Når jeg fortæller, at jeg vil være præst, møder jeg undren og forargelse

Vi er så vante til at skille hjertet og hjernen ad, men med teologien bliver man klogere på, hvor de kan forenes, siger Mikkel Tode, der læser teologi ved Københavns Universitet.

Kaldet er en herlig størrelse, for så er stolthed og lyst og den slags ligesom underordnet.
Mikkel Tode, teologistuderende

Jeg mener, at vi mere end nogensinde har brug for præster. Men når jeg fortæller, at jeg gerne vil være præst, møder jeg undren og forargelse, fortæller Mikkel Tode, teologistuderende og BA i fransk

Hvad tror du på? 
Jeg tror på Gud og står inde for folkekirkens trosbekendelse.

Er det en udfordring at være troende og så læse på et studium, der går kritisk til kristendommen?
Sommetider. De eventyrlige og magiske fortællinger, min mormor fortalte ved sengetid, skal pludselig analyseres, kritiseres og granskes på alle mulige måder. Barnetroen bliver udfordret. Til gengæld er det et meget berigende studium.

Man bliver bedre til slet og ret at tænke sig om - i alle mulige henseender. Af og til er det lidt som parterapi for hjernen og hjertet. Vi er så vante til at skille de to ad, men med teologien bliver man klogere på, hvor de kan forenes. 

Føler du ofte, at du skal retfærdiggøre dit valg af studium? 
Ofte. Mange synes, det er et mærkeligt studium, fordi de for længst har sat Gud på porten. Jeg bliver altid mødt med spørgsmålet om, hvorvidt jeg skal være præst. Jeg skal være præst, og når jeg svarer ja til det spørgsmål, møder jeg ofte endnu mere undren og forargelse. Jeg kan blive træt af at skulle tale teologi, Gud og Fanden med folk, men jeg er på den anden side ikke god til at lade det fare. For mig er det også et samvittighedsspørgsmål.

Nogle gange er folk lydhøre, andre gange ikke. Jeg har prøvet alt fra, at min samtalepartner proklamerede, at hun ville tage i kirke på søndag, til en anden, som under vredesråb og fægten med armene marcherede ud af baren, hvor vi sad.  

Er du stolt af at læse teologi?
Jeg er i hvert fald så heldig at vide, at jeg skal være præst. For mig handler det nok mere om kald end om stolthed.

Kaldet er en herlig størrelse, for så er stolthed og lyst og den slags ligesom underordnet. Det er bare noget, man har pligt til; noget, man skal. Det fører en vis ro med sig, og den er jeg meget glad for at have. Jeg fornemmer, at der er mange ulykkelige og ensomme mennesker i vores tid. Og det er dem, kirken skal være der for. Den opgave løfter kirken i dag, men den skal blive endnu bedre. Det er et arbejde, jeg er stolt over en dag at kunne bidrage til.

Hvordan ser du på andre religioner? 
Jeg har, og skal som kristen have, respekt for de mennesker, der bekender sig til noget andet end mig selv. Men jeg tror, at kristendommen er Sandheden, og så må jeg nødvendigvis afvise alt andet. Når vi taler om Gud, mener jeg ikke, man kan sige, at det ene kan være lige så godt som det andet. Det ville være en flad og ulidenskabelig tilgang til troen og til Gud.