper sin bibellæsning ved Første Mosebog, kapitel 1, vers 31 ved ordene Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var. Sløk læser lidt videre, men stopper ved Første Mosebog, kapitel 3, vers 23 ved ordene: Så sendte Gud Herren dem ud af Edens have.

Sløk så mennesket som synder, Løgstrup så det grundlæggende som skabt

Det er af disse grundlæggende uenigheder, at en hel række diskussioner opstår. Blandt andet kunne Sløk og Løgstrup ikke blive enige om, hvordan man skulle forstå mennesket.

Ifølge Sløk er mennesket helt syndigt, og det mener han ikke, at Løgstrup forstår radikalt nok. Det gør Løgstrup ikke, fordi det for ham er mere grundlæggende, at vi er skabt, end at vi synder. For Løgstrup er tilliden mellem mennesker fundamental, hvilket viser sig i de berømte spontane livsytringer. Men Sløk kunne drille ham med at sige, at mistillid mellem mennesker da er lige så fundamental, og at i andre kulturer end vores har mord været lige så naturligt, som Løgstrup ser tilliden mellem mennesker.

Uenighed om kunsten

Også de to professorers forhold til kunst var vidt forskellig, fortæller Morsing.

Jeg tror, at de begge ville mene, at der også går en vej til Gud gennem kunstens fortællinger. Men Sløk vil jo have den rene, eksistentielle vare, og her forsvinder problemer om æstetik og lignende ofte ud i det blå, fordi kun fødsel, kærlighed og død er eksistentielle kategorier.

For Løgstrup er kunsten fundamental, fordi sansningen er meget vigtig. Kunstneren forsøger ifølge Løgstrup at være i kontakt med universet, mens kunstneren for Sløk kun skal skildre de eksistentielle kategorier, men ikke komme med svar på eksistensens problemer. For Sløk kan kunsten kun vise, at livet er absurd, så hvis man går ind og oplever det ideelle kunstværk, et absurd teaterstykke, er der kun to muligheder: enten at gå ud og drikke sig fuld eller at gå hjem i seng.

For Sløk vra kærlighed et kompromisløst engagement

Som det kan anes, er en fundamental forskel på de to, at hvor Sløk ikke kan se nogen mening med de gåder, livet stiller, ser Løgstrup livet som et værdifuldt og meningsfyldt. Det betyder ifølge Ole Morsing, at også deres forståelse af noget så uakademisk som kærlighed bliver forskellig.

For Sløk er udgangspunktet flyttet fra kærligheden til lidenskaben. Han taler om, at den autentiske lidenskab er drivkraften for livet. Det afgørende er, at Sløk ikke gør lidenskaben til et middel, der skal føre til et mål, men lidenskaben bliver i sig selv målet. Sløk udtrykker det med ordene det er ikke kærlighedens genstand, der gør kærligheden sand. For Sløk er det vigtigste ved kærligheden således det kompromisløse engagement.

Det er med andre ord ikke, hvad man elsker, der er det vigtigste, men at man elsker det lidenskabeligt, der er afgørende. Ikke overraskende siger Løgstrup det modsatte, fortsætter Morsing.

For Løgstrup er kærlighed "den anden"

Hos Løgstrup er det derimod genstanden for kærligheden den anden, der er vigtigst. Ikke mindst hans værk Den etiske fordring handler om, at mennesker ikke er uafhængige væsener, men på godt og ondt helt fundamentalt er udleveret til hinanden.

Deres forskellige forståelser af kærlighed afspejlede sig tilsyneladende også i deres respektive livsveje. Johannes Sløk var meget arrogant, mens Løgstrup var den distræte, indelukkede akademiker. Morsing fortæller to anekdoter om to vidt forskellige personer.

Sløk forlod jo sin kone og gjorde en elskerinde gravid. Alligevel gik han fra elskerinden, da barnet var fire år og dukkede ikke engang op til begravelsen, da barnet døde en tidlig død. Det er et anliggende mellem mig og Gud, sagde han, når han skulle forholde sig til den slags personlige og livsnære problemer. Løgstrup derimod var, så vidt jeg ved, sin kone, Rosemarie, tro hele livet og havde slet ikke den samme arrogance

Sløks forhold til kirken var, inspireret af Kierkegaard, anstregt

Også kirkens rolle var de uenige om. Løgstrup gik i kirke, om ikke hver søndag, så ofte, mens Sløk havde det meget svært med kirkens forkyndelse. Inspireret af Kierkegaard, som han var, mente han snarere, at præsterne gjorde nar af Vorherre hver søndag fra prædikestolen.

Sløk og Løgstrup er naturligvis enige om, at vi er skabt. Men som tidligere nævnt vil kun Løgstrup drage filosofiske konsekvenser af det. For ham betyder det, at livet har værdi, før mennesket er til. Forkyndelsen skal ikke skabe noget nyt i mennesket, men åbenbare, hvad der allerede ligger i livet, at Gud ikke er så adskilt fra sin skabning, som åbenbaringsteologerne tror, siger Morsing og fortsætter:

For Sløk derimod har livet som sagt ingen værdi i sig selv. Det er ikke livet, men forkyndelsen, der er en gave, for kun den kan gøre livet meningsfuldt. Derfor skaber forkyndelsen af kristendommen ikke bare bevidsthed om noget, mennesket allerede har i sig Jesus Kristus skaber noget helt nyt i mennesket.

Men hvem har så ret? Er livet værdifuldt i sig selv og er naturen er vidne om Guds skabermagt eller bare den døde omgivelse til en absurd tilværelse, hvor kun Gud kan åbenbare sig for mennesket? Det er en bevidst pointe for Ole Morsing, at han bogen igennem ikke tager stilling til, hvem man skal støtte.

Jeg var så træt af, at al litteratur om de to stod på den ene eller den anden side i striden. Men jeg mener, at deres kampe også kan vidne om en tid, hvor der var plads til individer og alvor. På universitetet af i dag var de begge blevet fyret, inden der var gået et år.

Ole Morsing: Løgstrup & Sløk. Forlaget KLIM. 2011.